I marts var jeg i Berlin. Her lå i boghandlerne i store stakke Florian Illies’ nye bog om Caspar David Friedrich. Jeg undlod at købe den, bange for at den var fuld af ting, som det ville ærgre mig ikke at have fået med i min egen bog om Friedrich, som lige var udkommet. Nu er der gået så lang tid, at jeg har turdet læse, hvad Illies skriver, og nu er hans bog kommet på dansk.

Men jo, der er ting, jeg gerne ville have kunnet citere i min egen bog. F.eks. denne lille sætning, som Illies lader stå i et afsnit for sig: »De af hans samtidige, som var så heldige at se Caspar David Friedrich i øjnene, beskriver deres farve som: himmelblå«. Den ville have forstærket, hvad jeg skriver om den vandige blå som Friedrichs yndlingsfarve, og min oplevelse af, at hans hav- og himmelblå spejler øjet.