Kan en roman blive for roman-agtig? Jeg spørger, fordi jeg under læsningen af den Cannes-bosatte forfatter og filminstruktør Jean-Baptiste Andreas moppedreng ’Våg over hende’ var ved at kløjes i dens fortællelystne maksimalisme. Dens til tider næsten selvforelskede smagen-på-sig-selv, når den nonchalant slog ud med armene og introducerede endnu en ærkeengel, endnu et jordskælv, endnu en bizar cirkusdirektør. Endnu en tørstig mand på en havnebodega, endnu en kvinde fanget i verdens ældste luder-madonna-fængsel; enten er hun et attråværdigt, nobelt fascinationsobjekt, der lider under tidens snævre kønsnormer, eller også er hun et varmt belevent skød efter en våd bytur.
Men handlingen da? Ved romanens start er vi nær vor egen tid, i 1986. I det italienske bjergkloster La Sacra ligger den 82-årige billedhugger Michelangelo ’Mimo’ Vitaliani, og skal til at dø. Han er blandt munkebrødre, og i kælderen står hans velbevarede mesterværk, hvis motiv du må læse 400 sider mere for at få afsløret, men hvis virkning er så stærk, at de andre munke kun har set det én gang hver: »Måske af frygt for de urene tanker, som siges at følge dem, der kommer hende for nær. Urene tanker har munkene allerede nok af, når de midt i den mørke nat forfølges af drømme med engleansigter«.
