Der er noget helt hakkende galt med det danske retssamfund. Det går for langsomt. Vi kritiseres internationalt for at varetægtsfængsle i alt for lang tid, ofte på et for spinkelt grundlag. Det nærmer sig tortur, siges det. Sadisme Men måske værre end det; retssager varer år ud og år ind. Hvad vi end måtte mene om lovbrydere, så har de krav på en rimelig hurtig afgørelse. Har de gjort noget strafbart, eller har de ikke? At trække sagerne i langdrag og lade de tiltalte sidde på pinebænken udsat for alverdens spot og spe uden at kunne tage til genmæle ligner da også noget nær sadisme. Et skyldsspørgsmål og en hurtig dom kan man finde ud af på kort tid i f.eks. Sverige og Storbritannien, så hvorfor skal der gå år og dag i lille Danmark? Juristernes krigsdans Spørgsmålet dukker uvilkårlig op, når man læser den bog 'Imperator', som Peter Brixtoftes forsvarer, René Offersen, har skrevet om 'sagen uden om Brixtofte'. Den tager ikke spørgsmålet om skyld eller ikke skyld op overhovedet. Kun om juristernes krigsdans rundt om gryden, man har puttet Brixtofte i. Er det retfærdighed? Det er interessant læsning her op til en forventet dom over den tidligere borgmester i Farum, fire år efter at han blev ekskluderet af Venstre, fjernet fra borgmesterstolen og sigtet for mandatsvig og diverse økonomiske forbrydelser, men ikke mindst - i hvert fald i offentlighedens øjne - for at have pøset skatteborgernes penge ud på dyr rødvin. I den periode har manden været under et enormt pres. Men anklagemyndigheden, bagmandspoliti, indenrigsministerium, advokater og revisorer, 'systemet' har været så usikkert, at der er blevet brugt op mod 100 millioner skattekroner på at kulegrave hele sagen og skaffe grundlag for at få den omstridte eksborgmester dømt. Skriver forfatteren og forsvareren. Ikke at man skal gøre Brixtofte til en forfulgt uskyldighed. Slet ikke. Men se på Amdi og Tvind, se på mange andre, der har siddet fast i det danske retssamfunds gabestok i årevis, mens advokater, kommissioner, udvalg, eksperter og konsulenter har scoret kassen. Er det retfærdighed? »Juvelen i kronen« En spøgefuld sjæl skrev engang, at det svenske samfund var skruet sammen af bjergværksingeniører, hvor alting skal understøttes og sikres, mens det danske var formet af tyske bureaukrater fra enevældens tid, hvor at lidet havde ændret sig trods folkestyre, 68-oprør m.v. Når man læser om det løse grundlag, bagmandspoliti og anklagemyndighed har kastet nettet ud efter Brixtofte, så fristes man til at mene, at der er noget om sagen. Svarene på kritik af anklagemyndigheden kender vi. Det er vigtigt at vende hver en sten. Det er en kompliceret sag og-så-videre-og-så-videre. Den er kompliceret, også fordi den nuværende indenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), for fem år siden kaldte Farum Kommune under Brixtoftes ledelse for »juvelen i kronen«. Finansminister Thor Pedersen (V) erklærede i samme periode, at »problemet er, at man ikke i alle kommuner har gjort som i Farum«. Sagen har altså tydelige politiske undertoner, for det er svært, selv for Venstres politikere, at holde kæft med tilbagevirkende kraft. Knager i furerne Så det er en sag, som har offentlighedens interesse. Det er også en sag, fordi samme Brixtofte faktisk gav det forstenede danske kommunalstyre et los bagi med alle sine reformplaner. René Offersens bog er selvfølgelig et partsindlæg og må læses som sådan. Men den belyser nogle problemer i det danske retssystem, som alle 179 politikere i Folketinget burde tage op til alvorlig overvejelse. Hvad skal der til for at sætte fart i anklagemyndigheden og få kriminelle handlinger bedømt, hvad enten det er de mere enkle eller de såkaldt komplicerede økonomiske forbrydelser. Retssamfundet knager i furerne.