En af de opbrudshistorier, Jens Smærup Sørensen præsenterer os for i mesterværket ’Mærkedage’ fra sidste år, er beretningen om Ellen Lundbæk – hende, der bryder op fra sognet i Nordjylland for at begå sig på den globale scene: først som ulandsfrivillig, senere som FN-ansat i New York. Der er noget repræsentativt ved dette fiktive væsen, når man tager det forholdsvis store antal danskere og andre skandinaver i betragtning, som har bidraget væsentligt til det internationale samarbejde – i Folkeforbundet, hvor Fridtjof Nansen var første flygtningehøjkommissær, og senere i FN’s hoved- og underorganisationer. Eller som en amerikansk anmelder for nylig slog fast i New York Review of Books i forbindelse med bogen ’A Billion Lives’ af FN’s tidligere nødhjælpschef, den norskfødte Jan Egeland: »Ingen gruppe af lande har gjort mere for at støtte internationale humanitære aktioner end de skandinaviske«. Den dansker, der i de senere år har gjort mest for at holde denne stolte tradition i hævd, er diplomaten Søren Jessen-Petersen. Han har blandt andet været vicehøjkommissær i FN’s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) fra 1998 til 2001, EU’s særlige repræsentant i Makedonien i 2004 samt Kofi Annans særlige repræsentant – eller ’guvernør’ – i Kosova fra 2004 til 2006. Som en virkelighedens Ellen Lundbæk har han bevæget sig fra det nordjyske, hvor han er født, til verdens brændpunkter – til »den humanitære frontlinje«, som han selv kalder det. Ufattelige menneskelige omkostninger I en ny bog, ’Flugt og frihed’, aflægger Jessen-Petersen vidnesbyrd og samler op på de erfaringer, han har gjort sig i sit arbejde, særlig fra 1990’ernes begyndelse og ind i det ny årtusind. Set fra et humanitært synspunkt dækker bogen et uhyre hektisk tidsrum, hvor Sovjetunionens sammenbrud og afkoloniseringen åbnede for en Pandoras æske af krige og væbnede konflikter, som sendte mennesker på flugt i millionvis og nødvendiggjorde indgreb fra det internationale samfund. Som i flere tragiske tilfælde svigtede eklatant, med folkedrab til følge, mens det i andre situationer afværgede katastrofer. De ufattelige menneskelige omkostninger ved denne udvikling har Jessen-Petersen fulgt på nærmeste hold. Han har talt med ofrene på flugt, og han har siddet over for – og skullet forhandle med – nogle af de største slyngler i nyere tid, som Slobodan Milosevic, Radovan Karadzic og Charles Taylor. Bogen veksler imellem detaljerede beretninger fra de konfliktramte steder, som Jessen-Petersen har været involveret i – Bosnien, Kosova, Myanmar/Burma og områderne omkring Afrikas store søer, særlig Rwanda – og mere principielle overvejelser over de store udfordringer i forhold til migration og nødhjælp, som de enkelte lande og det internationale samfund står over for. Udfordrende dilemmaer 'Flugt og frihed’ giver et respektindgydende indblik i de enorme udfordringer, som hver enkelt krise skaber. Der er næsten ikke én side uden dilemmaer i denne bog: Hvordan prioriterer man de begrænsede ressourcer, man råder over? Hvordan sikrer man nødhjælpsarbejderne i felten? Hvordan bevarer man som humanitær organisation sin upartiskhed og troværdighed? Hvordan opretholder man i praksis skellet mellem militære interventioner og humanitære operationer? Hvad gør man, når den politiske vilje til indgreb er fraværende, eller når krisen er undereksponeret i medierne? Hvad stiller man op med alle de interne flygtninge, som falder uden for Flygtningehøjkommissariatets mandat, der kun omfatter beskyttelse af flygtninge, som har krydset nationale grænser? Hvordan prioriterer man ønsket om fred i forhold til ønsket om retfærdighed, når regnskabet efter konflikterne skal gøres op? Dyrekøbte erfaringer Man får et klart indtryk af, at der ikke findes lette svar på nogen af disse spørgsmål, men kun dyrekøbte erfaringer – ikke mindst i form af tidligere fejltagelser, som fremtidige beslutningstagere burde tage ved lære af. Man fornemmer, at det i høj grad er behovet for at videregive disse erfaringer, som er bogens drivkraft. Det gælder især bogens sidste del, som samler sig om fire lærestreger – fire underrapporterede eller bevidst oversete kriser, hvor man har ladet stå til med fatale konsekvenser: Afghanistan før 2001, Myanmar, Colombia og flygtningesituationen i Vestsahara. Tråden i Jessen-Petersens anvisninger er, ikke overraskende, en styrkelse af det internationale samarbejde, blandt andet i forhold til at udtænke sammenhængende regionale strategier samt overordnede perspektiver på de internationale migrationer, med fokus på både problemer og muligheder.
Dansk indenrigspolitisk sammenhæng Et selvstændigt spor i bogen udgør Jessen-Petersens forstemmelse over den uansvarlige og ofte manipulerende måde, hvorpå indvandringsspørgsmål håndteres i dansk indenrigspolitisk sammenhæng. Ofte er han i de senere år blevet spurgt om den tiltagende uoverensstemmelse mellem Danmarks internationale image som humanitær spydspids og de indre linjer i dansk politik. Selv har Søren Jessen-Petersen ofte spurgt sig selv, hvad Poul Hartling, som jo var dansk statsminister for Venstre fra 1973 til 1975 og FN’s flygtningehøjkommissær fra 1978 til 1985, »ville have sagt, hvis han havde oplevet udviklingen i Danmark senere, men det kom han jo heldigvis ikke til«. Hartling døde i 2000. Man kunne ønske sig, at nuværende danske politikere ville stille sig selv det samme spørgsmål.