Gyldendal lancerer med sin bog om havet et værk i fem store bind 'Naturen i Danmark' - som skal afløse den voluminøse 'Danmarks Natur' fra 1970, som efterhånden er 'forældet': Nå, ja, opfølgning, småkorrektioner og ny viden. Over 100 forskere medvirker, og værket rummer både kapitler med særdeles fyldestgørende artsbeskrivelser og afsnit med redegørelser for havets fysiske dynamikker samt biokemiske processer. Gode fagbøger skal ikke nævenyttigt 'anmeldes', men generøst refereres. Det under vi dog som regel kun værker uden for vort eget fagområde, for selv om vi for længst er kravlet op af urhavet, er vi først for nylig faldet ned fra træerne - efter sigende ved en fejltagelse. Lad mig derfor som upartisk ufagmand nævne nogle highlights. Eftersom livet opstod i havene og først meget sent gik på land (nogen sov over sig), er det naturligt, at havene rummer det største antal rækker og klasser af organismer, altså såsom 'hvirveldyr' respektive 'fisk'. Faktisk kan vort nymodens jordeliv kun prale med en enkelt eksklusivt terrestrisk række, som ingen djævel har hørt om; resten er genbrug. Men hvorfor er der så ikke desto mindre på landjorden tifold flere forskellige arter end i havene? Dette spørgsmål besvarer bogen som følger: For det første findes det meste liv i den smalle zone langs kysterne, hvor den ringe vanddybde tillader sollyset at trænge ned til bunden og muliggøre plantevækst - hvorimod der på jorden overalt er plads til liv. For det andet kendetegnes havbunden af en stor ensartethed modsat landjordens rigdom på forskelligartede strukturer, der 'inspirerer' til nye stillinger (De er vel kulturradikal?). Og for det tredje indebærer vandet ganske som vor tids lige så flygtige medier en beklagelig udjævning og udviskning af såvel geografiske forskelle (a la regnskov versus tundra) som forskellene ned langs vandsøjlen (a la etagerne i en regnskov). Dertil kommer for det fjerde, at havene nok formår at isolere populationer af landkrabber på adskilte kontinenter, men derimod ikke kan isolere forskellige populationer af havkrabber. Og just isolation og adskillelse er en vigtig faktor for dannelsen af nye arter. En tilsyneladende undtagelse er Bajkalsøen i Rusland, som har en masse endemiske (lokale, red.) arter. Men denne russiske skovsø er jo netop ikke længere noget hav, men en isoleret indsø, hvis arter er opstået under langvarig isolationsfængsling. So there you are. Lad os plukke en anden læsefrugt: Hvis vi betragter fødekæden i havet fra plankton til hvalerne og ligesom Berlingeren tager det groft sagt, så rummer havene af energiøkonomisk plausible grunde nogenlunde lige mange ton fra hvert niveau i fødekæden. Derfor buldrer cyanobakterierne nok så lydeligt som blåhvalerne. Og så mestrer de oven i købet ikke alene fotosyntesens umulige kunst, men kan som ekstranummer tillige binde luftens kvælstof og danne ammonium. Og nu vi er ved kvælstoffet, så docerer bogen autoritativt, at dette (læs: landbruget) vitterlig er hovedsynderen i de danske haves overgødning - for mens fosformængden i systemet er stabil, så er kvælstof flygtigt og derfor anderledes 'følsomt' for effektiv neddrosling. Overgødningens problem er som bekendt, at når det florerende algetæppe på overfladen dør og synker til bunds, forbruges al ilt på bunden ved dets mikrobielle nedbrydning, og det kvæler livet i stueetagen, hvor fiskenes børneværelser ligger. En anden følgevirkning er, at sommerens algesuppe spærrer for sollyset og derved kvæler den livgivende og beskyttende tangskov langs kysterne. Trods havenes globale væsen har vi nationale perler såsom de uhyre produktive rev og banker og så naturligvis det internationalt livsvigtige Vadehav, der har fået sit eget afsnit. Her spiller tidevandet hjertemusklens rolle, og man bør derfor bladre tilbage til den fortræffelige redegørelse for tidevandets mekanik. Hvorfor har vi flod, også når Månen står på den modsatte side af Jorden, og ikke kun når den står på vor egen side og 'trækker' i vandet - og hvorfor er der følgelig flod hver 12. time og ikke kun hver 24. time, som man skulle tro? Ja, hvordan var det nu? Læs selv! Nej, så er det lettere at huske, hvorfor bølgerne altid ruller ind helt parallelt med kystlinjen: For en 'skæv' bølge ville rettelig blive bremset just i den ende, hvor den har for travlt, grundet den lavere havdybde nærmere land. Tilbage i det nære finder vi Østersøens brat aftagende saltholdighed fra vest til øst grundet de mange førkommunistiske flodudløb - samt de komplikationer, som skyldes, at saltvandet er tungere og derfor lægger sig i splendid isolation på det nu om stunder ilttomme dyb og kun sjældent får vitamininjektioner i form af stormfulde indbrud af iltrigt saltvand fra Nordsøen. Men overfiskningen? Jo, den er desværre god nok: Sildene klarer sig stadig rimeligt, men rødspætter, tobis og i særdeleshed torsken har al god grund til at kræve omgående straffespark. Men dommeren er fra vort eget hold, så det bliver der nok ikke noget ud af. Af anekdotisk interesse må sluttelig nævnes Molbo-østersen, som overlever ved at udholde forhold, som alle andre ville gå til af: Tre år uden ilt endsige udgangstilladelse plejer ellers at lære selv bedre folk at makke ret, men 'fa'n heller' ... Det er vel også en slags talent - men modsat kulturlivets økosystem, hvor den slags ville vække uforsonlig misundelse på solsiden og derfor snart få en ende, så får Molbo-østersen lov til at passe sig selv. For naturen er heldigvis dum. Nuvel, det spraglede indtryk er anmelderens værk, for kapitlernes kadence er systematisk og fortæller tillige historien om de danske haves udnyttelse fra stenalderens køkkenmøddinger via middelalderens katolske sildedille til de sidste 150 års glorværdige danske havforskning. Men nogen roman er det ikke, så vent hellere med at læse bindet til sommerens iltsvind hører op - med- mindre Deres hjerne da skulle høre til de anaerobe, som kan ernære sig ved whisky alene. boger@pol.dk