0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Lars-Henrik Schmidt: vreden vokser

Rektor Lars-Henrik Schmidt har skrevet en bog om vrede. Og han peger på, at vreden, ikke kun i terrorismen, men også i trafikken, skoleklassen og supermarkedskøen vokser i disse år.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Inden for psykologien hører vreden til en af de såkaldte primære følelser, som hedder sådan, fordi de som regel opstår som vores første reaktion på en given situation.

Det er også en aktiv udadvendt følelse, som bestemt ikke har noget imod at komme til udtryk, nærmest tværtimod. Vreden er tillige en følelse, som oftest anses for at være negativ, fordi den kan have ødelæggende konsekvenser - såvel for den vrede som for dem, vreden går ud over.

Der findes evolutionspsykologer, som påstår, at der er en mening med alle følelser, eftersom de hver især har tjent bestemte formål til forskellige tider i menneskets udviklingshistorie.

Måske vil de af samme grund påstå, at vrede er en arkaisk reaktionsform, en følelsesmæssig rest fra et tidligere udviklingstrin, som fortsat hænger fast i vores utidssvarende hjerner - uden at det er oplagt, hvad den skal gøre godt for.

Måske var det nyttigt nok at gå rundt og blive vred i tide og utide i den ældste stenalder, men ikke særlig hensigtsmæssigt her et par millioner år senere.

Noget at komme efter
Det er ikke i sådan et teleskopisk perspektiv, at idehistorikeren Lars-Henrik Schmidt studerer vreden i sin nye bog med den klassiske titel 'Om vreden'. Tesen i hans bog er, at vreden er tiltagende, og at vi befinder os på tærsklen til intet mindre end »en kolerisk domineret æra«. Siden hvornår, må man nysgerrigt spørge, men uden at få svar.

Det tidsmæssige perspektiv for denne tilvækst i vrede angives ikke særlig præcist, men ud fra eksemplerne at dømme drejer det sig om årtier - ja, måske endda nærmest om det seneste årti. Det er i løbet af forholdsvis få år, at vreden har grebet om sig, mener Schmidt, som peger på trafikken, skoleklassen, supermarkedskøen og terrorismen som områder, hvor den voksende vrede i verden folder sig ud.

Det kan man kalde en bekvem tese, i den forstand at den ikke kræver nogen streng dokumentation. Mange af os er til fals for tanken om sædernes forfald og går derfor gerne med på ideen. Ja, forestillingen om den tiltagende vrede cirkulerede lystigt i medierne allerede i kraft af bogens foromtale, så der må være noget om snakken. I hvert må der være noget om, at der er en stor modtagelighed over for den adfærdskonjunktur, som Schmidt tegner. Det gør den imidlertid ikke sand.

Selv hvis den ikke er det - eller selv hvis man ikke tror en disse på den - er der noget at komme efter i 'Om vreden'. Bogen byder nemlig også på en filosofisk sondering af vreden, der når hele kompasset rundt og fint afmåler grænserne mellem vreden og andre beslægtede reaktioner, raseriet ikke mindst. »Man er vred på nogen, fordi de kunne have forholdt sig anderledes, men åbenbart ikke gør det«, påpeger Schmidt og holder dermed fast ved, at vreden er noget socialt, og at den har noget med ansvarlighed og selvfølelse at gøre at gøre.

Rationel tale om føfelserne
Schmidt byder især på interessante betragtninger over, hvad det er for en ny skrøbelighed, som gør lunten kortere i skoleklassen. Han tilskriver det dét forventningspres, som ønskebørnenes ønskebørn er udsat for. Han holder tillige fast ved den uvilkårlighed, som der er ved vreden: »Man kan ikke ville være vred, så vreden er ikke til at kommandere med«. Til gengæld kan man bearbejde vreden, så den bliver til indignation, hvilket er en følelse, man når længere med. Det kan pædagogikken i et vist omfang hjælpe med.

Det er på pædagogikkens gebet, at analysen munder ud, endda i nogle teoretiske betragtninger, der vist mest er beregnet til intern brug på Danmarks Pædagogiske Universitet, som Schmidt er rektor for. Lidt skuffende er det, at bogen ender så snævert i forhold til det omsiggribende emne, som den omhandler.

Og besynderligt er det, at bogen på den ene side præsenterer sig som et causeri, altså som et temmelig subjektivt indlæg, der henvender sig til den almene læser, men på den anden side forudsætter et forholdsvis indgående kendskab til det videnskabelige perspektiv, som Schmidt igennem de sidste tyve år har arbejdet på at udvikle: det socialana