Allerførst må jeg nok lige fortælle, at jeg selv har haft den interessante oplevelse på BBC Worlds nyhedsudsendelse kl. 20 at se en tydeligvis opbragt pakistansk herre udlove hundrede kilo guld i dusør til den, der slår mig ihjel. Det er der ikke hidtil kommet andet ud af, så jeg skal ikke på nogen måde klage; jeg har chefredaktørkolleger i Mellemøsten, der sidder i fængsel, fordi de skrev, at tv-billeder af folk, der halshugger gidsler i islams navn, er mere skadelige for troens omdømme end tegningerne. Men det farver rimeligvis min opfattelse af sagen om karikaturerne en kende. Diskuterende bog Den foreliggende bog er forfattet af Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden og Rune Engelbreth Larsen (herefter S&E), og forfatterne fortæller i forordet, at de begge står inde for alle dele af teksten; der er altså ikke tale om en diskussion internt i bogen. Alligevel er det i høj grad en diskuterende bog; modparten er bare ikke til stede i anden skikkelse end som forfatternes billede af ham/hende og af de positioner, man argumenterer imod. Bogen er opbygget i en række kapitler, som hver især med et væld af kilder dokumenterer, hvad der skete i det offentlige rum, fortrinsvis aviserne her og i udlandet, og hvad der tilsyneladende skete i Statsministeriet, Udenrigsministeriet osv. Et udvalg af kilderne er gengivet i faksimile bagest i bogen. Den giver sig ikke ud for at bringe nye kendsgerninger frem, men samler og organiserer de kendte sagsforhold i en analytisk ramme som et argumenteret hele. Forrygende fordumsfuld Indledningsvis opridser de to forfattere de tre positioner, der kan skelnes i diskussionerne om affæren. Den første position hævder, at vi simpelthen har at gøre med et spørgsmål om ytringsfriheden. Den anden fortolker hændelserne som et udslag af en standende konflikt mellem Vesten og islam. Og den tredje mener, at den danske udlændinge- og indvandringspolitik er sagens kerne. Forfatterne bekender allerede her, at de selv befinder sig på den tredje position. Man opridser derfor logisk nok først (dele af) den diskussion om indvandrere, der har stået på i Danmark de seneste mange år, og hæfter sig især ved den »moralske panik« i 2003 over den påståede omskæring af pigebørn i somaliske miljøer herhjemme. Mange folk fik ytret temmelig forbløffende ting, før Weekendavisen afslørede, at forbrydelsen ifølge hele sagkundskaben var fuldkommen fraværende i Danmark. Og naturligvis var Pia Kjærsgaard blandt dem, som fik fremsat de mest forrygende fordomsfulde sweeping statements i den forbindelse. DF burde være uden politisk indflydelse Hvis nu bogen havde haft en egentlig diskussion indbygget, ville man nok have nævnt, at der også er andre tendenser i dækningen af indvandreres liv og færden; selv Jyllands-Posten, som S&E udnævner til bannerfører for islamofobi, har dog haft et omfattende tema om indvandrere, der klarede sig rigtig godt i Danmark. Men da forfatterne senere i bogen (s. 90) nævner, at Jyllands-Postens redaktør Carsten Juste påberåbte sig netop denne temaudgivelse som bevis på, at man ikke var ensidig, afvises argumentet med, at temaet var forfattet af journalisten Orla Borg, som var modstander af offentliggørelsen af karikaturerne. Det står ikke ganske klart for læseren, hvorfor det skulle 'gælde' mindre, at JP har trykt temaet, fordi dets forfatter ikke gik ind for karikaturerne. Ikke desto mindre er det efter min opfattelse indiskutabelt, at man i Danmark har en i international sammenhæng usædvanlig bramfri måde at tale om indvandrere på; det er for ganske nylig dokumenteret, at det har forholdt sig sådan i mindst 40 år. Og der er heller ikke megen tvivl om, at Dansk Folkeparti spiller en ledende rolle i en generel mistænkeliggørelse af udlændinge. Det udgør en del af den politiske platform, som har fået hundredtusinder af danskere til at stemme på partiet, hvilket naturligvis antyder, at udlændingeskepsis ikke er et eksotisk eller marginalt fænomen i Danmark. Hvilket igen gør det til en vanskelig sag at insistere på - som S&E implicit gør gennem hele bogen - at Dansk Folkeparti burde være uden enhver politisk indflydelse i Folketinget. Det er Anders's skyld Forfatterne mener imidlertid, at den generelle stemning og tone i Danmark er selve grunden til, at affæren med tegningerne overhovedet kom i gang. Den er grunden til, at Jyllands-Posten fandt det passende at bringe tegningerne, og den er grunden til, at ambassadørerne fra en række muslimske lande tog affære. Forfatterne forholder sig ikke til det forhold, at der ikke i Danmark var nogen markant stillingtagen fra det store flertal af muslimer; 3.500 gik i demonstration, 16.000 underskrifter blev indsamlet, og det var så det. Hvis det virkelig handlede om vilkårene i Danmark, skulle man have troet, at der ville være større opbakning til protesterne. Men ambassadørerne spiller en hovedrolle i bogens argumentation, for dens konklusion er, at Anders Fogh Rasmussen er den egentlig ansvarlige for, at det hele gik så galt. Dels burde han ikke læne sig op ad Dansk Folkeparti, dels burde han have mødt ambassadørerne, dels burde han have forstået, at de ikke ønskede censur (det fremgår af deres skrivelser og af deres individuelle udtalelser), dels burde han have kritiseret Jyllands-Posten og dels burde han naturligvis ikke være statsminister. De danske imamer går fri S&E viser, at der allerede fra oktober var uro i det diplomatiske miljø, og kritiserer - med rette - statsministeren for at have fejlvurderet sagen. Det er Emma Gad for diplomatiske relationer, at man mødes med ambassadører, når de beder om det. Til gengæld er det ikke helt indlysende, hvilken forbindelse ambassadørernes oplevelser har til voldshandlingerne i januar-februar i år. Skal man forstå det sådan, at hvis ambassadørerne havde fået den undskyldning, de efterspurgte, så ville den opbragte herre i Pakistan have taget det roligt? Betyder det igen, at regeringerne opviglede til optøjerne? Her er S&E inkonsistente, for de mener ikke, at de små militante grupper, der brændte de danske ambassader, havde deres regeringers billigelse. Men bogens optagethed af statsministerens fejl og mangler har andre konsekvenser end denne tilsyneladende overvurdering af diplomatiets rolle. Den betyder nemlig også, at de danske imamer stort set friholdes for ansvar. Trods den omfattende dokumentation af de oprørende påstande, som fulgte i imamernes fodspor, insisterer S&E på at lade, som om den kildesamling, imamernes delegation bragte til Mellemøsten, var det eneste, der blev sagt ved den lejlighed. Kildesamlingen gennemgås grundigt, og forfatterne påpeger visse fejl i den, men mener alt i alt, at den ikke er særlig misvisende. Dét finder de til gengæld, at Udenrigsministeriets hjemmeside er, da den bagefter forklarer sig om muslimers retsstilling i Danmark. Og de beklager - som alle landets chefredaktører, heriblandt jeg - at karikaturerne ikke blev prøvet ved domstolene. Vi ved stadig ikke, hvad man må, og hvad man ikke må trykke. Brist i troværdighed Det springende punkt i bogens argumentation omkring hele situationen er imidlertid noget ganske andet. Hele forfatternes udgangspunkt er, at islam udelukkende skal forstås som en religiøs tro, og at hændelser som Twin Towers, Madrid, Bali, London og brylluppet i Amman på ingen måde berettiger til, at man kritiserer troens indhold - endsige hele den islamiske verden. Det er jo indlysende nok - indtil forfatterne modsætningsvis mener, at de 40 bøh-tosser fra nazipartiet tegner den danske 'tone'. Der var vitterlig trusler om afbrænding af Koranen i omløb i Danmark, skriver de således, så det var aldeles ikke vildledning, når imamerne påstod noget sådant over for deres venner i Mellemøsten. Bogens store styrke er, at den samler og organiserer et væld af skriftlige kilder, så man selv kan danne sig et indtryk af sagens skriftlige akter, mens derimod social praksis, menneskers ikkeskriftlige forhold til hverandre og derfor en væsentlig komponent i historien glimrer ved sit fravær. I den mundtlige sfære er det f.eks. interessant, at Politikens udsendte åbenbart har undgået at møde den stribe chefredaktører fra Irak og Egypten, som jeg har mødt, og som - i lighed med en del danske muslimer af mit bekendtskab - tog affæren med ophøjet ro. Forfatterne hævder, at 'alle' muslimer tog anstød af sagen. Bogens svaghed er, at den er så optaget af sit indenrigspolitiske ærinde, at kilderne fortolkes forskelligt, alt efter hvor godt de tjener formålet. Det gør den mindre troværdig, end den kunne have været.