Der er gjort store fremskridt inden for mange områder siden antikken, men lykken er ikke et af dem, mener den amerikanske filosof, Darrin M. McMahon. For som han bemærker i 'Happiness: A History', antager vi godt nok lykken for en menneskeret, men det er en antagelse, der ikke har gjort os særlig lykkelige. Sådan har det ikke altid været. Hos de gamle grækere var lykken ikke allemandseje, men en nærmest metafysisk tilstand, som det kun var de færreste forundt - nemlig dem, som havde levet et liv efter alle fornuftens og dydens regler. Og det er måske et begreb, det er værd at vende tilbage til, mener McMahon, for som hans historie over lykken viser, er vi i hvert fald ikke blevet lykkeligere med tiden. Hvad er lykke? McMahon sporer først lykken gennem forskellige filosofiske forestillinger om den - fra Homer og Aristoteles over middelalderens kristne tænkere til oplysningsmænd som Locke, Mill, Rousseau og Darwin og op til de moderne filosoffer, Nietzsche og Freud. D'herrer kan deles groft op i to grupper. Der er dem (Aristoteles, Cicero, de kristne tænkere), der mener, at et liv skal leve op til en vis moralsk standard for at kunne kaldes lykkeligt, mens andre (oplysningsfilosofferne) mener, at lykken er at realisere sig selv. Ude på flankerne er der så Nietzsche, som ikke mener, at lykken er noget, intelligente mennesker beskæftiger sig med (de lider), mens Freud nærer det beskedne håb, at psykoanalysen kan omsætte hans patienters »hysteriske elendighed til almindelig ulyksalighed«. Lykken og det gode Lykkehistorien starter ellers med 'det gode', nemlig med Aristoteles' forestilling om, at lykkeligst er den, hvis sjæl »udtrykker dyden«. Det er en tanke, der går igen hos middelalderens kristne tænkere, der dog ikke gør sig begreb om jordisk lykke. De mener i stedet, at lykke kun er noget, man får i livet hinsides i form af evig, himmelsk fryd - hvis man da ellers har lidt nok for det gennem sin tid på jorden. Sidst i 1700-tallet foreslår oplysningsfilosoffen John Locke, at lykken har med de jordiske glæder at gøre, og at lykkeligst er den, der følger sin egen lyst. Med den formulering frigør han lykken fra moralens vogn, der køres helt ud på et sidespor med hedonister som Casanova og Marquis de Sade. Siden har filosofferne forsøgt igen at vise, hvor uløseligt sammenbundet lykken er med 'det gode' - dog uden det store held, ifølge McMahon. Lykkens paradoks I takt med at levestandarden i Europa forbedres i løbet af 1800-tallet, og at menneskets levetid forlænges og befolkningen fordobles, bliver lykken ikke bare målet for det enkelte liv, men for hele nationer. »Den størst mulige lykke for det størst mulige antal mennesker« hedder utilitaristernes slagord, men ikke alle er lige optimistiske på fremskridtets vegne. Civilisationskritikere som Rousseau og Sturm und Drang-drengene mener i stedet, at jo mere vi får, des mere vil vi have, og det betyder med andre ord, at vi aldrig kan få nok, men tværtimod er bundne til et uudslukkeligt begær. Det 'lykkens paradoks' er samtidig betegnende for os, der i dag halser rundt efter den lykke, der er blevet os lovet - med depressioner og skyldfølelse til følge, når den ikke indfinder sig. Men vi kan lige så godt lade være, ifølge McMahons kapitel om den nye videnskabelige forskning over fænomenet. Lykkefølelsen er gået fremad Lykke er nemlig noget, vi er født med, viser undersøgelserne - forstået på den måde, at vi føler os sådan ca. lige lykkelige hele livet igennem med kun små udslag på barometret, når noget godt (f.eks. en forfremmelse) eller dårligt (en kræftdiagnose) sker. Det betyder, som en af forskerne konkluderer, at det er lige så omsonst at prøve at blive lykkeligere som at forsøge at blive højere. De gode nyheder er så, at to tredjedele af den vestlige befolkning føler sig lykkelige, ifølge videnskabsmændene. Så selv om McMahons mener, at det kulturelt set er gået tilbage for os, fra dengang de gamle grækere definerede lykken som 'det gode' til vores antagelse om, at vi skal have det godt, så er det i hvert fald fra et evolutionært perspektiv gået fremad, når lykkefølelse - ligesom et godt helbred - i dag er normen. Og dermed får lykkens historie alligevel en happy ending.