Hiphopbibelen kan man kalde Rune Skyum-Nielsens nye bog. Der er nemlig både et gammelt testamente om dengang, da old school hiphopperne breakdancede på Strøget, og et nyt testamente, hvor folk som Jokeren har gjort deres hobby til levebrød. Det er et omfattende stykke interview- og researcharbejde, der ligger bag Skyum-Nielsens bog 'Nr. 1 - Dansk hiphopkultur siden 1983'. Underholdende læsning Bogens 13 kapitler er blevet til på baggrund af interview med mere end 60 markante personligheder fra miljøet. Dermed skulle vi gerne nå hele vejen omkring fra spøjse detaljer om Burger King som ægte hiphopperes yndlingsfastfood, over en miniguide til 'håndtegn' og endelig Hanne-Vibeke Holsts krig mod, hvad hun opfattede som, sexistiske raptekster i nærværende avis et par år tilbage. Hver af hiphopkulturens fire grundsten, rap, graffiti, breakdance og dj'ing, bliver nøje beskrevet fra den spæde start i 80'erne, hvor bleghudede danske hiphopdrenge hovedkulds kastede sig ud i den nye amerikanske modedille. Deres besværligheder med at finde eget ståsted i den nye subkultur er underholdende læsning, som når Nikolaj Peyk var en tur omkring både breakdance og graffiti, før han fandt sit egentlige talent inden for rappen, som tekstskriver i MC Einar og langt senere Østkyst Hustlers. Fra under- til overgrund Bogens titel 'Nr. 1' kan umiddelbart virke prætentiøs for en nyslået forfatter, men hentyder - for de uindviede - til en af hiphoppens grundsten: Nemlig vilje til at blive den bedste. Dette udprægede konkurrencegen har været en stor del af drivkraften i musikgenren, hvor rapperne ikke er bange for at battle (kæmpe, red.) verbalt mod hinanden på scenen. Det er præcis ti år siden, Politikens Dorte Hygum Sørensen udgav den første danske bog om genren, 'Hip Hop'. Siden da er der sket en næsten eksplosiv udvikling på den danske hiphopscene, f.eks. udkom der alene sidste år cirka 30 danske rapplader med store navne som Jokeren, L.O.C. og Per Vers i spidsen. Det er derfor helt på sin plads at lave dette boglige vue over en subkultur, der i den grad er gået fra under- til overgrund. Slidte anekdoter Det er et plus for bogen, at journalist og forfatter Rune Skyum-Nielsen ikke har været en del af inderkredsen i hiphopmiljøet herhjemme, men betragter udviklingen og aktørerne udefra. Tydeligt er det dog, at forfatteren er forelsket i hiphop og især 'de gode gamle dage' beskrives med lige lovligt store portioner nostalgi. Mange af anekdoterne er virkelig slidte som f.eks. mediekrigen mellem Rockers By Choice og MC Einar eller producerne Soulshock & Karlins erfaringer med sorte gangsterrappere i Los Angeles. Men de skal selvfølgelig være der alligevel. Udførlig hiphopparlør Forfatteren har en smule tendens til indforståethed, som især giver sig udtryk i overdreven brug af hiphopslang. Mange steder kunne man uden problemer have brugt almindelige danske vendinger, som f.eks. her: »... men de hittede jo samtidig på den deffe måde«. 'Def' betyder bare fed eller god. Også udtrykket 'femcee' bliver brugt uforholdsmæssigt mange gange om kvindelige rappere, på trods af at denne anmelder, med 15 år på bagen i hiphopkredse, aldrig har hørt det brugt i daglig tale. Men detaljer, detaljer ... Desuden har bogen en udførlig hiphopparlør bagerst i bogen, der kan hjælpe læsere uden den nødvendige sproglige erfaring. Nytænkning Rune Skyum-Nielsen rammer generelt balancegangen mellem pædagogik og journalistik flot og skriver fantasifuldt og farverigt. Hør bare, hvordan han beskriver to danske producerdrenges situation ved poolen på et andenrangshotel i varme Los Angeles: »Thi klima og klorvand skulle vise sig at forslå som en skrædder i Compton«. (Compton er en meget hård bydel i LA, red.) Det er fandeme street! for nu at blive i retorikken. Især afsnittene om de mange nye indvandrerrappere, de åbenlyst manglende pigerappere og overgangen fra subkultur til hitlisteplaceringer er interessante og nytænkte og noget af det, der gør bogen overlegen. Kærkommen udgivelse 'Nr. 1' er desuden rigt illustreret med billeder, som er med til at vise udviklingen fra breakdancere i maosko fra Irma til Nik & Jay med kig til hårdtpumpede brystkasser og MTV-attitude. Man skal virkelig interessere sig meget for hiphop for at læse 'Nr. 1' fra ende til anden. Men den fungerer glimrende som opslagsværk og 'bladrebog'. Bogen vil klart være kærkommen på landets biblioteker som opslagsværk for lærere, undervisere og elever. Og så bliver den en flot coffee table-anskaffelse for hiphoppere - unge som gamle. P.S. Som med al den slags er hiphop sjovere at opleve end at læse om, hvilket bogen i den grad inspirerer til.