0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Hvad nu, Amerika?

CIA vidste ikke en brik om, hvad der foregik i Irak før krigen mod Saddam. Nu gentager miseren sig i Iran, skriver New York Times-journalisten James Risen i en skræmmende bog om USA's massive efterretningsfejltagelser under Bush.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Enhver embedsmand kender fænomenet.

Den politiske ledelse skifter, der kommer nogle markante politiske udmeldinger, og pludselig begynder systemet af sig selv at marchere i en bestemt retning.

Fokus flytter sig, og betydningen af forskellige faktorer forandrer sig.

Smidt ud
Sådan er det at arbejde i et politisk system, og det er langt hen af vejen helt, som det skal være. Politikerne er afhængige af, at embedsmændene arbejder med dem og i vidt omfang selv gætter, hvad politikerne egentlig ønsker, og indretter sig derefter. Men det kan gå for vidt, og det er det tydeligvis gjort i USA under præsident Bush.

New York Times-reporteren James Risen beskriver i sin bog 'State of War', hvordan CIA forud for Irakkrigen vred armen, benet og alle andre tænkelige kropsdele om på sig selv for at kunne erklære over for Bush, at Irak havde et aktivt atomprogram. Det var det, præsidenten gerne ville høre, og det var det, som CIA fortalte ham.

Problemet var, at CIA ikke havde en eneste højtplaceret agent i Irak og reelt ikke nogen som helst anelse om, hvad der foregik. CIA havde været afhængige af FN's våbeninspektører, men efter at de var blevet smidt ud i 1998, var informationerne fra den kant tørret ud.

Hoppede med på vognen
Så paniske var CIA, da Irak pludselig kom øverst på den politiske dagsorden, at agenturet rekrutterede 30 civile amerikanere, som var flygtet fra Saddam mange år før, til at tage tilbage til Irak og tale med deres indflydelsesrige familiemedlemmer for at høre, hvad der foregik.

En udmærket ide viste det sig, for alle 30 rapporterede tilbage til CIA, at atomprogrammet var stoppet efter den første Golfkrig, og at der ikke var gang i noget som helst.

Men på det tidspunkt var krigsforberedelserne så langt, at CIA bare hoppede med på vognen, ikke lyttede til de hjemvendte irakeres beretninger og på basis af ekstremt tvivlsomme kilder forsynede præsidenten med de analyser, han gerne ville se. CIA var stadig presset over ikke at have forudset terrorangrebet 11. september, og denne gang ville man ikke skuffe.

Aldrig brugt
Om CIA nogensinde reelt forklarede Bush, hvor usikre analyserne var, er ifølge Risen uafklaret. Det kan meget vel tænkes, at selvcensuren var så omfattende, at ingen, selv ikke CIA-direktøren George Tenet, der havde et meget tæt forhold til Bush, nogensinde mandede sig op til at indrømme, at spionagenturet faktisk ikke vidste en brik om, hvad der foregik i Irak.

Desperationen i CIA for at gøre bare et eller andet for at komme til at spille en rolle i krigen i Irak var tydeligvis ekstrem. Kun hjerner presset et godt stykke ud over kanten af deres naturlige ydeevne kunne f.eks. udtænke den CIA-plan, som James Risen afslører, hvor ideen var at udstyre de få ubetydelige agenter og sympatisører, USA havde tilbage i landet, med særlige dartpile til at ødelægge vindspejlene på Baathmedlemmernes biler.

Hvad det skulle nytte, er svært at sige; de specialfremstillede dartpile blev indkøbt, men tilsyneladende aldrig brugt.

Tydeligt signal
Det er i virkeligheden det allermest skræmmende element i Risens sobre og meget afbalancerede beretning om de massive efterretningsbrølere begået under Bush. At Bush og hans regering har skræmt eksperterne så meget, at de ikke længere tænker klart og tør fortælle, hvad de mener.

Og med god grund.

CIA-chefen i Irak blev fyret, kort efter at han i slutningen af 2003 skrev en klar og meget forudseende analyse om de problemer, oprøret - der på det tidspunkt kun lige var ved at komme i gang - ville skabe for USA. Den slags sender et tydeligt signal, og ifølge Risen har resultatet da også været, at mange af CIA's bedste folk har fundet nye græsgange eller er gået på pension.

Dobbeltagent
For tiden gælder det som bekendt andet led i ondskabens akse, Iran, og her har Risen heller ikke godt nyt at berette fra spionfronten.

I 2004 kom en CIA-ansat til at sende en e-mail til en iransk agent, som indeholdt informationer omkring hele CIA's netværk af spioner i landet.

Det var lidt uheldigt, fordi den agent, mailen blev sendt til, viste sig at være dobbeltagent, så kort efter begyndte CIA's møjsommeligt opbyggede spionnetværk i Iran at blive trevlet op.

En hjælpende hånd
Så just som Bush & Co. begyndte at fokusere på Iran, står CIA atter nøgne, og med erfaringerne fra Irak kan man roligt være bekymret for, hvad de finder på denne gang.

Ifølge Risen har CIA allerede taget et mildt sagt utraditionelt skridt ved at videregive nogle blueprints til atomvåben til de iranske myndigheder.

Godt nok med visse indbyggede fejl for derved at lede Teheran på vildspor, men Risen citerer en række bekymrede eksperter for, at CIA's fejl er letgennemskuelige, og at CIA i stedet har rakt præstestyret en hjælpende hånd til at blive atommagt. Næppe just det, der skal til for at genoprette spionagenturets renomme.