0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Livslang kamp mod uligheden

En samfundsforsker skal både være objektiv og turde tale de svages sag, mener Erik Jørgen Hansen, der ofte har sparket samfundsdebatten videre med sine kontroversielle synspunkter.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Foto: Morten Langkilde.

Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Socialforskningens grand old man, Erik Jørgen Hansen, har gennem hele sit voksne liv haft en lidenskabelig drøm:

At gøre op med den sociale ulighed i det danske samfund, som især har manifesteret sig i uddannelsessystemet.

Målt med den målestok har hans liv ved første øjekast været en fiasko. Den sociale ulighed på landets videregående uddannelser er nemlig nøjagtig lige så stor i dag, som den var for fyrre år siden, hvor stud.polit. Erik Jørgen Hansens flamme blev tændt.

Det er stadig middelklassens børn, der tager for sig af uddannelsesprivilegierne, mens de ufaglærtes børn aldrig ser et universitetsauditorium. Intet er ændret.

Det professionelle liv
Men når vi med stor sikkerhed kan sige, at det forholder sig sådan, så skyldes det selv samme Erik Jørgen Hansen. Det er nemlig ham, der i undersøgelse på undersøgelse som forskningsleder på Socialforskningsinstituttet har dokumenteret, at generationer forgår, men den sociale ulighed består.

Just derfor har Erik Jørgen Hansens professionelle liv alligevel ikke været en fiasko. Tværtimod.

Nu har den 70-årige professor emeritus så udgivet en erindringsbog, som angivelig sammenfletter tre fortællinger: 1. Fortællingen om hans forskning. 2. Om hans generations livsforløb. 3. Om hans eget livsforløb. Og dog. For bogen gennemsyres først og fremmest af samfundsforskeren Erik Jørgen Hansens professionelle liv. Det er i hvert fald ikke privatlivet, der er i fokus.

lidenskabelig fortælling
Symptomatisk for Erik Jørgen Hansens skrivestil bliver hans kone gennem fire årtier først introduceret i en bisætning langt inde i bogen:

» ...hvor Berrit og jeg blev gift i august 1959. Vi havde truffet hinanden ved en lynmanuduktion i borgerlig ret og til mundtlig 1. dels eksamen i januar 1959«. Punktum!

Det var så Berrit - hvorefter han kaster sig tilbage på hovedsporet, som er én lang lidenskabelig fortælling om hans liv som studerende, om at være aktiv i den socialdemokratiske studenterforening Frit Forum og om tiden i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, på Socialforskningsinstituttet og på Danmarks Pædagogiske Universitet.

Kontroversielle analyser
Som læsningen skrider frem, toner personen Erik Jørgen Hansen stadig mere frem: En begavet, mere end almindelig stræbsom og stædig mand, der ikke bøjer af for autoriteter og hierarkier. Faktisk hader snedkersønnen fra Bramminge folk, der fortæller ham, hvad han skal gøre og mene. Det har givet ham konflikter i skolen - og i karrieren.

I bogen bliver mange kolleger og chefer beskrevet i alt andet end rosende vendinger, og man fornemmer, at det ikke altid må have været nemt at arbejde sammen med en insisterende og til tider kværulantisk person som Erik Jørgen Hansen.

Men set udefra er han nem at tilgive. For det er netop det forhold, at Erik Jørgen Hansen ikke har accepteret rollen som konfliktsky forsker, der er hans styrke på samfundsscenen. Det er derfor, han har formået at brænde igennem med kontroversielle analyser og synspunkter, der har sparket samfundsdebatten videre.

Som når han i kronikker og interview har udfordret kvindebevægelsen, har vendt lansen mod EU eller har insisteret på, at der skal indføres sociale kvoter for arbejderbørn på universiteterne.

Den sociale massegrav en myte
Bange var Erik Jørgen Hansen heller ikke, da han som ung lærer gav munkemarxismen på Sociologisk Institut på Københavns Universitet kamp til stregen.

Men selv om der blev råbt 'borgerdyr' efter ham af studerende i afghanerpelse med moderigtige meninger, var han også manden, der mange år senere stadig insisterede på at kalde Danmark for et 'klassesamfund', længe efter at afghanerpelsene var udskiftet med jakkesæt.

Hansens klassekampsretorik fik i første omgang mange borgerlige til at kritisere ham og hans socialforskningsinstitut for at være ude i et marxistisk ærinde.

Men den borgerlige kritik forstummede midt i 1980'erne, hvor Erik Jørgen Hansen dokumenterede, at befolkningen ikke var blevet mere forarmet under Schlüter, som venstrefløjen påstod. Den sociale massegrav var en myte.

Rollemodel
Men hov! Nu var det så dem til venstre, der blev sure. De havde jo bestemt regnet med, at Erik Jørgen Hansen ville være på dens side. Men de glemte én ting: At han ikke går andres ærinder. I det omfang socialforskningen afdækker uligheder i samfundet, skyldes det, at ulighederne rent faktisk er der.

Ikke som en teoretisk politisk påstand - men som en håndgribelig realitet. Og er de ikke blevet større under en borgerlig statsminister, så er de ikke blevet større. Basta!

Den ubestikkelige, men absolut ikke holdningsløse Erik Jørgen Hansen viser, at man sagtens som samfundsforsker kan være saglig og objektiv, samtidig med at man er en meningernes slagsbroder, der taler de svagestes sag. Der er ingen modsætning. Og nøjagtig derfor burde han være rollemodel for unge samfundsforskere. De kunne lære meget af Erik Jørgen Hansens livslange opgør med autoriteter, ulighed og konfliktskyhed.