0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Klædt på til Paradis

»På vej til fest«, siger man i de amerikanske Sydstater om de afdøde, der hos bedemanden bliver sminket og klædt på til at komme til himmels. En amerikansk fotograf har foreviget de døde på vej til den sidste fest.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

De er - næsten - alle sammen født i de amerikanske Sydstater. Men de døde alle i Harlem i New York.

Deres liv var en rejse fra en anden tid, en fjern landlig kultur af fattigdom og helt andre traditioner, til den moderne storby med alle dens muligheder og mangel på rødder.

Nu er de forenet i bogform, klar til den sidste rejse.

Døde afroamerikanere
Efter de gamle forskrifter tager de turen til Paradis i deres pæneste tøj.

Umiddelbart er det bizart, måske endda skræmmende, at åbne bogen 'The Travellers' af den amerikanske fotograf Elisabeth Heyert.

Den består af 31 fotografier af afdøde afroamerikanere. Lagt i kisten og pyntet op til omstigning til Paradis af bedemanden Isaiah Owens i hans butik i Harlem, New York.

Med på ideen
Men jo mere man kigger på de farvestrålende fotografier af de festklædte og sminkede lig i deres stiveste puds, jo mere fredfyldt og fascinerende forekommer bogen. Der er et afklaret udtryk i alle de døde ansigter, hvoraf flere er sminkede og alle har fået sat hår.

Nogle af dem ser næsten fornøjede ud. Hvilende efter veludført liv på vej til den evige fest. Gjort klar til begravelse efter de skikke, man bruger i baptistkirkerne i Sydstaterne, af Isaiah Owens, der er født og opvokset i South Carolina.

Her klæder man de døde på, fordi de skal i Paradis, »going to the party«, som det hedder. Og det var netop opfattelsen af døden som en festlig begivenhed, hvortil man klæder sig på i sit fineste tøj, der fik den hvide Elisabeth Heyert til at foreslå bedemanden at udgive en bog med hans 'klienter'. Hun fik ham med på ideen og de nødvendige tilladelser fra de efterladte.

Fællesskab
I de tidlige morgentimer, inden familie og venner kom til bedemandens butik for at bese resultatet af hans arbejde, fotograferede hun. Hun lagde et sort tæppe over kisten og baggrunden, så man kun kan se den døde. Balancerende på en stige over kisten, når bedemanden havde lagt ansigt og hænder, så de så mest naturlige ud. Hun rørte aldrig selv ligene.

»Indimellem tænkte jeg på, at jeg kom tættere på de mennesker som døde, end jeg kunne gøre, mens de var levende. For der ville være alt for mange barrierer og ting hos hinanden, vi ikke kunne forstå, hvis de var levende. Hele deres historie og deres liv med en racisme, jeg ikke kender«, som Elisabeth Heyert siger i det interview, der er med i bogen.

Hun arbejdede under lysstofrørene i bedemandens værksted i et år, alene med de døde, for at få sine portrætter samlet. Hver gang fik hun af Isaiah Owens så meget viden om deres liv som muligt for at kunne fotografere dem på en måde, der gengav deres skæbne. I bogen præsenteres de 31 afdøde dog kun med navn samt dato for fødsel og død.

»Efterhånden gik det op for mig, at det var et fællesskab af døde, jeg fotograferede. De havde alle en baggrund, jeg ikke forstår, og kom fra en kultur, jeg ikke kender. De blev repræsentanter for det sidste århundredes udvikling i Amerika«, forklarer Elisabeth Heyert.

»Det knuste mit hjerte«
Den ældste person i hendes serie, Margaret Forrest fra Savannah i Georgia, døde i en alder af 101 år. Hun blev lagt i kisten i lyserød balkjole med gennemsigtige hvide handsker, et lille tørklæde på hovedet, øreringe, perlekæde, broche og en fingerring. Den yngste, James Earl 'Jay Moe' Jones, blev kun 22 år.

Han var født og opvokset i New York, hvor han ifølge fotografen døde »en voldelig død«, kun et halvt år efter at hans mor, som også er fotograferet i bogen, døde. Han blev lagt i kisten i et nyt sæt tøj fra Sean John med kasket og tydelige dollarsedler i lommen.

»Et portræt handler altid om, hvad der sker, når to mennesker mødes. Og ved at kigge på de døde kunne jeg efterhånden se, hvem de var, og i stedet for at handle om døden kom billederne til at handle om deres liv ... James Earl Jones var det hårdeste portræt, rent følelsesmæssigt«.

»I kisten lå cd'er, penge, smykker, dusinvis af breve og fotos fra hans kæreste og veninder sammen med billeder af hans børn. Her var et underligt moderne tvist på opfattelsen af, hvad man har brug for i Paradis, når man er død - cd'er og penge. Det knuste mit hjerte«, siger Elisabeth Heyert.

Skønhed mildner sorgen
I interviewet erkender hun også:

»Hver gang jeg havde taget et billede, var jeg bange for, at jeg ikke ville kunne tage et til. Og samtidig bange for, at jeg netop skulle tage et til«.

Selv om Elisabeth Heyert var glad for sin idé under arbejdet hos bedemanden fra 2003-04, har hun lidt af mareridt senere.

»Jeg vil ikke fotografere døde igen. For efter at jeg var færdig med opgaven, handlede det pludselig ikke længere om skønhed, sammenhold og historie. Men kun om død ...«.

En smuk død, til gengæld. For som der står på Isaiah Owens' bedemandsbutik på Lenox Avenue i Harlem: 'Where beauty softens your grief'.

»Hvor skønhed mildner sorgen«.