Sådan var dagene efter 9/11: Der kom hele tiden nye billeder, som holdt chokket i live. Først billeder af de selvmorderiske fly over New Yorks gader og sammenstyrtningen af Twin Towers. Senere billeder af støvskyer og skrig. Vi så billederne og forsøgte at forstå, hvad der var sket. Fantastisk To af de helt store europæiske filosoffer, Jürgen Habermas og Jacques Derrida, var i New York lige efter 9/11. Den amerikanske filosof Giovanna Borradoris tænkte stort og lykkedes med sin tanke: At interviewe Habermas og Derrida om 9/11 og få interviewene trykt som bog. Det skal hun have tak for. For 'Filosofi i terrorens tid' (som kom i USA i 2003) er en fantastisk, filosofisk bog, som viser, hvad store filosoffer kan. Tankens veje Selv om det er »de to største nulevende stemmer«, som taler, får læseren selvfølgelig ikke endelige svar på, hvad det, der skete, har betydet og kommer til at betyde. Men i de to interview får hun/han anvist filosofiske veje at vandre ad med sine egne tanker. Veje, som både krydser hinanden og bringer læseren vidt forskellige steder hen. Undervejs kortlægger Borradoris tankens færden - for at blive i billedet - i tre essays, som introducerer til politisk filosofi og Habermas og Derridas aktuelle tænkning i denne disciplin. Interviewene er højdepunkterne. Men essayene er fine og nok også nødvendige. Følger man Derridas vej uden kort, kan man godt fare vild! Uhyrligt maskineri I sit interview filosoferer Derrida over det omtalte billedchok, som de fleste i den vestlige verden vel var hensat i lige efter 9/11, og over det sprog, vi siden har omtalt det, der skete, i: Vi taler om, at der skete noget skelsættende, og vi har navngivet dette 'noget' med en dato. Men hvorfor denne tvang til at se døden i tårnene og hvorfor navngive den så monumentalt? Derrida svarer: For det første for at fortrænge, at vi faktisk ikke havde ord for det, vi så på billederne. Monumentaliteten i navngivningen var tom. For det andet for at holde det skete på afstand. Gentagelsen beskyttede ved at distancere dette. Og for det tredje, fordi tvangen kom fra dem, som havde en interesse i at fastholde en bestemt fortolkning af 9/11 og magten til at gøre dette: først og fremmest politikere. Derrida kalder det et »uhyre tekno-socio-politisk maskineri«. Derridas analyse af sprogets magt og afmagt er øjenåbnende. Men hans analyse af, hvad 9/11 var, er helt original. Regenereret ondskab Derrida bruger det biologiske begreb om autoimmunitet - som er »den mærkværdige adfærd, hvor et levende væsen, på en nærmest selvmorderisk måde, 'selv' arbejder på at nedbryde sin egen beskyttelse, at immunisere sig mod sin egen immunitet« - og hævder, at 9/11 er del af en større autoimmun krise i Vesten. Derrida ser tre »momenter« i sin analyse: Første moment betoner, at 9/11 var et »dobbelt selvmord«. Dels tog flykaprerne deres egne liv. Dels tog USA sit eget liv, idet »USA i virkeligheden selv banede vejen for 'modstanderne' og konsoliderede deres styrke ved at oplære folk som bin Laden«. Andet moment betoner, at det er USA's sejr i den kolde krig, som har gjort den nye statsuafhængige terror mulig. »Nu kommer den nukleare trussel ikke længere fra en stat, men fra anonyme kræfter, der er fuldkommen uforudsigelige og uberegnelige«. Og tredje moment betoner, at Bushs krig mod terrorisme »ender med at regenerere den ondskab, som man påstår at udrydde«. Derridas analyse er mere subtil end som så og kaster lys over samtidens dunkleste sammenhænge. Forårsaget af moderniteten Interviewet med Habermas er ikke så spektakulært. Men som altid, når han taler eller skriver, er ordene også her vægtige. Habermas er enig med Derrida i meget: Dels anholder han også navngivningen, da vi endnu ikke ved, om 9/11 var en vigtig begivenhed. For det kan kun dens virkningshistorie i eftertiden afgøre. Dels ser han også den islamiske fundamentalisme som forårsaget af moderniteten og den aktuelle vestligt dominerede globalisering, som ikke forstår, at dens magt skaber modmagt. Habermas filosoferer selvfølgelig i sit eget sprog, som er mere koncist end Derridas, og det er en stor styrke ved 'Filosofi i terrorens tid', at der filosoferes forskelligt over det samme indhold. En ny oplysning Både Habermas og Derrida tænker en fredeligere fremtid for et kosmopolitisk retssamfund inspireret af oplysningstiden og Europas aktuelle eksperimenter med et sekulært og postnationalt samarbejde. Men netop i fortolkningen af den fælles inspiration, oplysningen og især Immanuel Kant, er det tydeligt, at de to har helt forskellige filosofiske strategier. Habermas kritiserer det aktuelle verdenssamfund for ikke at ville realisere sine egne idealer, mens Derrida dekonstruktivt kritiserer idealerne for at holde dem åbne for verdenssamfundets myldrende mangfoldighed. Hvis det kan tænkes sammen, så kan vi få en ny oplysning. Læs bogen og gør forsøget.