Hvis man nu forestillede sig, at en regering i sin uforstand - fordi den arbejdede med et uhensigtsmæssigt skattestop - besluttede at drosle kulturtilbuddene til befolkningen så drastisk ned, at det blev fundet formålstjenligt at lukke og slukke for en række af de tilbud, der p.t. står til danskernes rådighed, hvilke tilbud ville man så helst undvære? Eller omvendt: Hvilke tilbud ville danskerne som helhed absolut ikke undvære? Var det Det Kgl. Teater, Sjællands Symfoniorkester, ARoS, Rosenborg Slot eller Nationalmuseet? Jeg ved det ikke, men jeg ved én ting, at det, jeg nødigst ville undvære, er folkebiblioteket eller folkebibliotekerne, for der ligger mange af dem spredt ud over det ganske land. Ganske vist skrumper antallet, for danskerne, i al fald mange af os, er blevet mere mobile, så vi kan flytte os hen til de store biblioteker med det store ud- eller tilbud, og det gør, at man i kommunerne finder det hensigtsmæssigt at lukke de mindre filialer, men endnu ligger biblioteker der, og de gør en unik indsats, selv om man som bruger vel altid har forslag til, hvordan man kunne gøre nogle ting anderledes, eventuelt bedre. Private læseforeninger Bibliotekssagen er en sag, som opstod i 1800-tallet, den har sit moderne udspring i de angelsaksiske lande, og den kom til Danmark, båret frem af virkelige entusiaster. Rundt om i det ganske land dukkede der folkebogssamlinger op, og danskerne vidste hurtigt at bruge dem, bl.a. fordi højskolebevægelsen, selv om den i høj grad lagde vægten på det levende ord og ikke på døde bogstaver, gav de unge mennesker lyst til at lære mere. Så når de unge vakte piger kom hjem igen, så tyede de, når de ville holde den nyvakte kulturbegejstring ved lige, til den lokale bogsamling. Byerne fik også deres bogsamlinger, det sted, hvor udviklingen var længst om at rulle ordentligt i gang, var i København, og for at råde bod på denne mangel blev der oprettet en række private læseforeninger. En vigtig forening, som udøvede en stor indflydelse, var Kvindelig Læseforening, der gennem masser af år havde den energiske, men også enerådende Sophie Alberti som formand. Fornuftig fredstilstand I det øjeblik danskerne finder på et eller andet, så bliver der kort tid efter dannet en forening, der skal varetage 'sagen', og til at varetage bibliotekssagen fik man naturligvis en biblioteksforening. Den hed til at begynde med Danmarks Folkebogssamlinger, og den har siden skiftet navn og ændret opbygning flere gange. I dag hedder den Danmarks Biblioteksforening, og den blev stiftet i 1905, og i anledning af 100-års jubilæet har den foranstaltet et festskrift ikke så meget til ære for sig selv, men mere til ære for 'sagen'. Som det er i dag, er det kun folkebibliotekerne, der har hjemme i foreningen. Tidligere var der flere bibliotekstyper med, men i 1970'erne gyngede det hele, især Bibliotekarforbundet blev radikaliseret, så foreningen blev sprængt. I dag har man forsøgt at reparere på den dramatiske skilsmisse ved at lave en 'biblioteksparaply', der er et netværk bestående af de forskellige biblioteksrelaterede foreninger, og selv om freden ikke har lagt sig fuldstændig, så hersker der i øjeblikket en rimelig fornuftig fredstilstand på området. Krympet bogbestand Danmarks Biblioteksforening har, selv om den tabte lidt af sin pondus ved splittelsen, altid spillet aktivt med på den bibliotekspolitiske scene, og i dens bestyrelse har de fleste af dansk biblioteksvæsens markante folk siddet. Undertiden har foreningen trukket lidt vel hårdt i bremsen, når den syntes, det hele gik lidt for stærkt, eller man frygtede, at foreningens magt ville blive stækket, for nok har sagen altid været i centrum, men foreningen som forening skulle jo helst heller ikke tabe indflydelse. Gennem de første mange, mange år var det bøgerne og det andet trykte materiale, der var i centrum for bibliotekernes virksomhed, men det blev ændret med den seneste bibliotekslov, som åbnede for, at alle medier både dem på tryk og dem i andre, måske mere flygtige former havde deres plads i det moderne folkebibliotek, og alle disse materialer har bibliotekerne taget til sig i et omfang, som gør, at man som låner oplever, at bøgerne ikke betyder så meget mere. Faktisk er bogbestandene krympet så meget, at skribenten Karen Syberg i Dagbladet Information for nylig skrev en lille tankevækkende artikel, der handlede om de forsvundne bøger. Og bibliotekernes svækkede bog-indkøbstrang blev i efteråret taget under behandling af Gyldendals litterære direktør, Johannes Riis, til mange biblioteksfolk højlydte fortørnelse. Usexet emne Skribenterne bag Festskriftet fra Danmarks Biblioteksforening forsøger at komme fri af festskrifts-spændetrøjen, men det er svært, og stoffet er nok heller ikke det letteste at gøre rigtig sexet. Men hvis man måske skulle føle selve fremstillingen en anelse tør, er til gengæld billedmaterialet overbevisende og ganske muntert, spændende fra gamle fotos af Læseforeningen i Vrå i 1906 til karikaturtegninger og muntre plakater for 'sagen', den vigtige sag, Bibliotekssagen.