Hvad var det særlige ved Adolf Hitler? Jo, han er som bekendt ansvarlig for Anden Verdenskrig og Holocaust, og dermed for det største civilisationsnedbrud i Europas historie. Men hvad var det særlige ved ham som person? Var han overhovedet noget særligt eller snarere en tilfældig undermåler, der blev eksponent for uhyrlige kræfter i det tyske samfund? Hitlers særlighed Sebastian Haffner, som mange vil kende som forfatter til den fascinerende 'En tyskers dagbog' (2002), mener bestemt, at Hitler var noget særligt, og at denne særlighed gjorde en kæmpe forskel. I modsætning til mange andre biografier er 'Hitler - et politisk portræt' derfor heller ikke et forsøg på at se ham som et produkt af historien. Det projekt bliver nemt det samme som at genskrive hele første halvdel af det 20. århundredes historie, hvilket da også mærkes på de fleste Hitler-biografiers længde. Bohemens livsstil Det, der interesserer Haffner, er at vise, hvilken forskel Hitler gjorde, en forskel, der i høj grad afspejler Hitlers personlighed og verdensanskuelse. Og Hitler var meget speciel. For eksempel rummer hans liv bogstavelig talt intet af alt det, der normalt giver menneskeliv fylde. Hitler havde ikke nogen uddannelse, ikke noget arbejde, ikke nogen kone, ikke nogen børn, ja, ikke engang nogen venner. Hans første faste arbejde blev som rigskansler og fører, og det ændrede ikke hans livsførelse, der forblev bohemens (sent i seng, sent op, ingen fast kontortid). I virkeligheden kom der først en art struktur på hans dagligdag, da han fra 1941 selv overtog den militære overkommando. Så kunne han ikke længere pjække fra stabsmøderne. Skarpe pointer Oprindelig udkom Haffners bog under titlen 'Bemærkninger om Hitler'. Det er en meget tysk og alt for beskeden titel, men alligevel mindre misvisende end den danske. Det, Haffner har skrevet, er hverken et portræt eller en fortælling, men en analytisk biografi. Teksten er kort, men rummer måske ligefrem flere og skarpere pointer end de store og tæt dokumenterede biografier (Fest, Bullock eller Kershaw). I hvert fald falder de tæt og med stor elegance. Haffner forudsætter naturligvis et overordnet kendskab til periodens historie, og man skal ikke forvente en egentlig beskrivelse af selv højdepunkterne i Hitlers karriere. Det, bogens godt halvanden hundrede sider derimod bugner med, er forklaringer på, hvor og hvordan Hitler personligt gjorde en afgørende forskel. Historiens uforudsigelighed Hvorfor erklærede Hitler for eksempel krig mod USA efter Japans angreb på Pearl Harbor i december 1941? Han var på ingen måde forpligtet til det, han havde mildest talt problemer nok i forvejen (den russiske vinter havde netop slået til på østfronten), og man kan roligt sige, at han dermed gjorde Roosevelts beslutning om at hjælpe Churchill og Europa, før USA for alvor vendte sig mod Japan, mere gennemførlig. Det har Haffner en forklaring på, der samtidig kaster et enestående lys over Hitlers personlige ideologi, der, hvor frastødende og irrationel den end var, faktisk afgjorde Tysklands og dermed store dele af verdens skæbne. Forklaringen skal ikke refereres her, men er blot et af mange eksempler på, hvordan Haffners 'bemærkninger' binder historien sammen på nye og overbevisende måder. Hitler er et - negativt - eksempel på, at enkeltmennesker i høj grad kan påvirke historiens gang. Og dermed på den dybere pointe, at historien på ingen måde følger nogen fastlagt plan, men hele tiden uforudsigeligt formes af vore både kollektive og individuelle valg. Nøgternt-sitrende engagement Der er skrevet mange biografier om Hitler siden 'Der Untergang' i 1945, og denne her er 35 år gammel (og udkom endda også på dansk allerede i 1970'erne). Ikke desto mindre er dagens udgivelse særdeles velanbragt. Vores behov for at forstå den nazistiske katastrofe er usvækket, og katastrofen er ikke blevet mindre aktuel af, at den politiske hovedstrømning (nationalpopulismen i bredeste forstand), hvori nazismen kunne opstå, igen er begyndt at spille en rolle i europæisk politik. Historien gentager sig ikke, og Hitler var et unikum. Men det betyder ikke, at det kun er fortiden, man bliver klog på, når man dykker ned i den. At være i hænderne på en liberal og begavet tysk patriot som Sebastian Haffner med hans helt egen stemme og nøgternt-sitrende engagement gør i dette tilfælde samtidig forpligtelsen til at forstå til en sproglig og intellektuel fornøjelse.