Knud Børge Martinsen (1905-1949) er ikke en mand, som eftertiden har brugt mange minutter på at mindes. Som dansk officer i tysk tjeneste på Østfronten, og fra 1942 kommandør af Frikorps Danmark samt senere leder af det herhjemme så berygtede Schalburgkorps, giver det vel sig selv. Henrettet Han kan have været nok så nationalt sindet, hvilket den patriotiske Martinsen beviseligt var, men han trådte over på den forkerte side af kridtstregen, da det gjaldt. Han måtte bøde med livet foran en henrettelsespeloton i sommeren 1949, hvorefter mørket i mere end en forstand sænkede sig over hans person. Nu får han sit eftermæle takket været Frank Bøghs nye biografi. Slibrige beretninger Bøgh har i et par tidligere udgivelser taget fat på prekære emner fra besættelsestiden, bl.a. om den brutale gruppe af danske og tyske nazister, der terroriserede fremtrædende danskere for at afholde dem fra at støtte modstandskampen. Denne bog tager os med hele vejen, stort set fra Martinsen kommer til verden i en forblæst sydsjællandsk flække til at han afgår ved døden i et skydeskur på Holmen i København. Undervejs har vi så fået læssevis af detaljer om hans psyke, interesser, livsopfattelse og indsats ved fronten foruden mere slibrige beretninger om hvordan han i perioder drak sig fra sans og samling. Eller om hvordan han i en kælder under Frimurerlogen, hvor Schalburgkorpset i en periode havde opslået sit hovedkvarter, henrettede sin kones elsker med et nakkeskud. Forfatterens fascination Alt sammen meget farverigt for en person, der med forfatterens ord kun kunne tænke sort-hvidt. Martinsens verdensbillede var præget af en enten-eller logik, hvilket desværre har en afsmittende effekt på Bøghs fremstilling. Det er ikke til at tage fejl af - jævnfør bogens titel - at forfatteren er fascineret af Martinsens liv og gerninger i felten. Ikke at Bøgh nærmer sig en egentlig apologi for de blodige bedrifter, men han nedtoner kraftigt den politiske side af Martinsens virke. Nazist var han og hvorfor vi ikke får mulighed for andet end i kursoriske vendinger at høre om hans tanker i den henseende, efterlader bogen med en betydelig slagside. Sofahistoriker Ligeledes er det en svaghed at Bøgh intetsteds angiver sine kilder. Det er ikke pænt at stemple amatørhistorikere som 'sofahistorikere', men i dette tilfælde ligger det nedsættende udtryk på tungespidsen. Vi har for nylig set hvor galt det gik i tilfældet med Frank Esmanns biografi om Henry Kissinger. I Bøghs tilfælde får man unægtelig den mistanke at han profiterer umådeholdent på andres slidsomme arbejde. På bogens plusside tæller det at den har en god og tilgængelig tone, og altså at den kaster lys over en af de skikkelser i danmarkshistorien som længe har været bortdømt. På negativsiden noteres derimod at det håndværksmæssige ikke er acceptabelt.