Da Michel de Montaigne fyldte 38 afbrød han sit arbejde ved en domstol i Bordeaux, trak sig tilbage til sit bibliotek og besluttede at tilegne »den korte del af sit liv, han endnu har tilbage, »til frie sysler« i de lærde jomfruers skød«. Året var 1571. Resultatet af disse frie sysler blev udgivet på tryk ni år senere i form af ni bind essays, trykt på forfatterens egen bekostning i Bordeaux. Forordet er dateret 1. marts det år, og med ord, der nu er blevet klassiske, forklarer Montaigne sin læser, at »jeg er altså, kære læser, selv indholdet i min bog, så det ville være helt urimeligt, at du skulle spilde din tid på et så ubetydeligt og ligegyldigt et emne. Så farvel!«. En ny genre var født, essayet, hvor stort og småt kan undersøges, men altid ud fra den personlige erfaring. Italiensrejsen Kort tid efter bryder Montaigne op fra sit bibliotek, stopper to eksemplarer af sin debutbog i saddellommerne og rider nordpå til Paris for at aflevere værket til kong Henrik III. Efter at have overværet en militær operation i den igangværende religionskrig fortsætter han siden rejsen mod syd og rider gennem Tyskland og Schweiz til Italien og er ikke hjemme igen før 17 måneder senere i november 1581. Som selskab har han sin lillebror, en svoger og yderligere nogle personer som tjenestefolk samt en anonym person, der har ansvaret for heste, bagage og logi, men også fungerer som sekretær. Overraskende fund En bevaret dagbog fortæller om den lange rejses etaper, noterer rute og overnatningssteder, registrerer indtryk af de mest skiftende slags. Det er mere eller mindre et tilfælde, at denne rejsedagbog er blevet bevaret for eftertiden. En fransk lokalhistoriker fandt papirerne ligge og flyde på slottet Montaigne to hundrede år senere, og de blev udgivet første gang i 1774. Umiddelbart efter trykningen forsvandt originalmanuskriptet og er aldrig igen blevet fundet. Teksten er opbygget af mange forskellige bestanddele. Den første del er skrevet af en sekretær, måske delvis efter Montaignes citat eller i hvert fald under hans tilstedeværelse. I marginen har Montaigne selv skrevet tilføjelser efterfølgende. I Rom skilte han sig af med sin skriver, uden at vi ved hvorfor, og greb selv pennen. Men for at øve sig i værtslandets sprog skrev han et længere afsnit på italiensk og resten på fransk. Sulten nysgerrighed Nu har Bjørn Bredal oversat hele værket til dansk og udgivet det i et smukt illustreret bind. Men ikke nok med det. Parallelt og samtidigt udgiver Bredal også en omfattende bog om franskmanden: 'Et renæssancemenneske. Michel de Montaigne'. Overdådigt illustreret med kendte kunstværker fra renæssancen. Bjørn Bredal udgav allerede i 1992 en personligt engageret lille bog om Montaigne, 'Humanist til hest', der er mere koncentreret end essayteksterne. Den nye bog er bredere anlagt, den inddrager mange biografiske og historiske aspekter. Man får meget at vide om Montaignes slægt, om religionskrigens Frankrig, om kurtisanevæsnet i Venedig og Rom og om renæssancens almene syn på kunst og videnskab. Og rejsedagbogens oplysninger spiller hele tiden en væsentlig rolle i hans fremstilling. Bredals dobbeltværk fungerer overordentlig godt som introduktion til Montaigne, og at disse smukke bøger udgives, er naturligvis en stor begivenhed. Men hvorfor brød Montaigne så op fra sit skriveværelse og begav sig ud på vejene? En af anledningerne var nok, at Frankrig var et hav af blod. Religionskrigen hærgede forfærdeligt, ikke mindst på forfatterens hjemegn, og Montaigne fyldtes af afsky mod fanatismen og brutaliteten i begge lejre. Han var også alment nysgerrig og sulten efter at se verden og menneskene og efter at se det antikke Rom, som han med sin belæsthed var blevet så fortrolig med. Men en mere direkte årsag var, at han var blevet ramt af en af de mest plagsomme lidelser, nyresten. Det var en arv efter hans far, som var død af netop nyresten. Da nyresten lagde Montaigne i graven, var han kun 59. Udnævnt til borgmester Montaignes forhold til faderen er ærbødigt. Han bliver aldrig træt af at sammenligne sin egen uredelighed, glemsomhed og alment upraktiske natur med farens arbejdsomhed og duelighed. Faderen Pierre Eyquem havde været en driftig forretningsmand og samvittighedsfuld borgmester i Bordeaux, men lige inden havde han været i krig under Frans I i Italien, hvorfra han havde hjemført mange radikale renæssanceideer, ikke mindst om børneopdragelse. Da Montaigne befinder sig på et kursted i Italien, får han et brev fra Bordeaux om, at han blevet udnævnt til samme borgmesterpost, som hans far havde haft. Da er det slut med det frie liv! Og vi ved jo, hvad der siden skete. Montaigne vendte hjem, gjorde en stærk figur som borgmester og spillede en aktiv rolle for at forsone de stridende parter i den store religionskrig. Og blev samtidig en meget betydningsfuld forfatter. Modningsproces En fantasifuld Montaigne-forsker, Irma Majer, har fremsat tanken om, at Montaignes store rejse var en psykologisk nødvendighed for både at overvinde og assimilere faderfiguren. Uddrive den store faderskikkelse, men samtidig forsone sig med den italienske arv for siden at kunne iklæde sig den samme rolle som den højt skattede faderskikkelse. Det er alt for ekstremt, men Bredal er inde på en mere modificeret og rimelig variant af et lignende synspunkt. Det er først i kraft af den lange rejse, at Montaigne bliver til som essayforfatter, skriver han. De to første bind var ganske vist udkommet før rejsen, men efter hjemkomsten arbejder Montaigne videre med dem, lægger masser af tekst til, som giver dem en ny, mere personlig karakter og skriver det nye tredje bind, som indeholder hans i særklasse mest betydelige og frimodige værk. Rejsen radikaliserede ham som forfatter og menneske, modnede ham. Og det er naturligvis for en stor del sygdommens fortjeneste. Sygejournal Hvis ikke Montaigne vidste det før, så ved han det nu, at hvor han end går, så går han mod døden. Og i slutningen af essayenes tredje bog beskriver han sin pinefulde nyresten næsten med kærlighed, som en god ven og følgesvend, der stadigt minder ham om livets vilkår. 24 august 1581 får han efter store smerter en nyresten ud, den største, der nogen sinde havde forladt hans krop: »Det ville være for meget svaghed og kujoneri fra min side, hvis jeg, når jeg hver dag befinder mig i en situation, hvor jeg kan dø på denne måde, og når hver time bringer døden nærmere, ikke gjorde mig enhver anstrengelse for at bære døden let, så snart den overrasker mig. Og i mellemtiden ville det være fornuftigt at tage muntert mod de goder, som det behager Gud at sende os«. Der findes ingen anden medicin, tilføjer han, »end at beslutte os for at udholde dem menneskeligt, eller gøre en ende på dem hurtigt og modigt«. Men selvmordet er aldrig noget virkeligt alternativ for ham. Rejsedagbogen er i store dele en sygejournal, en redegørelse for forskellige vandkure og deres resultat, en registrering af indgående og udgående væsker, af sten og grus, som presses ud under vekslende kvaler. Montaigne deler renæssancemedicinens syn på sygdomme. Her spiller balancen mellem varme og kulde en stor rolle. Det gælder om at finde den rette balance, og dagbogen registrerer omhyggeligt virkningerne af morgenens svale dug og middagens hede, af hedeture og kulderystelser. Manglende kunstinteresse Men rejsebeskrivelserne er så meget mere end det, og det er et stort eventyr at dykke ned i dem. Her samles iagttagelser i de mest varierede former, og selv når det ikke er Montaigne selv, der fører pennen, er det hans blik, vi følger. Nysgerrigt og sagligt iagttager han landskaber og mennesker, skik og brug. Han beundrer tyskernes kakkelovne, som i modsætning til de åbne ildsteder på de franske slotte holder varmen oppe natten igennem. Han opdager brusebadet, en anordning, der får vandet til at dryppe lige ned på kroppen! Han overnatter fuldt påklædt på en bordplade for at slippe for lopperne. Han møder adelsmænd og lærde, besøger frem for alt kirker og taler med teologer, præster, katolske, protestantiske og endda jødiske. Han studerer kvindernes udseende, opsøger kurtisaner og udbreder sig entusiastisk om de sindrige springvand, som han møder i italienske haver og parker. I Vatikanets bibliotek ser han sine to yndlingsforfattere Seneca og Plutarchos' håndskrifter. Mest påfaldende for en moderne læser er hans manglende interesse for kunst. Et antal af de nu verdensberømte værker, som Bredal illustrerer sin bog med, har Montaigne set, men han ofrer næsten ikke et ord på dem i dagbogen. Han er med til en messe i Det Sixtinske Kapel, men Michelangelos billeder på vægge og lofter bliver ikke nævnt. Han er interesseret i mirakler og opsøger valfartsstedet i Loreto, hvor han lader sit eget våbenskjold hænge op i kirken. Legende selverkendelse Men frem for alt er det mennesker, mennesker af alle slags. Næsten brutalt kan han antyde, at hans rejseselskab ikke duer til at føre samtaler med, og samtale er det, som han mest af alt eftertragter. Rejsekammeraterne forstår sig heller ikke på hans rejsemåde. De andre i gruppen vil hurtigst muligt frem til det næste mål, men Montaigne styrer dem hid og did, usystematisk efter øjeblikkets indskydelse. Rejsen har for ham ikke noget bestemt mål. Med forbløffende analytisk skarphed skriver den anonyme notar ved et tilfælde om sin herre: »Den glæde det beredte ham at besøge ukendte lande, hvad der var ham så kært, at det fik ham til at glemme sin alders og sit helbreds svagheder, den glæde kunne han ikke overføre til en eneste i gruppen«. »De ønskede alle sammen kun at komme hjem igen. Mens han derimod selv plejede at sige, at når han havde tilbragt en urolig nat, men om morgenen kom i tanker om, at han skulle se en ny by eller et nyt landskab, så stod han op med lyst og lethed«. »Aldrig så jeg ham lidt træt eller klagende over sine smerter. For både ude på landevejen og på kroerne var han så spændt på alt, hvad han stødte på og så ivrig efter at gribe enhver lejlighed til at tale med fremmede, at jeg tror, at det fjernede hans opmærksomhed fra hans onde« (s. 96-98). Bjørn Bredals to Montaigne-bøger giver os et rigt materiale, som hjælper os til at forstå Montaigne bedre. Både hvordan han blev præget af sin tid, og hvordan han listigt, intuitivt og med legende selverkendelse underminerer mange af de vurderinger, som han selv har taget udgangspunkt i. Og hvordan han endnu i dag ud fra sin tids forestillinger og tankebilleder og over for krig og dødelige sygdomme lærte sig selv »at tage muntert imod de goder, som det behager Gud at sende os«.