Lige siden hin salige lørdag aften i maj 1978, da Mabel med det nok så berømmede røde hjerte på stortrommen bankede sig op på toppen af Dansk Melodi Grand Prix med århundredets største kitsch-hymne, 'Boom Boom', har gruppens sanger været på flugt fra sejren og dens følger. Madrid i Spanien, New York, Los Angeles, farmen Valhalla i Colorado og et landsted på Tasmanien, hvor han nu residerer, er nogle af de steder, drengen fra Vesterbro, der ikke ville være popidol, har holdt til i sit lange rock'n'rakker-liv. Ukuelig viljestyrke Undervejs har Michael Trempenau, som han jo egentlig hedder, smagt succes i den helt store skala. Men oftest har han kun kunnet suge på sin egen ukuelige viljestyrke og trangen til rockmusik i bestræbelserne på at overvinde pengemangel og andre vanskeligheder for at komme op på scenen. Igen og igen. Evig optimist Rejsen har ikke gjort Mike Tramp til hverken den rigeste, mest kendte eller bare respekterede danske rockmusiker. Men hans liv er en fremragende historie, en moderne saga om konsekvensen af at leve de drømme, mange har eller afkoder fra tv-skærmens mange amatørkonkurrencer i disse år, helt ud over samtlige overdrev. Derfor er det helt berettiget, at journalisten Lars Daneskov grundigt og underholdende fortæller om Mike Tramps forunderlige rejse i 'Vagabonden'. Omstændighederne og de mange typer fra musikbranchens endeløse galleri af bizarre personligheder, vi møder i bogen, er i sig selv glimrende og godt skildret med blik for detaljen i sammenhængen af den loyale, men ikke ukritiske Daneskov. Men det trækker især bogen op, at Mike Tramp på sin egen på en gang naive, kuldslåede og evigt optimistiske måde er i stand til at reflektere over sit liv og en karriere, præget af så mange skift i retning og stil, at mange andre ville have mistet orienteringen allerede i første sving. Eller bukket under for beskyldningerne om at være en vejrhane med veludviklet næse for at ramme tidens trends, just som de er blevet gårsdagens nyheder. Fordømmelser og fordomme Sådan må det gå, når man med bart maveskind til ære for de små piger, er kastet ud under projektører og op på plakater, inden man er konfirmeret eller har nået at skabe sig bare det mindste begreb om, hvem man er, hvad man vil, eller hvilken type musik man vil begå sig med. På den måde er 'Vagabonden' såmænd også en advarsel mod troen på, at rigdom og berømmelse kan redde en fra tilværelsens trivialiteter. Men det er noget så sjældent som en underholdende advarsel uden antydning af jantelov eller moralsk fingerpegen. Det ville også være mærkeligt fra en mand, der i årevis har ageret skydeskive for fordømmelser og fordomme, men har brugt begge dele som brændstof på den store flugt, der nu endelig har nået sit mål. Nemlig i erkendelsen af den umistelige kærlighed til den musik, som Mike Tramp lever og ånder for. Som en af scenens evigt rastløse flyttemænd, langt fra limousine-transport og stjerneskær.