»Jeg syntes fra starten, at hun skulle blive forfatter, det var min drøm, to kunstnere i kærlighedens paradis«. Sådan skriver Henrik Tikkanen i romanen 'Henriksgatan' (1982), den sidste af de såkaldte adresse-bøger, fem selvbiografiske romaner, hvor titlerne angiver de steder, han har boet. Serien tager hele det finlandssvenske borgerskab op til granskning - og ægteskabet med Märta. Ligesom hendes bøger er en lang undersøgelse af forholdet til den charmerende tegner, forfatter og ægtemand. Det gælder også hendes nye bog 'To'. Fandenivoldsk ægtemand Da de to mødes på Hufvudstadsbladet, har Märta studenterjob, Henrik er gift. Det bliver Märta også - senere - og skilt igen. Med sig i ægteskabet med Henrik bringer hun sin datter, og sammen får parret tre børn. Og herfra kender vi historien, ikke mindst fra 'Århundredets kærlighedseventyr' (1978) - den digtsuite, der gjorde hende berømt verden over, også i form af teateropførelser, om samlivet med en uregerlig og alkoholiseret kunstner, der elskede hende (og som hun elskede), som bedrog hende, svigtede hende og unddrog sig det ansvar, der handler om at få en dagligdag med børn til at fungere. Baggrunden for fascinationen af den komplicerede, inciterende og destruktive mandstype fremgår af romanen 'Rødhætte' (1986). Kærlige øjeblikke 'To. Scener fra et kunstnerægteskab' er både et stykke selvbiografi, et portræt af Henrik og en detaljeret redegørelse for de sammenfiltrede tråde mellem liv og skrift i de over tyve år, de var gift, indtil han døde af leukæmi i 1985. I 1979, året efter udgivelsen af 'Århundredets kærlighedseventyr', overvejede Märta at forlade ham. Så fik Henrik sin sygdom. Hun bliver. Bogen holder en vanskelig balancegang mellem at demonstrere det ægteskabelige helvede, den besværlige dagligdag med en komplet selvcentreret mand, der forbruger hende, og på den anden side: øjeblikke af kærlighed, følelsen af at være skabt for hinanden. De bliver dog godt nok sjældne, de øjeblikke. Mure bygges op mellem dem, og Märta er konstant overarbejdet med job som leder af et folkeoplysningsforbund og som mor for fire børn. Eller skulle man sige fem! Farlig konkurrence Skriveriet viser sig at være ægteskabets egentlige trussel. Så længe det er »mors lille hobby«, går det godt nok. Men da det bliver alvor, sker der noget. Nu er de konkurrenter på samme scene. Henrik raser mod feminismen, som han ser inkarneret i sin kone. At han selv er en formidabel tegner, skuespil- og romanforfatter tæller ikke i dette syge regnestykke. Märta Tikkanen indleder sin bog om kunstnerægteskabet med ordene: »Var jeg ikke begyndt at skrive så ville han og jeg og kærligheden ha' levet et lykkeligt liv til vores død«. Ja, hvis hun havde holdt sig i rollen som engel, elskerinde, mor, muse - og ikke at forglemme også lønarbejder. Ægteskabet er en bil Denne skildring af den kvindelige gifte kunstners vanskeligheder er forhåbentlig fortid. Men tilbage står en mere generel historie om to ægtefæller med samme fag, der bliver konkurrenter. Hvem har tid til rådighed? Hvis sandhed gælder mest? Hvis er bedst formuleret? Desværre har vi ikke meget af Henrik Tikkanens prosa på dansk. Han er en elegant stilist af den satiriske slags. Ikke at det ændrer så meget på billedet. Hans pointerede humor slår igennem i et eksempel fra 1978, hvor han giver sin version af miseren: »Ægteskabet er en bil: Foran er der plads til far og mor, børnene sidder bagi, det er en familiebil. Den er planlagt til at der er en der skal styre, der er kun ét rat, én bremse og én speeder«. Ak, ja. Både privat og alment Märta Tikkanen er udpræget en forfatter, der har efterlevet 70'ernes parole om at gøre det private offentligt - og politisk. Hendes nye bog rummer en række overvejelser om hensynet til de mennesker, man skildrer. Hun har altid skrevet med en fod på speederen og givet den gas med den anden, som hun siger. Kvinder verden over har spejlet sig i hendes bøger om ægteskabets problematik, som hun har formået at skrive frem som både meget privat og speciel og samtidig helt almen i sine kommunikationsmønstre. Det skal man lige huske på, når man efter endt læsning synes, at nu ved man nok om kunstnerægteparret Tikkanen. Bogen er langtfra nogen minderune over hendes mand, men han står frem med sin uhæmmede produktivitet, sit lynende vid - stimulerende, højrøstet, gavmild i øjeblikket. Og destruktiv. »Jeg savner ham ofte. Ikke et øjeblik har jeg ønsket ham tilbage«, slutter bogen. Märta Tikkanen har i Vagn Steen haft en musikalsk oversætter, men denne bog er ikke mindst præget af svedismer. Intet minde om hedder på dansk ingen erindring om, på dansk kører man ikke i sportsbiler, men i sportsvogne, man tager på skolerejse og ikke klasserejse, vejrforudsigelserne hedder vejrudsigten, man natter ikke børn, men lægger dem i seng, et spædbarn ræber ikke på ens skulder, men lægges op for at bøvse osv.