Herta Müller har altid været en fremmed fugl i Tyskland. I 1987 flygtede hun fra Ceausescus kommunistiske diktatur til Vestberlin, men dødstruslerne fra Rumænien fulgte hende i eksil og hørte først op tre år senere, med diktaturets fald. I Tyskland har man ofte bebrejdet Herta Müller, at hun ikke anvender sit fremmede (gogolske) blik på Bundesrepublikken, men i stedet er blevet hængende i fortiden. De ni essays i 'Kongen bukker og dræber' er for mig at se forfatterens trodsige svar på tiltale. Ødelagte nerver For at forklare sig griber hun til brudstykker af sin biografi, som har tre tyngdepunkter: Opvæksten i en afsondret tysk landsby i Rumænien efter krigen, hvor trehundrede år gamle ritualer bliver holdt i hævd for at overbevise sig selv om, at 'vi' tyskere er bedre end alle andre. Ungdomsårene i Timisoara og Bukarest med regimets og sikkerhedspolitiets systematiske forfølgelse af hende og hendes venner. Og siden livet i eksil som »en tilløbende med ødelagte nerver fra et usselt land«. Mystisk ulykke Hvad angår det såkaldt fremmede blik, beskriver Herta Müller i et af bogens stærkeste essays, hvordan det opstår i hverdagen under diktaturet, hvor helt almindelige, døde ting pludselig bliver truende: en cykel, en blondering, en parfume, et køleskab. I Timisoara køber hun en cykel. Fire dage senere bliver hun påkørt af en lastbil og slynget gennem luften, men slipper heldigt med et par hudafskrabninger. Under et af de mange forhør, som det hemmelige politi konstant udsætter hende for, siger forhørslederen siden hen, uden for enhver sammenhæng: »Der er også noget, der hedder færdselsulykker«. Konstant overvågning Efter at hun på det nærmeste har fået hovedbunden brændt af hos frisøren med et afblegningsmiddel, angiveligt fra Frankrig, falder der endnu en skødesløs kommentar under et forhør: »Man må lide for sit lyse hår, ikke sandt«. Det fremmede blik har for Herta Müller ikke noget at gøre med at være kommet til fremmede omgivelser. Det er derimod en nervøs, overophedet iagttagelsesevne, som kommer af, at de velkendte tings (en cykel, en blondering) selvfølgelighed bliver taget fra en. Private ting bliver med ét til truende genstande, som fortæller at man står under konstant overvågning af systemets angstmagere, som flytter rundt på ting i ens lejlighed, mens man er ude. Nådsensbrød og uheldsbrød Herta Müller er med egne ord for længst sluppet fri af Ceausescus Rumænien, men ikke af menneskers styrede misrøgt under diktaturet. Også i Tyskland glimter angsten pludselig tilfældigt i en eller anden ting, f.eks. i en brødreklame for Paech-Brot (som ligger betænkeligt tæt på Pech-Brot - uheldsbrød). Under det hemmelige politis forhør fik hun ofte at høre, at hun ikke skulle glemme, at hun spiste rumænsk brød. I dag opfordrer man hende i Tyskland til at se på det tyske brød, når hun spiser for at glemme uheldsbrødet. Men som Herta Müller konstaterer - med en for bogen som helhed karakteristisk patos - »må jeg opholde mig dér hvor jeg er mest såret i mit indre, ellers behøvede jeg jo slet ikke at skrive«. Nådsensbrød fjerner ikke den dårlige smag i munden af uheldsbrød. Altmodisch alvor 'Kongen bukker og dræber' handler indimellem for meget om sprogets begrænsninger og om at skrive for at kunne holde livet ud, når man er født i et land, hvor persondyrkelsen af Ceausescu var umulig at overse allerede hos femårige børnehavebørn. De springer op fra deres små borde, presser hænderne ind mod lårene og vender øjnene opad, når nationalhymnen skal afsynges. Det beklumrede og klaustrofobiske ved et system, der inderliggjorde ødelæggelsen af menneskelig substans allerede hos femårige, har sat sig i forfatterens sprog og stil, hvor der er en altmodisch alvor på spil, som vi ikke er vant med her i smørhullet. Herta Müllers æstetik er dybt præget af en smerte og en tid, der allerede nu kan synes fjern: Europa i sidste halvdel af det 20. århundrede. Klarer man at holde alvoren ud, får man til gengæld en række ansatser til en biografi for en kvinde, som netop i kraft af sit fremmede blik overlevede fireogtredive år under Ceausescu.