J.F. Willumsen er en af den slags kunstnere, som nærmest kalder på en biografisk læsning på grund af hans selvvalgte - til tider megalomane - iscenesættelse af eget liv og værk. Familiebillederne og især de mange - og ofte patetiske - selvportrætter understreger dette. Hertil kommer breve, optegnelser og andet bevidst efterladt skriftligt materiale. Liv eller værk Alligevel støder det mig lidt, når Henrik Wivel indleder sin nye bog om Jens Ferdinand Willumsen (1863-1958) med at analysere kunstnerens forhold til sine forældre. Måske er det bare et spørgsmål om smag eller interesse. Personlig har jeg nemlig altid fundet værket mere interessant end biografien - også i Willumsens tilfælde og til trods for at Willumsen har haft, hvad der udefra set kunne ligne et interessant liv. Måske drejer det sig om formidling; man mener biografien er en god indgang til et sværttilgængeligt værk. Eller måske er det udtryk for en tendens i tiden, hvor biografien og den personlige historie er i høj kurs. Fortolkning i fokus Hvorom alting er, har Wivel i hvert fald valgt at lægge ud med en personlig læsning af Willumsens liv - et spor, han ivrigt følger bogen igennem. Det betyder dog ikke, heldigvis ikke, at værkerne bliver helt overset. Faktisk er Henrik Wivel paradoksalt nok også en af de Willumsenskribenter, der lægger mest vægt på værkerne. Fortolkning ligger ham meget på sinde. Kronologisk komposition Bogen er bygget op omkring hovedværkerne i Willumsens produktion og er straight kronologisk. At bruge værkerne som vejvisere til udviklingen i kunstnerens produktion er et utrolig velfungerende greb - særlig da disse også bruges til at forklare væsentlige temaer f.eks. bevægelsen, motivkategorier som bjergbillederne og inspirationer lige fra de litterære og filosofiske til de kunsthistoriske. Sidstnævnte inkluderer også Willumsens kunstsamling, den såkaldte Gamle Samling og betydningen af denne for Willumsens værk og selvforståelse. Graverende fejl Fyldige, fortolkende billedtekster understreger fokus på værket. Dette til trods har en enkelt graverende fejl sneget sig ind: I forbindelse med sin beskrivelse af det store maleri 'Aftensuppen' fra 1918 skriver Wivel, at Willumsen »har afbildet sig selv, Edith og et af børnene«. Dette er ikke tilfældet. Billedet fremstiller hustruen Edith og parrets to døtre. Højstemt og overpsykologiseret Ud over de forholdsvis fyldige værkanalyser er det en fordel ved Henrik Wivels fremstilling - sammenlignet med andre bøger om Willumsen - at forfatteren er god til at hente referencer ind fra andre felter end kunsthistoriens. Problemet er bare, at disse ikke altid er så forklarede og derfor visse steder for indforståede til bogens formodentlig brede målgruppe. Som når Wivel skriver: »Det er ikke verden, men verden som schein ...«, burde han i det mindste have tilføjet i »nietzscheansk forstand«. Andre uomtvistelige aktiver er, at Wivel tydeligvis kan lide Willumsen, og at hans bog er velskrevet. Dog visse steder så velskrevet, at det slår over og bliver højstemt, som når Wivel skriver: »Under verdensudstillingen havde han (Willumsen) besøgt en bar i Chicago, som han følte trængte til et relief, som det han bar i sit indre«, eller »Han kaldte sig 'Hellener i Sind/ Løve i Skind' og rystede geniets manke i ensom, heroisk kamp ...« (mine kursiveringer). Og at bruge et fra kunstnerens side vagt formuleret faderopgør som krumtap for fortællingen om Willumsen finder jeg overpsykologiserende - som var forfatteren en flue på indersiden af kunstnerens hjernebark. Men ellers er Wivels 'J.F. Willumsen' et behageligt bekendtskab.