Forholdet mellem fange og fangevogter, gidsel og gidseltager, offer og bøddel - det er den slags spørgsmål, som stor kunst er bygget over. Men som altid overgår virkeligheden fantasien. Det kan man forvisse sig om i den franske etnologiprofessor François Bizots selvbiografiske bog 'Porten', der handler om hans unikke oplevelser i Cambodja under De Røde Khmerer. Lænket i tre måneder Bizot bosatte sig som ung fransk antropolog i Cambodja i midten af 1960'erne, hvor han forskede i buddhistiske ritualer og trosforestillinger i de cambodjanske landsbyer. Et mindre politisk ladet emne kan vanskeligt tænkes, men det beskyttede ikke den unge franskmand mod borgerkrigen og De Røde Khmerer, der i 1971 tog ham til fange i den nordlige del af landet. Han var mistænkt for at være CIA-agent og blev holdt fangen i en lejr - lænket til en pæl - i tre måneder, før han blev frigivet. En ven i nøden At François Bizot som den eneste vesterlænding slap fra den oplevelse med livet i behold, var noget nær mirakuløst og noget, som han især kunne takke lederen af lejren for. Han gik under navnet Douch, og gennem de tre måneders fangenskab opbyggede Bizot et på mange måder fortroligt forhold til ham. Han beskrev sit projekt med at opsamle viden om de særlige buddhistiske ritualer, der fandtes ude i landsbyerne, før det var for sent, beklagede sig over sin tilfangetagelse og fik langsomt overbevist Douch om sin uskyld. I en sådan grad at Douch kæmpede intenst for hans liv; og kun ved at appellere hans dødsdom til selveste Pol Pot - Saloth Sar, som han stadig hed dengang - lykkes det ham at få frigivet Bizot. God og ond idealisme Den historie er i sig selv rigeligt materiale til en fascinerende bog, men det, som gør 'Porten' til noget helt særligt, er, at Bizot mange år senere vender tilbage til Cambodja og til sin forbløffelse opdager, at Douch senere blev chef for det berygtede Toul Sleng-fængsel og dermed personligt ansvarlig for tusinder af uskyldige menneskers uhyre smertefulde død. Hvordan kunne den person, som reddede ham fra en uretfærdig død, selv blive ansvarlig for den slags, spørger François Bizot rystet sig selv og læseren. Og indkredser langsomt svaret. At just den idealisme, der fik Douch til at kæmpe for Bizot, efter at han var blevet overbevist om, at han var uskyldig, var det, som også gjorde ham i stand til at gennemføre de blodige og nyttesløse afhøringer i Toul Sleng og henrette så mange uskyldige mennesker. At den personlighed, som reddede Bizots liv, bar kimen til uanet destruktion og ligegyldighed, bliver slået endegyldigt fast, da Douch - som på dette tidspunkt sidder i fængsel anklaget for sine forbrydelser - forklarer, at han kort efter Bizots løsladelse dræbte Bizots to cambodjanske ledsagere, som blev arresteret sammen med ham. Bundløs bitterhed Begrundelsen for henrettelsen af disse to uskyldige mennesker er enkel. Det var en ordre, og Douch havde allerede kæmpet for Bizot. Nu måtte han rette ind og følge partiets befaling uden at stille flere spørgsmål. Det er med andre ord menneskelig ondskab, dets deprimerende banalitet og tilfældighed, der er Bizots overordnede emne, og hvordan man som fange eller almindeligt menneske forholder sig til det. For hans vedkommende har det taget 30 år at kunne konfrontere sine oplevelser i tilstrækkelig grad til at skrive bogen, og den er, som han tidligt erkender, skrevet med en »bundløs bitterhed«. Men hellere det end ingen bog, og selv om bitterheden - ikke mindst over for Vestens ligegyldighed og medskyld i Cambodjas tragedie - til tider truer med at tage lidt for meget over, sidder man som læser tilbage med en følelse af at have læst en både vigtig og meget gribende bog. Som John le Carré skriver i sit meget præcise forord, er det en af den slags bøger, man misunder folk stadig at have til gode.