I bogserien om betydningsfulde danske designere og arkitekter er man efter Arne Jacobsen, Ole Jensen, Poul Kjærholm, Jacob Jensen, Finn Juhl og Verner Panton nået frem til Nanna Ditzel. Måske den eneste kvinde, som hermed får indpas i stjernerækken, medmindre seriens redaktør, Poul Erik Tøjner, har et par stykker mere i ærmet. Lis Ahlmann? Vibeke Klint? Går man efter dem, der har sat spor, er begge damer vel uomgængelige, fuldstændig som Nanna Ditzel, hvis møbler, tekstiler og smykker har præget omgivelserne siden 1950'erne. Oprør mod det vedtagne Bogen er skrevet af kunsthistoriker og forskningsbibliotekar Hanne Horsfeld, og hun kommer godt og grundigt omkring den nu 82-årige designer, hvis særlige talent for at søge anderledes løsninger inden for møbler og rum kom tidligt til udtryk, det vil sige som 20-årig og under besættelsesårene på Kunsthåndværkerskolens Snedkerdagskole. Man havde til huse på Kunstindustrimuseets loft i Bredgade og var bredt funderet på Kaare Klints møbellære, hvilket Nanna Haugaard, som hun hed dengang, ikke tog så nøje. I timerne for opmålingsøvelser leverede hun således sit første lille oprør mod det vedtagne, idet hun ændrede de klintske proportioner i en skænk beregnet til glas, porcelæn og bestik til nogle langt mere praktiske for unge familier med mere tidssvarende behov - et træk, hun har bevaret gennem alle årene; altid at gøre tingene på en anden måde. 'Less is a bore' »Nanna Ditzels arbejde er langt hen ad vejen drevet af en stærk frihedstrang. En vedholdende lyst til at afsøge nye muligheder, lave om på tingene og komme videre«, som det hedder på første side i bogen. Et sjovt eksempel på denne frihedstrang stammer fra en dag i begyndelsen af 1950'erne, da hun sammen med sin mand, Jørgen Ditzel, begyndte at tælle alle benene på de eksisterende stole, borde og senge i deres fælles hjem. Hvad skulle man dog med alle de ben? Det førte til ideen om et landskab af benløse flydemøbler, som siden blev produceret på en skumfabrik, der var med på ideen. Forbrugerne var desværre ikke, de ville stadig have ben. Et andet eksempel er fra årene med international virksomhed i Swinging London, hvor Nanna Ditzel sammen med ægtemand nummer to, Knud Heide, laver modernismens læresætninger om 'form follow function' og 'less is more' om til 'form follows fun' og 'less is a bore'. Det passede bedre til røde space-møbler og tekstiler med psykedeliske mønstre. Utraditionelle smykker 60 års formgivning er noget af en mundfuld, og der gøres omhyggeligt rede for hele produktionen, herunder eksperimenterne, som både lykkedes og ikke lykkedes. Man mærker, at Hanne Horsfeld er kunsthistoriker, hun beskriver tingene og processerne i detaljer, men er en anelse karrig med den løse hånd. Eksempelvis måtte der gerne have været flere beskrivelser af situationer som den med værkføreren på Georg Jensens sølvsmedje. Her producerer man Nanna Ditzels verdensberømte smykker, men havde værkføreren fået lov at bestemme, var hendes stærkt skulpturelle øreringe og armringe måske aldrig blevet til noget. På smedjen var der således ikke tradition for at lave smykker, der både var hule og glatte, så mod dette nybrud kunne værkføreren ikke advare nok mod de buler og ridser, han var sikker på ville komme ved brug. Det skræmte imidlertid ikke Nanna Ditzel, der mente, at formen sagtens kunne holde til eventuelle buler og ridser, og omsider fik hun det, som hun ville have det. Men historien siger noget om, at designere selvfølgelig også støder på hårdnakkede teknikker. Værkføreren fik i øvrigt ikke ret.