H.C. Andersen skrev på et tidspunkt om den stakkels grimme ælling, som bliver så grusomt kanøflet i hønsegården, og vi har vel alle lige siden fundet, at det var ækelt gjort. Men når man kanøfler, dvs. er efter eller med et ældre udtryk muler nogen, er det ifølge ordbogen mere med rette end med urette, og det var bestemt heller ikke uden grund, at Det Kgl. Teaters censorer - smagsdommerne - søgte at holde H.C. Andersens stykker væk fra skuepladsens skrå brædder, for de fleste af hans hurtigt sammensmurte spil var næsten ikke det papir værd, han brugte på sagerne. Misforståelser Dorthe Sondrup Andersen udgav sidste år bogen 'Guldalder uden forgyldning', som anmelderen faktisk havde temmelig mange plusord tilovers for, uanset at bogens gennemførte ironiske, undertiden næsten vrængende tilgang til tidens mennesker og deres værker rørte irritationstærsklen. Dorthe Sondrup Andersen anvender samme teknik i 'Kanøflet i København', og efter anmelderens mening fordrejes personerne en tak hårdere i bogen her. Især i de første kapitler. Og måske værre: På de områder, hvor anmelderen besidder en vis viden, står misforståelserne om ikke i kø, så er de der dog. 'Mager og sær figur' Lad os nu tage noget af det, der står om Bakkehuset på Frederiksberg og dets ejere og beboere, nemlig Knud Lyne Rahbek og Kamma Rahbek. Man læser her om de københavnere, der om sommeren »lejede sig ind hos ham (dvs. Rahbek) og hans kone for at ligge på landet«, og som satte stor pris på et underholdende »afbræk i den frederiksbergske idyl, hvor køernes brølen, frøernes kvækken og duernes kurren under taget var det eneste, der forstyrrede freden«. »En af dem, H.C. Andersen stak hovedet indenfor hos, var bibliotekar og folkemindesamler J.M. Thiele, der kort forinden var debuteret som teaterdramatiker ...«, og så følger et berømt citat fra Thiele, hvor han fortæller om den magre, sære figur, der en dag pludselig står i hans stue og fremfører en scene fra et af Oehlenschlägers dramaer, hvori han spiller alle roller, for til slut efter at have fremført en epilog, han selv har skrevet, at retirere, mens Thiele sidder måbende tilbage. Tillidsbrud Der er bare den hage ved det, at Thiele ikke boede på Bakkehuset på det pågældende tidspunkt, sådan som det fremgår. Og hvad så?, spørger læseren måske. Gør det dog noget? Ja, det gør det! Læseren mister lidt af tilliden. Og nok et stykke af denne ryger, når man - for nu at blive ved og i Bakkehuset - læser, at Rahbek'erne holdt åbent hus for tidens førende litterater om søndagen, for det gjorde de ikke, og det er heller ikke rigtigt, at Fru Rahbek: »som salonværtinde ganske vist (var) berygtet for sin sylespidse sarkasme«. Når der efter anmeldernes opfattelse er så mange småfejl og fordrejninger i så lille et stykke, kan man så have tillid til de øvrige cirka 270 sider? Tidsforvirring En anden ting er, at ironi i store mængder, som Dorthe Sondrup Andersen anvender, er et farligt middel at bruge. Det slides hurtigt op og mister sin virkning. Anmelderens ubehag ved Dorthe Sondrup Andersens stil skal dog ikke skjule, at gennemgangen af Andersens stormløb mod Det Kgl. Teater indimellem er ganske morsom læsning, og det er et område, som der ikke har stået ret meget om i forbindelse med den store fejring. Det Kgl. Teaters position i tiden var ifølge Dorthe Sondrup Andersen at ligne med DR TV's rolle i monopoltiden. Teatret var skærmen, dog med den forskel, at apparatet kun havde én skærm, nemlig den på Kongens Nytorv. Efter denne måske lidt hårdt optrukne sammenligning blænder hun, skriver hun, op for projektørerne på Det Kongelige Teater, så spillet kan begynde. Glemmer hun ikke lige, at man på denne tid ikke havde projektører? Bidende karakteristik Dorthe Sondrup Andersen har ikke mange kønne ord at sige om Andersens karakter, og det er der vel heller ingen grund til. Hun slutter med oberst Høegh-Guldbergs bidende karakteristik, formuleret i et brev til Andersen, og hun fortæller i farten, at Høegh-Guldberg i 1855, hvor brevet blev skrevet, »lå på sit yderste«. Det skal dog lige siges, at Høegh-Guldberg - også ifølge bogens register - først døde i 1867, så ude på det yderste, kan han nu ikke have været. Men sådan er der jo så meget!