Kan man skrive en debatbog uden at mene noget? Sagtens. Det kræver blot to ting: For det første skal man begrænse sig til kun at skrive om debatten om debatten, altså om hvordan andre diskuterer. Dermed undgår man nemlig selv at sætte noget på spil. For det andet skal man sørge for at iscenesætte denne meta-debat som en konflikt mellem to tidstypiske tendenser. Dermed simulerer man lidt kant; noget nyt og nysgerrigt. To yngre karrieremænd, bankmanden Morten Albæk og ungdomspolitikeren Rasmus Hylleberg, har netop begået en sådan stiløvelse. Trods velskrevne passager formår de to forfattere dog ikke at tilsløre, at debatbogen ret beset ikke handler om meget andet end dem selv. Vækkelsesprædikant Bogen - der er bygget op som én lang mailkorrespondance - handler på overfladen om det svigtende engagement blandt 'generationen, der er ved at blive voksne i det 21. århundrede'. Kort sagt historien om en generation, der er optaget af mere og andet end forslag til nye vedtægtsændringer i den lokale partiforening. Denne debat om ungdommens debat er mildest talt velkendt, og derfor er det også kun rollefordelingen i bogen, som virker overraskende. Mens den 29-årige konservative kommentator, Morten Albæk, har rollen som den gammelkloge vækkelsesprædikant, der begræder sin egen generations passivitet, optræder det 31-årige hovedbestyrelsesmedlem i Det Radikale Venstre, Rasmus Hylleberg, som den glade levebrødspolitiker, der har tiltro til nye former for deltagelse. Mens Albæk vil have unge til at melde sig ind i partierne, glæder Hylleberg sig over fremkosten af bl.a. 'den politiske forbruger'. Ordene imploderer i selvhøjtidelighed Paradokset er dog, at Hylleberg har tilbragt hele sin ungdom i mødelokaler, mens Albæk ikke selv er partimedlem. Præmissen for korrespondancen fremstår derfor absurd. Det virker forskruet - eller 'fucked up', som Albæk selv ynder at skrive - at optræde som vækkelsesprædikant, når man ikke engang selv efterlever sine egne guldalderidealer. Albæks hykleri overgås også kun af hans selvforelskelse. Han sætter således trumf på ved at skrive, at et eventuelt partimedlemskab ville stå i vejen for hans demokratiske vækkelsesmission; ungdommen ville ikke længere lytte til ham. Magen til egomani skal man lede længe efter. Hvis man skal skrive en tankevækkende debatbog med udgangspunkt i sig selv, kræver det væsentlig større selvindsigt, end de to herrer udfolder. Generelt er pointerne for ufordøjede til at kunne fungere i en bog. Måske ville nogle af afsnittene holde som mundtlige oplæg på et gymnasium. Men i forlængelse af hinanden - og uden direkte modspil fra folk med oprigtige sager på hjerte - imploderer ordene i forfatternes lommefilosofiske selvhøjtidelighed.