Kunst er traditionelt ikke til at måle og veje. Så hvordan får fagkyndige i kunstråd og andre kulturforvaltende og støtte-uddelende mennesker styr på, hvilke danse-, musik- og teaterforestillinger det er værd at kaste penge efter, uden at støttetildelingen ender i gavebods-arbejde eller, endnu værre, nepotisme? Objektivt redskab Spørgsmålet er lige så påtrængende, som det er tabubelagt. Det sidste i hvert fald, hvis man tror, svaret går i retning af smagsdommeri. Men det er præcis, hvad svaret fra tre århusianske universitetsfolk ikke gør. Det, de tre har udviklet, er ikke et sæt subjektive kriterier, men et objektivt analyseredskab til vurdering af performativ kunst, det vil sige kunst, der udfolder sig på en scene over for et publikum. Tre parametre Redskabet kaldes ønskekvisten. Det består af en Y-formet model med tre ben, der bruges som måleakser eller vektorer for, hvad en kulturinstitution eller en danse-, musik- eller teaterforestilling henholdsvis vil, kan og skal. Ideen er, at en analytisk opdeling i de tre parametre 'villen', 'kunnen' og 'skullen' gør det uoverskuelige overskueligt. Ved at tale om disse tre nøgleord bliver det muligt at gennemskue, om for eksempel et amatørteater har masser af gode ideer (meget 'villen'), men ringe skuespilmæssige færdigheder (altså ikke ret meget 'kunnen') til at formidle ideerne. Eller om et landsdelsorkester måske scorer højt på færdigheder ('kunnen'), men lavt på kunstnerisk nødvendighed ('skullen'), fordi orkestret for eksempel aldrig spiller ny musik. Kun for eksperter Modellen sætter altså kunst på formel. De tre variable størrelser skal bare fyldes ud. Dermed skaber ønskekvistmodellen en ramme for vurdering og, ikke mindst, sammenligning af kunstneriske præstationer og institutioner. Noget, man mig bekendt ikke før har set herhjemme. I den forbindelse er det en afgørende pointe for forfatterne, at der skal kunstfaglige eksperter til at håndtere modellen. De, der evaluerer, skal kunne vurdere kunnen, villen og skullen ud fra faglige kriterier. Åben for forskellige værdier Af flere årsager kan guiden anbefales til aktører i kulturlivet. Den er enkel, sober og åben for forskellige sæt af kulturelle værdier. Værdigrundlag tager modellen jo ikke stilling til. Den giver blot mulighed for at inddrage de parametre, man finder er relevante støttekriterier. Så er det op til de politikere, der sætter normer for, hvad der skal kræves af kulturinstitutionerne og deres kunstneriske produkt, at definere, om det er villen, kunnen, skullen (det sidste oversættes bedst med 'kunstnerisk nødvendighed' - et samfundsrelateret, i grunden politisk inficeret og i det hele taget problematisk eller i hvert fald kontekstafhængigt begreb) eller alle tre tilsammen, der gør kunst god og værd at støtte økonomisk. 'Ønskekvisten' er resultat af et forsknings- og udviklingsarbejde gennemført af Aarhus Universitet på opfordring fra Århus Kommune. Den lille guide hviler på en større udgivelse med titlen 'Ønskekvist-modellen. Kunstnerisk kvalitet i performativ kunst', udgivet af Klim i 2003.