Lad os til en begyndelse gøre præmissen klar: Jeg hører til dem, der synes, at al festivitassen omkring H.C. Andersen er berigende, trods opbuddet af i hundredvis af dubiøse ambassadører i den ganske verden og kransekageshowet i Parken på digterens 200-års fødselsdag. Thi det lykkelige midt i al larmen er, at der det seneste års tid er udkommet så mange ansporende værker i andedammen af og om Andersen, at det bare er at kaste sig over tagselvbordet og vælge det, der passer ens (forhåbentlig) barnlige fantasi. Promoverende gladiatormøde Spørger man denne Andersen-aficionado til råds, kan jeg med det samme afsløre, at den litterære venskabskamp 'H.C. Andersen svarer Neruda' ikke kommer ind på min toptyve. Dertil virker hele matchen Andersen 200 vs. Neruda 100 - selv om det i år rettelig er hundrede og ét år siden, den chilenske nobelprismodtager Pablo Neruda blev født - som et gladiatormøde, som en kulturministeriel promotor i Santiago har undfanget ideen til. Det er, som det fortælles i bogens forord, ganske vist. Spøgefulde redaktører Konceptet er enkelt: Man hyrer Chiles litterære verdensdame, Isabel Allende (der ligesom fodboldspilleren Iván Zamorano er HCA-ambassadør) til at skrive en hors d'oeuvre af en sværmerisk eventyrpastiche, hvor de to digtere fejrer deres fælles fødselsdag på Kronborg Slot. Så følger selve substansen; den litterære korrespondance, som Johannes Møllehave og Karsten Eskildsen har arrangeret, angiveligt som 'en spøg'. Hvert opslag rummer nogle strofer af Nerudas 'Spørgsmålenes bog', som står over for et helt kort uddrag af et af Andersens eventyr, med et fælles grundord (flyve, gul, sankthansorm, død, loppe osv.) som direkte forbindelse. Nerudas 'Spørgsmålenes bog', som udkom året efter hans død i 1973, siges at være lige så kendt i den spansktalende verden som 'Den grimme ælling' i vores. Litterært set befinder den sig et sted mellem 'Spørge Jørgen', Inger Christensens 'Alfabet' - hvor den atomare trussel er et grundvilkår - og nordbrandtske paradokser, når Neruda spørger: »Er aldrig ikke bedre end sent?«. Utroværdige planter De to digtersjæle dyster på barnlig uskyld, om end døden også kommer snigende undervejs i læsningen. Den store forskel på de to er humoren: Andersens ligger i selve måden at sige det på: »Men Potteblomster kan man ikke ganske tro, meente Sommerfuglen, de omgaaes for meget med Mennesker!«, mens Nerudas ligger i den tanke, som sproget udtrykker: »Hvis det gule en dag slipper op, hvad skal man da lave brød af?«. Litterær selskabsleg Hvad kommer der så ud af mødet mellem to af litteraturens giganter? Eksploderer det i noget helt tredje? Nej, i grunden er der ikke meget andet at berette om end en dansk sejr i kraft af Andersens uovertrufne sproglige virtuositet, samt det amusante, at stor litteratur bliver gjort til genstand for en selskabsleg, som enhver kvit og frit kan muntre sig med derhjemme, blot ved parvis at plukke bøger ned fra hylden med verdenslitteratur: NN svarer MM. Så har man to hundrede kroner på hånden til noget andet sjov! Vi have det fra den kloge Kone, hun veed, hvad man kan hitte paa.