CEPOS, den nye borgerlige tænke- og pengetank, vil overbevise danskerne og deres politikere om det frie initiativs velsignelser. Det bliver ikke let. Kun hvis man ligner et socialdemokrati, vinder man valg her i Danmark. Som CEPOS-medlem Christopher Arzrouni for nylig beklagede, så sænkes skatten i andre lande, mens staten her opkræver over halvdelen af indkomsten, uden at folk flygter af den grund. Det kan jo også godt undre, om end Arzrouni vel først og fremmest skylder en forklaring på, hvorfor han ikke selv for længst har pakket kufferten, når det står så slemt til herhjemme. Skattens kompleksitet Nu kunne det jo tænkes, at CEPOS tog fejl. Måske svarer den genstridige virkelighed ikke til de blankpolerede liberale teorier. Arzrouni havde såmænd ikke behøvet at gå længere end til sin kollega på Weekendavisen, Frede Vestergaard, for at erfare, at den fulde historie om den tårnhøje danske skat er en anelse mere kompliceret, end vi normalt får sagen præsenteret. Men han ville få et endnu større chok ved at læse økonomen Peter Linderts nye bog 'Growing Public', som kortlægger sammenhængen mellem økonomisk vækst og sociale udgifter over de sidste 200 år. Ingen darwinisme Den liberale teori er naturligvis ikke i tvivl om sammenhængen. Høje sociale udgifter - dagpenge, pensioner, boligstøtte - og et dyrt sundheds- og uddannelsesvæsen betyder høje skatter, og de gør samfundet mindre dynamisk. Det kan ikke 'betale sig' at arbejde, til skade for produktivitet og vækst. Problemet er bare, at Lindert kan vise, at teorien ikke passer i den virkelige verden. Som Lindert formulerer det: »Der findes ikke en darwinistisk mekanisme, som straffer stater med stort offentligt forbrug«. Det forholder sig stort set omvendt: Rige samfund har de største sociale overførsler. Det gælder både, når man følger de enkelte OECD-lande over tid, og når man sammenligner landene i dag - eller de enkelte amerikanske stater, hvor Californiens socialudgifter procentvis ligger langt over Iowas eller Alabamas. Og måske er de netop rige, fordi de har store overførselsindkomster: Folk med lave indkomster har en højere forbrugskvote og køber færre importvarer. Hvis de rige derimod får flere penge, sparer de dem op og bremser væksten, eller de bruger dem i udlandet og ødelægger betalingsbalancen. Illusion om progressivitet Lindert påpeger, at der, hvor skatterne er høje, er de som regel langt mindre progressive og omfordelende, end de ser ud. Europæiske lande beskatter faktisk kapitalindkomst lavere, arbejdsindkomst noget højere og forbrug meget højere end i USA. Samtidig betyder offentlige udgifter til børnepasning og uddannelse en arbejdsstyrke, der både er større (fordi flere kvinder arbejder), bedre kvalificeret og mere produktiv pr. arbejdstime; til gengæld er arbejdsugen og arbejdslivet normalt, men ikke altid, kortere end i USA. Og selv høje skatter accepteres, hvis de går til universelle ydelser, og hvis middelklassen betragter en social nedtur som mere sandsynlig end social opstigning. De europæiske velfærdsstater er med andre ord præget af højere økonomisk effektivitet og mindre social lighed, end henholdsvis højre- og venstrefløj har bildt sig ind. Det er derfor, danskerne ikke flygter og ikke ønsker nyliberale tilstande. Men det har CEPOS jo nok for meget ideologisk i klemme til at kunne indrømme.