Egentlig burde denne bog oversættes til et større sprog end dansk. Dels fordi den er udmærket, dels fordi den er så speciel, at der næppe kan være mange, der vil føle, de har brug for den. Så meget desto mere prisværdigt er det af Gyldendal at udsende den i så pænt og illustreret udstyr. For vil man vide noget om det for det 20. århundrede så typiske fænomen som den russiske emigration og dens litteratur, så kan 'Den tunge lyre' levere både stort overblik, små oplevelser og hurtige oplysninger. Anekdotiske streger Den kan tjene som opslagsbog, hvilket forklarer og undskylder de lidt for mange personer, der er taget med, og som truer med at sætte læsningen i stå. Men hvis disse navne ikke skulle nævnes her, hvor så? For helt glemmes skal de ikke. Desuden er bogens overskuelighed så god, at man godt kan springe enkelte af de små biografiske kapitler om mere perifere eller inferiøre skikkelser over, hvis man vil videre. Så risikerer man dog at gå glip af mange fine små, anekdotiske streger til en enkelt emigrants ofte symbolmættede skæbne. Streger, som i hvert fald jeg nødig ville have undværet. Hjemløshed Mette Dalsgaard udgav i 2002 med succes forgængeren til denne bog. Den hedder 'Lad os blive som solen' og er en litteraturhistorisk fremstilling af den russiske sølvalder (1890-1917) med digtere som Anna Akhmatova, Boris Pasternak, Vladimir Majakovskij, og Osip Mandelsjtam som de mest kendte. I begge bøger har Mette Dalsgaard - og her har hun virkelig en evne frem for alle andre i dette land - begået nogle udmærkede oversatte prøver på de omtaltes poesi. Sølvalderbogen begrænsede sig klogeligt til at omhandle de digtere, der af den ene eller anden grund blev i Sovjetrusland efter revolutionen. Den nye handler om dem, der af den ene eller anden grund rejste, flygtede, blev smidt ud eller ikke turde komme hjem. Som man kan forstå, er ordet 'hjem' langtfra en entydig størrelse i denne sammenhæng - uden at det dog problematiseres eksplicit af Mette Dalsgaard. Men det fremgår alligevel uafladeligt, at 'hjem' i hvert fald hverken er Berlin, Prag, Paris eller New York, for nu blot at nævne de største geografiske koncentrationer af russere efter de tre emigrationsbølger. Den første i forbindelse med revolutionen, den anden i forbindelse med Anden Verdenskrig og den tredje i forbindelse med udvisningen af 1970'ernes dissidenter. Aleksandr Solsjenitsyn (nobelprisen 1970) er nok den kendteste eksilrusser fra den tredje bølge. Han fik en stjernemodtagelse, da han som udvist landede i Frankfurt i 1974, fik husly hos Heinrich Böll og udtalte, at paparazzierne var »værre end KGB«. Dostojevskij ned fra piedestalen Den tunge lyre' handler blandt andet om ophavsmanden til det udtryk, der er bogens titel. Han hed Vladislav Khodasevitj (1886-1939) og betegnedes af Vladimir Nabokov som »den største lyriker, det tyvende århundrede indtil nu har frembragt«. Nu havde Nabokov (der levede 1899-1977 og er en af denne bogs mest fascinerende hovedpersoner) en notorisk idiosynkratisk, men meget stringent, smag. Han kunne for eksempel ikke fordrage Dostojevskij, som han over for sine amerikanske studerende kaldte »en tredjerangs føljetonforfatter«. Dels holdt han af at provokere, dels gik han især efter Dostojevskijs epigoner, men især kunne han ikke tåle amerikanernes (og europæernes) mondæne og overfladiske dyrkelse af Dostojevskij. Nobelpristageren Ivan Bunin (1870-1953) gik videre og sagde: »Hvis jeg lever længe nok, og Gud giver mig styrke til det, vil jeg prøve én gang for alle at rive Dostojevskij ned fra piedestalen«. Som Mette Dalsgaard lakonisk - og utvivlsomt af bittersød erfaring - bemærker, er dette en meget typisk russisk reaktion: »Når de naive vesterlændinge giver udtryk for deres kærlighed til den russiske kultur, har de som regel misforstået det hele«. Nostalgisk tiltrækning Holdningen til Dostojevskij er måske i sig selv en bagatel, men den er til en vis grad symptomatisk for det, der skilte de forskellige russiske forfattere, der var havnet i landflygtighed. Synet på litteraturen og dens rolle, for ikke at sige dens mission, var det ene af de to store spørgsmål, der kunne skille dem i lejre og forskellige tidsskrifter. Det andet var synet på den unge sovjetstat, som dels øvede nostalgisk tiltrækning, dels intrigerede for at sætte lus i skindpelsen og for eksempel fik Bunin lokket på ideologisk glatis og følgelig i vanære. Spørgsmålet om at vende 'hjem' til Rusland stod pinefuldt åbent for mange af de russiske videnskabsfolk og kunstnere, der fristede en kummerlig tilværelse i Europa. Sovjetstaten udsendte lokkende toner ved hjælp af diverse 'venskabsforbund'. Landflygtighedens drama En af dem, der lod sig lokke til at få et sovjetisk pas, var som sovjetisk agent involveret i en likvidering. Han blev selv likvideret, så såre han kom til Rusland, men hvad værre var, så trak han sin kone, Marina Tsvetajeva (1892-1941), med i afgrunden. Hun var en af det 20. århundredes største modernistiske lyrikere og blev et forbillede for den berømteste russiske litterære emigrant i nyere tid, Iosif Brodskij (på engelsk Joseph Brodsky). Han, der fik nobelprisen i 1987, behandles også grundigt i 'Den tunge lyre'. Og det er en anden af denne bogs fortjenester: Den sætter de få navne, vi alle kender, ind i den kontekst, de levede, flygtede, skrev og døde i. Alle intellektuelle emigrantsamfund ligner nok hinanden, for så vidt som deres medlemmer - måske hver på sin måde - vil redde fædrelandet fra dets aktuelle magthavere og åbne verdens øjne for disses sande, totalitære og farlige væsen. Læg dertil personlige ambitioner, frustrationer, tvivl og længsel og elementær kamp mod fattigdom. Så har man ikke alene et billede af den russiske emigration efter revolutionen 1917, men også et billede af landflygtighedens drama. Om end det ikke foregår på litteraturens præmisser som det russiske i 'Den tunge lyre', er det et drama, også lille Danmark er skueplads for i disse år. Er vi på niveau med det?