Bjarne Nielsen Brovst er en af de flittigste litteraturhistoriske skribenter i dronningeriget. Han har skrevet om en række danske forfattere (bl.a. Aakjær, Marie Bregendahl, Martin A. Hansen, William Heinesen og den nu totalt glemte Johannes Buchholtz) og som det hidtil største arbejde et firebindsværk om H.C. Andersen. Gamle Grundtvig gik rabundus Senest har Bjarne Nielsen Brovst kastet sig over Grundtvig. Første skridt på Grundtvig-vejen var 'Grundtvigs Slægt og Barndom', og nu følger 'Den unge Grundtvig og en familietragedie', hvori man følger Niels Frederik Severin, fra han blev sendt af sted fra præstehjemmet i Udby til Jylland for først at lære latin og derefter at komme i latinskole nøjagtig lige som sin far og sine ældre brødre, for præst det var noget, drengene blev i Grundtvig-familien. Niels Frederik Severins to ældre brødre fik en krank skæbne, idet de begge omkom på Guineakysten, vel det mest usunde sted man kunne tage ud til, men menneskene derude skulle jo have glæden af en hvid, protestantisk præst, og det blev de to brødres ulykke. Det var et forfærdeligt slag for især de gamle i Udby, som havde tunge problemer i forvejen, idet gamle Grundtvig gik rabundus. Boet efter købmand Strøyer i Præstø mødte nemlig op med et krav om øjeblikkelig betaling af et udlæg på 600 rigsdaler. Og det kunne han ikke indfri. Ynkelige breve Det er historien om drengen, der bliver sendt af sted til fremmede, og som ikke kommer hjem i flere år, fordi rejsen var dyr. Det er historien om drengen, der læser og læser og derpå oplever, at to af hans brødre dør langt fra hjemmet. Bjarne Nielsen Brovst hævder, at dette brødretab gjorde et dybt indtryk på Niels Frederik Severin, men der er ikke særlige belæg for det i fremstillingen. Hvor dybt det måtte have ramt, får læseren måske ført rigtig at vide i et tredje bind, for man skulle kende Bjarne Nielsen Brovst dårligt, hvis der ikke skulle komme en stribe bøger om Grundtvig, når han nu først er gået i gang. Indlagt i fremstillingen er en række tiggerbreve fra gamle Grundtvig til hans svoger, som var vel nok den stærkeste figur i det gejstlige landskab på dette tidspunkt, idet svogeren var den navnkundige biskop Balle. Det er ret ynkelige breve, og man kan ikke lade være at tænke på, om det kun var, fordi alle sønner skulle studere, at økonomien var så ussel, at han måtte nedværdige sig på denne måde, eller om han blot var en elendig økonom med et godt hjerte. Bjarne Nielsen Brovst hævder, det var det gode hjerte, der var årsagen. Man kommer ikke synderlig tæt på den unge Grundtvig i dette bind, som dækker hans formative år, og det opleves som lidt skuffende. Den, man lærer bedst at kende, er gamle Grundtvig, og ham kan læseren kun have ondt af.