For omkring 3,6 millioner år siden vandrede en lille familie hen over Laetolisletten i det nordlige Tanzania. Her afsatte de historiens mest berømte fodaftryk i den nu fossillerede vulkanske aske. Abemennesker Fodaftrykkene stammer fra Australopethiciner, en tidlig menneskeart, der udviklede sig for omkring 6 millioner år siden. De var små, ca. en meter og fyrre, og deres hjerner var ikke større end chimpansers, armene var lange og benene korte som hos menneskeaber, hvilket tyder på, at de på trods af den oprette gang tilbragte en del af deres tid i træerne. Men deres gang på to ben var et led i den proces, der i sidste ende førte til det moderne menneskes udvikling. Fantastisk rejse At vor art skulle opstå har imidlertid aldrig været givet på forhånd. Udviklingen beror på tilfældige og uforudsigelige vekselvirkninger mellem menneske og natur, understreger forfatteren Peter K.A. Jensen fra begyndelsen af sin nyeste bog, 'Da mennesket blev menneske'. Af samme grund mener han, at vi er enestående i universet. Og det er en fantastisk rejse, Peter K.A. Jensen, der er ledende overlæge på Klinisk Genetisk Afdeling på Århus Universitetshospital, tager os med på. 'Da mennesket blev menneske' er 70 millioner års historie, gengivet på et ukompliceret dansk og med et væld af stimulerende illustrationer. Kreativ revolution For tyve millioner år siden var det afrikanske kontinent dækket af tæt regnskov næret af fugtige vinde fra Det Indiske Ocean. Kontinentalpladerne forskød sig, og en bjergkæde, som effektivt blokerede for de livgivende luftstrømme, opstod, og det østafrikanske landskab forvandledes fra jungle til slette med spredt skovbevoksning. Det betød en ændret fordeling af de eksisterende fødekilder og nye udfordringer til menneskeaberne. Australopethicinerne og deres oprette gang var svaret herpå. I Australopethicinernes sidste tider udvikler de første menneskearter på Homolinjen sig. De indledte deres rejse for omkring to en halv millioner år siden og endte den ca. 150.000 år før nu. Det var dem, der jagtede storvildt på sletten, tilvirkede flint, ben, træ og senere fik held til at tæmme ilden, og det var i deres tid, at hjernen voksede sig stor, og udvandringen fra Afrika begyndte. Herefter er vi vidner til en sand kreativ revolution. Den fandt sted for omkring 30.000-50.000 år siden, da det moderne menneske - Cro-Magnon - trådte ind på scenen. Naturkatastrofe som grundlag for syndflodsmyten Det er fra disse menneskers hænder og hoveder, at vi har hulemalerier, instrumenter og statuetter, genstande som ifølge Peter K.A. Jensen vidner om et intellekt på højde med vores. De har haft evnen til at danne sig billeder uden om direkte sanseindtryk. Måske en egenskab, der er lige så revolutionerende som tæmningen af ild og den senere opfindelse af hjulet. Det er med Cro-Magnon - og det vil sige os - at hjulet begynder at trille, at kunstvanding udvikles, og ploven opfindes. Og efterhånden som landbruget effektiviseres, grundlægges de første civilisationer med formelle statsapparater i området mellem Eufrat og Tigris. Skriftsproget udvikler sig, og mennesket begynder at nedfælde sine historier og love; det, vi kalder 'historisk tid', begynder. I et af bogens mest fascinerende afsnit beskriver Peter K.A. Jensen, hvordan Middelhavet for omkring 7.500 år siden brød igennem ved Bosporusfloden og oversvømmede et areal omkring Sortehavet svarende til det dobbelte af Danmarks størrelse. Denne naturkatastrofe kan være det faktuelle grundlag for en af de mest udbredte myter i de efterfølgende euroasiatiske kulturer, nemlig syndflodsmyten. Bogens fokus er menneskets kulturelle udvikling - og det er dens afgørende kvalitet. Men der er meget andet godt at hente i den. Jeg kan kun anbefale, at man tager denne bog med sig ind under læselampens skær.