»Jeg skal sgu ikke males«, sagde Lillian Knudsen i et interview her i avisen først i december. På den første dag i det nye år gik hun efter lige knap 20 år af som formand for KAD, Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark, der denne dato fusioneres med mandeforbundet SiD, og i andre forbund bliver formændene ofte portrætteret i sådan en anledning. Men det er for dyrt og for dumt, synes hun fornuftigt nok. Problematisk ægteskab Til gengæld er hun så blevet portrætteret i en bog, og i disse års styrtsø af erindringer er den såmænd ikke af de værste, let fortalt og underholdende det meste af vejen. Historien er jo god: Den lille, fattige pige, der løber ærinder for nabokonerne for at få penge til sin altopslugende interesse, biografen - Lillian havde set Morten Korchs 'De røde heste' 49 gange, før hun fyldte 9 år. Den unge kvinde, der bliver gift og får barn som 17-årig, mødet med arbejdslivets urimeligheder og det første tillidsmandsjob på 'Sækken', papirsækkefabrikken Standard i Aalborg. Samt den første konflikt med en ægtemand, der ikke var vild med sin kones faglige engagement. Alligevel holdt ægteskabet i 20 år. Man render ikke sådan fra sine forpligtelser. Samtidshistorie Som tidsbillede er bogen god, både på det personlige plan og som portræt af en faglig kamp, som er under voldsom forandring i disse år. Den skæmmes af en lidt for frisk stil - Lillian Knudsen siger ganske givet sgu og fandeme ret tit, og det har hun lov til, men det bliver lidt trættende på tryk. Man skal også være særligt interesseret for at følge de lange kapitler om arbejdskampe, sejre og nederlag og konfrontationer med både ledelse og kolleger. Men samtidshistorie er det, og en god kone er hun helt sikkert, den store Lillian med det store smil. Hun har fortjent sit portræt.