Skal man tro gamle Hollywood-film om Anden Verdenskrig var amerikanske soldater selvstændigt tænkende, modige og opofrende soldater, der aftnen inden et afgørende slag udvekslede livshistorier og fremviste fotografier af koner, kærester og børn. Glansbillede Noget, der til forveksling kunne minde om bevægelse, sågar en forræderisk tåre et sted i den fjerne del af øjenkrogen, skulle understrege, hvilke store følelser der rørte sig i de svulmende patriotiske hjerter. Ak, kunne man bare fæstne lid til drømmenes fabrik med dens realistiske kulisser, stemningsskabende lydspor og velturnerede replikker. Men det er ret præcist, hvad man ikke skal, lyder det advarende fra litteraturprofessor Paul Fussel. Junior-soldater Som ung løjtnant deltog han i D-dag i juni 1944. Han har set krigen på tæt hold og mærket dens blodige konsekvenser (han blev hårdt såret i marts 1945), og han er ikke i tvivl: Efterkrigstidens (og samtidens) glorificering af 'the fighting man' har ikke meget at gøre med det, han selv så og oplevede på vestfronten, da det gik hårdest for sig. For det første var denne 'kæmpende mand' slet ikke fuldvoksen, men i mange tilfælde en 17-18-årig dreng. Tager man Fussel som kronvidne, var det altså i høj grad store børn, som drog over Atlanten og ofrede liv og lemmer på nationens alter. For det andet var disse ynglinge ikke halvt så veltrænede eller modige som infanteristerne, der kæmper sig gennem fjendtlige kolonner i biografernes halvmørke. Mange smed deres våben eller affyrede kun enkelte skud, og underbukserne var sjældent rene. Og for det tredje vidste 'drengekrigerne' ikke nøjagtigt, hvorfor de kæmpede imod en fjende, der i modsætning til japanerne ikke direkte havde truet dem eller deres land. Traumer og mareridt Umodenhed, manglende færdigheder og beskeden motivation (i hvert fald indtil opdagelsen af tyskernes koncentrations- og udryddelseslejre i det tidlige forår 1945) kendetegnede således den sagnomspundne 'G.I. Joe'. Billedet er lovlig hårdt trukket op, og Fussel, som kun momentant inddrager sig selv og i stedet overvejende holder sig til andre krigsdeltageres vidnesbyrd, understreger da også, at der i den store oversøiske amerikanske hær naturligvis fandtes modsætninger til 'drengene'. Hvis ikke, havde USA ikke bidraget til at vende og senere vinde krigen. Men kaos i kamptumlen og frygt for, om man kom igennem den næste time, var en vigtig del af det 'krigsteater', Fussel opstiller med en masse drenge som kortvarige statister. Døden høstede nemlig flittigt i deres rækker, og for drengene, der for størstepartens vedkommende for første gang var uden for deres land, ja uden for den stat eller endda by, de kom fra, lagde det grunden til livslange traumer og mareridt. Hvis altså man hørte til de heldige, der vendte hjem i live. Logistisk uorden Paul Fussel har tidligere i et banebrydende værk om Første Verdenskrig, 'The Great War and Modern Memory' (1975), beskæftiget sig med krig set fra nederste del af det militære vogndæk, dér hvor kuglerne pifter om ørerne på de sagesløse, og rotterne lever godt og fedt af de ubjærgede lig. I denne bog gentager han kunststykket og skildrer stanken, frygten, fejltagelserne og den mærkelige poesi - forfatterens egen udlægning - der findes, når drenge kæmper mod drenge i en dødelig dyst. Man fornemmer, at forfatteren er bitter på vegne af de af sine kammerater og jævnaldrende, der måtte lade livet. Var det da ikke i en god sags tjeneste? Jo, Fussels afsluttende kapitler om befrielsen af et par koncentrationslejre efterlader ingen tvivl om 'korstogets' berettigelse, men flere drenge kunne som han selv været blevet til mænd, hvis ikke det havde været for den logistiske uorden og dårlige strategisk planlægning. Splinter under huden 'The Boys' Crusade' er et dyk ned under heltemytologiens blanke havspejl, helt derned hvor det er koldt, ensomt og mørkt. Det er en atypisk beretning, som overført på filmens verden til nød kan sammenlignes med 'Saving Private Ryan' og 'Thin Red Line', men uden disses patos og overmenneskelige bedrifter. Man tilgiver gerne bogens svagheder, eksempelvis en lidt hastig omgang med nogle historiske fakta, på grund af dens rå og uslebne kanter. Det er den slags, der efterlader splinter under læserens hud.