At anmelde denne bog ville være lige så halsløst og prætentiøst som at ville anmelde en fødsel eller en solopgang. Den er kort og godt en lovprisning af livet og kærligheden. Den er et probat middel til bekæmpelse af en efterårsdepression. Når man har læst den, er man blevet belært om forskellen mellem småt og stort, hverdagsbekymringer og kunsten at overleve. Fortælleren er den 80-årige danske jøde Moses Aron Schwarz, forfatteren er hans nevø, journalisten Dan Melchior. Held i uheld På sit håndled bærer Schwarz ar efter et sår tilføjet ham af en sindssyg tysk SS-mand, hvis fritidsinteresse var at stikke øjnene ud på fanger i kz-lejren. Schwarz værgede for sig, med det resultat at kniven ramte hans håndled. Det fandt SS-manden tilsyneladende ganske underholdende, så han nøjedes med at give Schwarz et spark, hvorefter han fortsatte til en anden fange, som han blindede med sin kniv. Myrdet for et stykke brød Den episode beretter Schwarz om i 'Milde Moses, en overlevers erindringer'. Undertitlen er ingen overdrivelse. Schwarz overlevede seks kz-lejre. Da han og hans medfanger blev befriet af engelske tropper 15. april 1945, vejede han 36 kg. I forordet citerer Schwarz en medfange, forfatteren og nobelpristageren Elie Wiesel: »Jeg har fortalt lidt om min fortid, ikke for at I skal forstå den, men for at I skal vide, at I aldrig kommer til at forstå den«. Det erkender man, når man har læst disse erindringer fra det ondskabens imperium, nazisterne grundlagde under Anden Verdenskrig. Man kan konstatere, men ikke fatte. Schwarz' mor blev på et tidligt tidspunkt separeret fra resten af familien og omkom i et gaskammer. Hans far blev kvalt af en medfange, der ville stjæle det stykke brød, der var fangernes daglige ration og som markerede grænsen mellem liv og død. Nyttige og unyttige fanger Schwarz' historie er fortællingen om en teenager, der ville overleve, og som, når det så sortest ud, fandt styrke i det små. En medfanges smil, en ekstra skål tynd roesuppe, et tøjstykke, der kunne skjules under den stribede, tynde fangedragt og varme en smule i vinterkulden. Schwarz' overlevelsesteknik bestod bl.a. i at melde sig frivilligt, når tyskerne søgte arbejdskraft med speciel fagkundskab. Når de havde brug for folk med snedkeruddannelse, meldte han sig, selv om han ingen erfaring havde. Det samme skete, da tyskerne søgte skræddere til produktion af uniformer i en kz-lejr. Han vidste, at de fanger, tyskerne fandt, de kunne bruge i deres krigsproduktion, havde størst chance for at overleve. Jo mere nyttig man kunne gøre sig i tyskernes øjne, jo flere dages liv vandt man. De unyttige blev myrdet først. Lovsang til ærligheden Schwarz var hurtig i opfattelsen, og han lærte både at snedkerere og sy bukser. Det sidste blev grundlaget for hans eksistens, efter at han kort efter krigen illegalt kom til Danmark, hvor han havde familie. Med friheden vendte drengen, som nazisterne havde gjort til en robot, udelukkende programmeret til at overleve, koste hvad det ville, tilbage til livet. Han genopdager sine følelser. Fra den kliniske, næsten følelseskolde, konstaterende beskrivelse af årene i ondskabens imperium, hvor det var en lettelse, når en fangevogter skød ens sidemand ved dagens appel og skånede én selv, skifter bogen tone. Den bliver en lovsang til ærligheden, først og fremmest til hustruen Hilde, til familien og vennerne og naturen. Det er en hengivenhed, som fylder rummet og ikke efterlader plads til had til de forbrydere, der myrdede størstedelen af Schwarz' familie og stjal hans ungdom. »Hver dag når jeg vågner, glæder jeg mig til at se, hvad dagen byder på«, siger overleveren til slut i bogen. Man bliver ikke klogere på ondskaben under læsningen, men på livet, og ydmyg.