Jette Drewsen har, så længe hun kan huske tilbage, drømt om at rejse i ørkenen og se ruterne for de store karavanerejser. Det er en drøm om at »se den store maskuline udfoldelse på de udstrakte vidder«. Og møde Det blå folk - tuaregerne, nomadefolket. Det er en piges drengedrøm. I modsætning til de fleste har Jette Drewsen gjort noget ved drømmen. Vejen til det grundlæggende Bogens titel 'Det inderste råstof' henviser både til saltet i Malis ørkenminer, der engang blev byttet pund for pund til guld, og til menneskers relationer. Og i tillæg synes jeg også, den fortæller om rejsen som en vej til en 'bund' i skriften. At ankomme til det grundlæggende, det redelige, det livsnødvendige. Både hvad angår ord, mad og sovested. Fornemt menneskesyn For hver rejse til Mali, et af verdens fattigste egne med udstrakt ørken, trænger hun længere ind i landet, og hun ender ved opfyldelsen af sin drøm, da hun ser karavanernes kameler belæsset med saltplader på vej fra Taudennis miner, hvortil hun også selv når. En sådan rejsedrøm udspringer både af et ønske om at møde noget oprindeligt og undslippe den modernitet, der nok giver os velstand, men snærer med sine kunstige bånd. - Nu er der bare det, at ingen moderne rejsende bare træder ind i ørkenens eller en anden vildmarks oprindelighed. Moderne oplevelsesrejsende deler turistens vilkår. I et land med basarøkonomi betaler man, også og især, for det mindste møde, og det forventes man giver gaver (penge, mad) for at få lov til at se, for slet ikke at tale om at tage del i oprindeligheden. Det ligger fjernt for et menneske som Jette Drewsen med et så fornemt menneskesyn at bebrejde nogen det. Hun hiver pungen op af lommen i forskellige grader af velvillighed, og med et glimt i øjet refererer hun en vits: »Hver familie i Dogonlandet består af en far, en mor og nogle børn samt en fransk antropolog«. Andre har til overmål været der. Tilstræbt barnlighed Guiden Abou er en af dem, hun får et fortroligt forhold til, der går ud over den professionelle byttehandel, der fører hende ind i de områder, hun vil lære at kende. Udgangspunkterne er byerne med sandgaderne - Timbuktu, Arouane, Mopti, Bamako. Jeg har konsulteret atlasset for at se, hvor rigtig langt der egentlig er til Taudenni (saltminerne), en strækning, der bliver tilbagelagt med firhjulstrækker, et får som proviant bag på bilen og sivmåtter til at sove på sandet i dagene undervejs. Jette Drewsen vil ikke være den slags rejsende, der udnytter vesterlændinges grådighed efter eksotik. Hun rejser som den, der respektfuldt og taknemmeligt tager imod, fra familierne, hvor hun er betalende gæst, og fra alle de mange mennesker, hun møder. Alt dette fortæller hun om i et sprog, som giver en anden tone end i hendes andre bøger. En enkel, renfærdig tone, næsten tilstræbt barnlig eller arkaiserende: »Sådan kom det sig ...«, »jeg blev så glad ...«, »han var sådan en god chauffør ...«. Bogen fortæller om at rejse og om et sted, men den er også beretningen om en forfatter, der vil tæt på oplevelsen af basale grundvilkår og finde et konkret og redeligt sprog til dem, på samme måde som Cecil Bødker har forsøgt det i en række bøger. Romantisk projekt Jette Drewsen er på kvindelig vis en typisk empatisk rejsende, men i kapitlerne om kvindelig omskæring slår hun også den analytiske kraft til og skærer igennem. Respekt for kulturen indbefatter ikke respekt for barbarisk lemlæstelse: »skikke, som er en del af et magtpolitisk mønster«. Om et sted i en tuaregerlejr står der: »Jeg forsøgte ganske langsomt at opleve, hvad et landskab, der er lige så smukt og betagende, som det er grumt og krævende, gør ved sit folk«. Hvad rejserne gør ved Jette Drewsen, er man ikke i tvivl om. Rejsen ud i ørkenen er også en rejse ind til oplevelsen af menneskets basale behov - mad, søvn, venner, landskabets muligheder. Vi er i bunden af behovspyramiden, og samtidig milevidt over den, helt oppe i ørkenens strålende stjernehimmel. Sådan en rejse er på den måde et paradoks. Den er - på trods af rapporteringen af kvinders omskæring og deraf følgende lidelser - udtryk for et romantisk projekt. Om at få syn på det fremmede og deres inderste råstof og derigennem komme frem til sig selv og sit eget.