Hvad ved vi om grevinde Danner? Født Rasmussen, Louise til fornavn, gift til venstre side med Frederik VII, højt på strå - og hadet. Det er det billede, vi har overtaget, delvis efter den anden samtidige Luise, Johanne Luise Heiberg, som havde proletarisk barndom til fælles med den første Louise, men som til gengæld blev elsket og feteret af guldalderdanmark. Effektivt og usentimentalt »Hun var ikke smuk, ikke god, i høj grad intrigant og uforskammet, ærgerrig indtil lidenskab, efter at hun i sit eventyr med kongen havde sejret, til trods for alles modstand«, skrev Johanne Luise Heiberg i sine erindringer. Bodil Wamberg har påtaget sig opgaven at leve sig ind i samtidens syndebuk, og hun gør det effektivt og usentimentalt med bogen om grevinde Danner. Måske ud fra det lille Kingo-motto, som også står forrest i bogen: »Tit er et bryst under dyrebart smykke/opfyldt af sorrig og hemmelig harm«. Foragt for smalltalk »La fidélité est ma gloire« blev inskriptionen på hendes våbenskjold. Men fidélité mod hvem? Sjovt nok er bogen først og fremmest en skildring af en kvindes sjældne evne til kærlighed à trois - ægte kærlighed mellem tre personer, Louise, Carl Berling og kronprinsen, senere kong Frederik. Det var Carl Berling, hun elskede, og det var Carl Berling, hun ikke kunne få. Berlings moder og søster forhindrede det. Carl Berlings oldefar havde grundlagt det berlingske trykkeri, som gik i arv i slægten. Unge Berling var belæst og genert, en dygtig forretningsmand, både forsigtig og fremadstræbende. Unge Louise var letsindig og nysgerrig, en af Det Kongelige Teaters figurantinder - men til fælles havde de måske en hemmelig foragt for tom konversation og forfængelig selskabelighed. Taberen og vinderen Og Carl blev for Louise, hvad Heiberg blev for Johanne Luise - en opvarter og elsker fra den fjerne overklasseverden. Faktisk - og måske er det det, som dybt generede Johanne Luise - en langt mere kødelig og passende bejler, end hendes egen Heiberg var. For sin kunst ofrede Johanne Luise Heiberg en del af sin selvstændighed og længsel efter kødelig kærlighed i ægteskabet med Heiberg. Den anden proletarpige, Louise, ofrede ikke en tøddel - men til gengæld kunne hun heller ikke vinde ægteskabet. Grevinde Danner var en taber, som ikke ville miste sig selv - mens skuespillerinden blev en vinder med en stor, kold manko i hjertet. 'Til døden os skiller ...' Denne faste, særprægede relation mellem Louise og Berling fastholder Bodil Wamberg til det sidste som et gennemgående og stærkt tema i bogen. Indtil døden - selv efter Berlings nye ægteskab og seks børn! - er de sammen. I 1870, efter Frederik VII's død, tager de på tur til Napoli og videre med båd over Middelhavet til Alexandria. Med et langsomt tog brød de op fra Kairo og nåede syv timer efter frem til Ismailia, hvor de skulle overnatte. Berling havde det elendigt i varmen og nåede kun lige akkurat op til hotellet, før han faldt sammen og var død. En livshistorie var tilendebragt - men Louise, hun kunne beherske sig og drog et par dage efter videre til Jerusalem for at fejre påsken. Umandig mand Sammen havde de sønnen Carl, det efterladte, bortadopterede barn, men de havde også en livshistorie sammen - måske netop den historie, som blev for meget for samtiden. Samtiden gjorde den pøbelagtig, for den fattede ikke det overlegne og det grænseoverskridende lidenskabelige fællesskab, som Bodil Wamberg præsenterer os for gennem brevene. Kulde, afstand, jalousi, rejser, fravær, breve - og så igen samvær - intet kunne ødelægge dén kærlighed. Dét må have været provokerende. Til sammenligning er grevinde Danners forhold til Frederik VII mere skildret som den moderlige venindes forhold til en stakkels forgjort søn. Frederik VII var meget af en sjover og lidt af en konge, barnlig og godtroende, men næppe en mand. Glad for uniformer og udklædning. Kølig sympati Grevinde Danner passede ham og vejledte ham, ikke politisk, men personligt. Forbitrede og fjendtlige reagerede danskerne mod hendes psykologiske indflydelse og gav hende endda skylden for Frederiksborg Slots brand, en skyld, hun ikke ville anerkende. Var det en revolutionstid internationalt, blev der en reformtid nationalt, en tid, som krævede sin syndebuk og fik den. »Leve kongen, ned med Grevinden«. Sådan opfyldte danskerne samtidens modsætninger og kom levende gennem forandringen til demokrati. Kan vi eventuelt lære noget? Har den offentlige mening stadig syndebukke? Det er påfaldende, at Bodil Wamberg ikke kan finde noget som helst dokument, som taler imod den almindelige fordømmelse. Hele den offentlige mening stod sammen om opfattelsen af grevinden som skadevolder og usurpator. Hvordan så hun ud? Flad næse, rund kropsform, næppe en dejlighed. Men stærk må hun have været, konsekvent og uden forfængelighed. Stejl - og steget et trin til vejrs over den almindelige fordom, nok et portræt værd, et portræt, som her er udført med en meget vindende kølig sympati og dokumentarisk grundighed.