Torben Weinreich, som, siden det åbnede i 1998, har været professor ved Center for Børnelitteratur, har i udpræget grad haft tidsånden med sig. Eller måske har han snarere hele vejen igennem gjort sig umage med at tilpasse sig netop tidsånden. Det var han også pisket til. Hjemmefra fik han nemlig ikke meget at stå imod med. At blive adopteret er for nogle børn det store held - siger de selv som voksne. Tragisk humor Men noget tyder på, at lille Torben, der blev født som et af de mange uplanlagte børn lige efter krigen, ikke var så heldig med sine adoptivforældre. De ville ikke have haft en chance som adoptivforældre i dag, og her tror jeg ikke, jeg siger mere, end hvad den nu 58-årige Weinreich selv fortæller i sin ærlige, afslørende og trods den underliggende tragik humoristiske erindringsbog, 'Umage'. Ekspert i elefanter Den skal læses opmærksomt, for det er i de små bemærkninger, man kan påskønne Weinreichs selverkendelse som en til medløber grænsende tilpasset dreng med ingen intellektuel ballast og alt for tidligt ansvar for sin småtbegavede adoptivmor efter skilsmissen fra den skuffede og bitre far, der var kontorassistent i Finansministeriet, men havde en uforløst forsker i maven. Sønnens portræt af den typiske amatør med minutiøs detailviden og manglende proportionssans er meget præcist. Samme længst afdøde far ville have været pavestolt over at se sønnen som professor, og han gjorde ham da også allerede som dreng til ekspert i elefanter. Så meget, at den 14-årige skrev til tv-oraklet Ingvald Lieberkind og påpegede en fejl i dennes fembinds 'Dyrenes verden' - uden at få svar. En mur af arrogance »At blive gjort til voksen og til ægtefælle, mens man endnu kun er 12 år, er et overgreb«, skriver Weinreich, og det forklarer, at han, da han begynder at tjene godt som biografpiccolo, ikke giver en krone til sin mor, selv om hun nok kan trænge og har en timeløn på en fjerdedel af hans. »Hende har jeg givet nok, synes jeg, eller hun har selv taget«. I gymnasiet kom han da - det var dengang, skolen stadig kunne bryde den sociale arv - og »jeg videreudviklede så småt - og småt var det - den tørt humoristiske distance til tilværelsen, jeg var begyndt på i folkeskolens ældste klasser«. Drengen Torben er flittig og god til at lære udenad - men ikke en selvstændig tanke tænker han. Først i studentermiljøet går det galt: Han støder på muren af dels arrogance, dels dannelse hos borgerskabets børn og bliver sat på plads, da han lidt for ivrigt arrangerer fester. Han oplever for første gang, at »nogen sætter ord på det, jeg har kæmpet for hele min barndom og ungdom, nemlig at komme ud af rollen som det forsagte og forpinte pligtmenneske«. Pjækker fra klassekampen Sin litterære og intellektuelle vækkelse - og endelig et vist mål af personlig, ikke snævert formålsbestemt dannelse - fik Torben Weinreich af sin dansklærer på seminariet, hvor han finder sin rette hylde og uddannes i 1968. Han arbejder kun fire år som lærer, bliver cand.pæd. i 1974. Bemærk årstallene: Det var pædagogstandens velmagtsdage, både ideologisk og økonomisk. Lærerjob hang på træerne, der blev femdagesuge, og lønnen var god. Torben Weinreich hyler med de ulve - eller skulle man i betragtning af farven sige: ræve - han er iblandt. Han har den rette sociale baggrund og personlige motivation for at gøre det og bliver da også medlem af SF's bestyrelse i Roskilde, samtidig med at han begynder at se sig selv som samfundsborger og bliver gift. Det var folk som Weinreich, der bl.a. i DR og Dansklærerforeningen satte den nye pædagogiske dagsorden op gennem 1970'erne. (Den mærkes endnu hos mindre ånder). Han er med egne ord aktivist og bliver da også skilt fra kone og to børn som 29-årig. Senere flytter han sammen med en kvinde fra et af de både latterligt og uhyggeligt rigide norske yderfløjspartier og tilhører selv (bl.a. som folketingskandidat 1979) KAP til det sidste. Men han begynder at pjække fra klassekampen. Nu har han jo også vundet den for sit eget vedkommende, kunne man ondskabsfuldt tilføje. Men der er såmænd ingen grund til at være ondskabsfuld over for en mand, der med en sådan selvindsigt lægger sine kort på bordet. Han havde ikke de bedste på hånden til at begynde med. Og det er så nemt at være bagklog.