Døden kom til Albert Camus en højlys januardag i 1960. På en snorlige og trafiktom landevej et sted i Sydfrankrig kørte en sort Facel Vega med forlæggeren Michel Gallimard ved rattet frontalt ind i et platantræ. Camus sad til højre for chaufføren og var død på stedet, Gallimard døde nogle dage senere, mens de to kvinder på bagsædet, Gallimards hustru og hendes datter, overlevede. Ubrugt togbillet Gådefuldt. Hvad foregik der i bilen? Hvorfor var nobelpristageren overhovedet med? Bilen var på vej mod Paris fra den lille provencalske by Lourmarin, hvor Camus havde sit landsted, og hvor familierne Camus og Gallimard havde holdt nytår sammen. Men den 47-årige forfatter til værker som 'Pesten' og 'Den fremmede' havde valgt at sætte sig ind i forlæggerens sorte Vega frem for at følges til Paris med sin egen kone og deres børn i 'Le Mistral', hurtigtoget. Man fandt ellers en gyldig togbillet i hans jakkelomme. Dødens og erotikkens mørke spor Camus' død er blevet stående som et af det 20. århundredes dragende mysterier. For ikke længe siden tog Peer Hultberg fat i det med sit drama 'De skrøbelige' på Det Kongelige Teater, og i 1979 forestillede Thorkild Hansen sig, at han ville skrive en stor Camus-bog med afsæt i »det forfærdelige, der var sket«, som det hedder i allerførste sætning af den ansats på 75 små sider, som var alt, hvad det blev til. Og som i dag udkommer i den lange række af posthume (dag)bøger og skitser fra Hansens hånd. Selv døde han jo i 1989 et sted i Det Caribiske Hav under omstændigheder, som også vækker myter. Og det er svært ikke at læse Thorkild Hansens egen død ind i det, der nu er udkommet i Gallimard-omslag som et tæt og for den danske forfatter karakteristisk essay om Camus' død - hans forudanelser og gådefulde valg, erotikkens mørke spor, hændelsernes mønster og mangel på samme. Hansen'sk dokumentarisme Teksten er en blanding af journalistisk reportage fra et ophold i Lourmarin en halv snes dage i 1979 og perspektiverende udblik til Camus' egne skriverier på den tid, hans private og professionelle aktiviteter (navnlig som teatermand) i timerne og årene op til ulykken. Det er typisk Hansen'sk dokumentarisme, snart skarpt iagttagende og elegant i sine parafraser af Camus' egne overvejelser, snart en anelse bladsmøreragtig i sine 'umærkelige' overgange fra personlige smagsoplevelser med rosévin til livets store eksistentialer. Hansen øser af det meget biografiske materiale, der foreligger 19 år efter nobelpristagerens død (først i farvandet er han jo mildt sagt ikke), og han slår med form- og kvalitetssans ned på Camus'ske udsagn og handlinger, som passer i hans eget kram. De sjældnes død Sjovt og tankevækkende er det navnlig at læse om Camus' flugt fra forfatterlivet og ind i teaterverdenen, en verden som ganske vist ikke lever op til ugebladenes billede af folk, der »går sent i seng og bliver tidligt skilt«, men hvor han helt enkelt, på scenen, føler sig lykkelig, og hvor han ikke, som i samvær med intellektuelle, altid har indtryk af, at der er noget, han skal have tilgivelse for. Det gennemgående og rytmisk tilbagevendende citat på de 75 sider tillægges værtinden på Hôtel Ollier i Lourmarin, hvor Thorkild Hansen bor under sin research i 1979: »Hvorfor skal det altid være de sjældne mennesker, der dør, når der er så mange idioter at tage af?«. Jeg ved ikke rigtig, om det er noget særlig dybsindigt udsagn. Og jeg vil tro, at Thorkild Hansen selv har været splittet: hans journalist-jeg har syntes, at det lød godt; hans forfatter-jeg, for slet ikke at tale om hans kritiker-jeg, har været skeptisk over for, om den slags kan bære en bog.