Chr. Kampmann skrev bemærkelsesværdige replikker, fulde af indestængt undertekst. Hans talent for den prosa, der ligger imellem replikkerne, var ikke påfaldende. Men gøre sine skikkelser livagtige med det, de sagde, og det, de lod være med at sige, det kunne han. Påfaldende glædesløs Så livagtige, at et gensyn med dem - eller rettere et genhør - er som at blive ført hen til dér, hvor han var. Og det er præcis, hvad den talentfulde journalist Kirsten Jacobsen har brugt sig selv og Kampmanns tekster til. Hun bruger den enkle metode at citere i spandevis, og den hundesvære at fylde mellemrummet mellem citaterne med sine egne erindringer om den samme verden som Chr. Kampmanns. Kærlighed og ydmygelse Dette miks er blevet til en vidunderlig krønike om familien Gregersens og Kampmanns tid, og om den befrielse, han påfaldende glædesløst tvang sig til at marchere ind i. For at begynde med det sidste: Jacobsen citerer J.M. Schau, der var hans kæreste og blev hans drabsmand (Chr. Kampmann blev dræbt 12. september 1988, red.). Sent i sit liv beskrev denne mand en ny erfaring, han da havde gjort: »Kærlighedsakten mellem to mennesker er ikke nødvendigvis en handling der skal bruges til at ydmyge sin partner med«. »Nærhed og intimitet er ikke noget man er henvist til at opsøge på steder hvor man risikerer at tage skade på liv og lemmer«. At dømme efter de mange citater fra den Kampmannske befrielsestid blev det ham ikke forundt at nå derhen. Ellers havde han måske levet endnu. Matador møder Krøniken Jacobsen siger noget i den retning med det glimt i øjet, både Schau og Kampmann savner: »Ja, i Chr. Kampmanns bøger er det belastende at være mand, det er svært at være kvinde; det er hårdt at være heteroseksuel, og det er enormt hårdt at være homoseksuel«. Men nogen må altså påtage sig det hårde slid. Det gjorde Kampmann. Også på de pædofiles vegne. Det er en prøvelse at genlæse hans interview om sagen, men de har 1970'er-atmosfære, så det klodser. Kampmanns vigtigste indsats - og Kirsten Jacobsens hovedemne - er dog Gregersen-sagaen, der uden tvivl vil få sin renæssance som levende billeder senere på denne sæson. Den har det stof, man laver Matadorer og Krøniker af: et familieliv, hvis personer tilsammen danner det forenklede billede af et kompliceret historisk skred; og en hoben sikkert udvalgte detaljer, der gør billedet levende og overbevisende. Kollektivernes tid 'Perlerne' i titlen på Jacobsens bog er dels de fire Gregersen-bøger, dels dem, der sad om 'moderens' hals. Dem hun tager sig til i beklemte situationer med endnu en dramatikerevne, denne romanforfatter besad, blikket for den karakteristiske gestus. Kirsten Jacobsen supplerer de lange citater med egen sans for tids-ting: »Vi var forklædt som voksne i plisseret terylene i halv eller hel sol; med nethandsker, ballerinasko eller - særlig dristigt - guldstiletter med T-rem«. Senere følte hendes generation af kvinder sig »som døgnets flaner, rendt fra bog og nål«. Og da det borgerlige ægteskab skulle erstattes af andre former i Gregersen-familien, husker hun fra sin egen verden de små børn, »som i kollektiverne selv måtte stå op, mens mødrene og fædrene sov rusen ud. Som stavrede ned ad trapper og gennem store fællesrum for at vælte den hjemmelavede mysli ud på gulvet og hælde mælken efter, hvorefter de placerede en våd blebag i æltet og begyndte at spise«. Ingen stylist på en periode-serie i tv kunne gøre det bedre. Nynne-metoden Man må styre sig for ikke at præsentere hendes bog på samme måde, som hun selv fremviser Kampmanns: gennem det ene citat efter det andet. Det ville heller ikke være tilstrækkeligt, for der sker noget afgørende på de mellemlægspapirer, der skiller citaterne. Ved at flette sine egne erindringer om den samme tid og det samme nordkøbenhavnske sociallag ind, får hun skabt en kvindelig pendant til sit emne. Kirsten Jacobsen skriver litteraturhistorie, som Nynne skriver dagbog. Med stilen tegner hun kvinden og med kvinden manden. Hun kunne ikke have fundet et forfatterskab, der egner sig bedre til at blive underkastet Nynne-metoden. Med den genskaber hun den duft og tidsånd, der var det særegne ved Kampmanns bøger. Føjer lidt afklaret humor til. Og tager ikke en tøddel fra Kampmanns geniale evner til at tegne en tid med en gestus og en replik.