Niels I. Meyer, professor, oprører fra midten, aktivist, atomkraft- og EU-modstander, forkæmper for vedvarende energi, solidaritet med fattige og udstødte, på det seneste med i Minoritetspartiet, er en kompleks figur. Uhyre sympatisk, på forkant med mange aspekter af den teknologiske og samfundsmæssige udvikling gennem de sidste 40-45 år, en human personlighed, en pryd for et rationelt og civiliseret samfund. Men også irriterende påståelig i mange sammenhænge, en kantet gestalt, der med sine 1,92 meter har raget op på utallige, ja næsten alle konferencer og seminarer for alt det 'gode' og mod alt det 'onde' i mere end én generation. Virtuos udi networking Han har nu skrevet sine 'samtidshistoriske erindringer', hvor han med titlen gør sin politiske udvikling klar. Den lidt forkælede ug-dreng fra det bedre borgerskab, der bliver ingeniør og professor som 31-årig efter at have fremstillet den første danskbyggede transistor. Fra en gammel og vidtforgrenet slægt, der har tråde ind i alle hjørner af samfundets vigtige lag. Bogen giver et klart billede af, hvordan man skaber netværk i lille Danmark. Her har vi en virtuos på feltet. Det er også historien om den pæne dreng, der langsomt skifter fokus og koncentrerer sin indsats mod mere generelle samfundsproblemer, miljø, energi og demokratiets vilkår. Og som aldrig tvivler på, at han har ret. Vindmølleeventyret Selv om vi skal igennem mange udvalg, betænkninger og rapporter fra hans omfattende virke, kommer der også nogle små dartpile, som sidder og dirrer, efter at man har lukket bogen. Om hvordan professorer og andre akademikere, der i hans ungdom frit kunne lufte de mest outrerede synspunkter, nu ligger under for den politisk korrekte selvcensur eller lader sig misbruge af politiske eller kommercielle interesser. Om Venstres lokalpolitikere ude i landet, der er mere fornuftige og omgængelige end deres kolleger på Christiansborg. Om hans virke for vedvarende energi, hvor han var en drivkraft i den proces, der førte til, at danske vindmøller udvikledes til et verdensprodukt. Brøndkarsespisende kystbanesocialist Et interessant kapitel beskriver hans arbejde mod atomkraftværker i Danmark. Som fysiker blev han brugt meget i debatten i 1970'erne, hvor både industrien, fagbevægelsen og et flertal i Folketinget startede med at gå ind for atomkraft. Modstanderne havde i begyndelsen en hård tid. Niels Meyer og bl.a. Lone Dybkjær blev som modstandere beskyldt for at tilhøre en gruppe, fra hvem man kunne vente sig »både sabotage og terrorvirksomhed«. De var »brøndkarsespisende kystbanesocialister, ... barfodsgængere og hjemmefødere«, der alene lod følelserne diktere. I en tid, hvor der gøres op med den marxistiske dominans på universiteter og læreanstalter i 1970'erne, er det fornøjeligt at blive mindet om borgerskabets debatniveau i samme tidsrum. I et afsluttende kapitel gør han regnskabet op og lufter en vis skuffelse over alt det, der ikke lykkedes. Men selv om 'Oprør fra midten', som han skrev sammen med Villy Sørensen og K. Helveg Petersen i 1978, aldrig fik politisk gennemslagskraft, så var den med til at åbne op for et andet og mere nuanceret syn på samfundets udvikling, som var en velkommen modvægt til den golde samfundsdebat under den kolde krig.