Uha-da-da, hvor er der dog egentlig meget at være bange for her i senmoderniteten: Terrorangreb, sygdomme, miljøkatastrofer, krige, arbejdsløshed, trafikuheld, karrierekriser, overfald og voldtægt, parforholdsproblemer, pædofile galninge, der burde kastreres, fedme, osv. Listen er stort set endeløs, og det skorter ikke på journalister, politikere og forretningsmænd, der på den ene eller den anden led er parate til at profitere på enten at fremkalde angst eller hævde at besidde remedier imod den. Slår mønt på ængsteligheden Når Bush-regeringen trækker fire år gamle terrortrusler frem, er det i håbet om at kunne vinde et valg. Når medicinalfirmaerne lover, at netop denne pille kan gøre dig lykkelig, fjerne din sociale fobi eller kurere din fordømte impotens, ja så er der uden sammenligning i øvrigt tale om, at nogen forsøger at slå mønt (hvis ikke plat) på vores ængstelighed. Manipuleret 'overskudsangst' Lad mig straks slå fast, at verden naturligvis rummer et hav af helt reelle farer og risici, som det kun er naturligt og fornuftigt, vi forsøger at tage vores forholdsregler imod. Men i tilgift er der muligvis en slags overskud af angst, en kunstig fremkaldt boble af næsten angstneurotisk karakter, der har fået nogle til at betegne vores tidsalder som angstens epoke. Dét er i hvert fald udgangspunktet for den slovenske juraprofessor og kriminolog (og Slavoj Zizeks ekskone) Renata Salecl i hendes sidste værk, den lille, men spændstige 'On Anxiety', 'Om angst'. Værket er del af en strålende serie betitlet 'Humanity in Action', som lader fremtrædende humanister skrive klart, kort og forståeligt om emner, der har en direkte, central og mærkbar rolle i dagens verden. Salecls præmis og hypotese er, at den verserende 'overskudsangst' primært er frembragt for at manipulere os, enten for at få os til at forbruge mere, eller få os til at stemme og handle på særlige måder. Revision af håndtering Hendes tilgang til undersøgelsen af denne overskudsangst er tofold. Først hævder hun, at der er en årsagsforbindelse mellem en generel samfundskrise (f.eks. konflikten mellem første og tredje verden), fremkomsten af angst, såvel den reelle som den indbildte, og dernæst til slut opkomsten af totalitære forhold eller krige, som i Eksjugoslavien eller i forbindelse med indskrænkningen af elementære borgerrettigheder i USA efter 11. september. Ergo bør vi undersøge angsten for at inspicere og eventuelt revidere de måder, vi håndterer den på. Andet spor er psykoanalytisk, og er kraftigt inspireret af den flamboyante franske Jacques Lacans teorier. Lacan og den store Anden Præmissen er her, at subjektet så at sige er tomt, intet er i sig selv på forhånd, og derefter, at den store Anden (kulturen, familien, institutionen, sprogsystemet) essentielt er delt og splittet, og sender forskellige billeder af vores indre tomhed retur, når vi går til den for på beroligende vis at få fyldt vores indre hulrum op (jeg er soldat, embedsmand, ægtemand, anmelder, etc.). Problemet er ifølge Lacan, at den store Anden aldrig endegyldigt kan levere varen, hvorfor vi fyldes af angst som en uudryddelig del af det at være til. Vi forvalter angsten ved at erstatte den med fantasier, om kærlighed, om almagt, om sikker identitet af forskellig art, men angsten bryder frem, hver gang der går hul på disse fantasier. F.eks. kan man hævde, at mange amerikaneres fantasi om USA som et trygt og usårligt hjem nådesløst blev revet itu 11. september. På tilsvarende måde rives der hul i subjektets omhyggeligt opbyggede fantasier, når det fyres, når det udsættes for en skilsmisse, når det må gå i eksil. Få det bedste ud af angsten På baggrund af disse to præmisser (det er nødvendigt at se på angstens politiske former, og angsten er en uudryddelig del af vor tilværen i verden) opridser Salecl i fem velskrevne og veloplagte kapitler angstens cirkulation i krigen, i karrieren, i kærligheden, i forældreskabet, og i forbindelse med vidnesbyrdets rolle (kan det at vidne i sig selv fjerne angsten?). Hendes centrale forslag er, at vi bør lære at leve med angsten. Ikke sådan at forstå, at vi skal være nemme ofre for bekymringsindustrien, hamstre Viagra og lykkepiller fra morgen til aften, eller være angstneurotiske vrag, der gladelig stemmer på George Bush junior (eller hans lille danske fætter Anders Fogh) i troen på, at han kan gøre verden til et meget sikrere sted. Men sådan at forstå, at vi skal se vores elementære angst i øjnene, ikke bukke under for den, men bevare den og få det bedste ud af den. Salecls afsluttende eksempel på det sidste er en amerikansk general, der siger, at han før kampen ikke er bekymret for den soldat, der er ved at dø af skræk, men derimod for alvor ængstes, når han ser ind i øjnene på en iskold, rolig og helt uanfægtet soldat, der glæder sig til at komme ud at dræbe. Falsk oppustede skrækscenarier Det menneske, der helt savner angsten som sin tvetydige ledsager, er måske lidt mindre menneskelig end godt er. Men samtidig bør vi være robust afvisende over for det massive ængstelighedsapparat, der vil manipulere os hid og did ved hjælp af falsk oppustede skrækscenarier: Du omkommer af fedme i overmorgen, hvis ikke du går på netop denne diæt; du bliver fyret om en uge, hvis ikke du følger disse påbud; og dit hjem angribes af træske islamister, hvis du stemmer på de blødsødne Demokrater. Jeg er noget skeptisk over for en del af Salecls psykoanalytiske påstande, der virker ganske luftige og spekulative, og man savner unægtelig en del mellemregninger. Men ikke desto mindre er 'On Anxiety' en god lille guide til at lære at leve med den sunde angst, den, der holder os menneskelige, og som samtidig skærmer os mod at være lette ofre for den økonomiske og politiske forbrugermentalitets perfide og undertiden farlige irgange.