Det er ikke løgn og latin, hvad Isabel Allende skriver om Chile, selv om hendes nye bog hedder 'Mit opdigtede land'. Det er en subjektiv, lidenskabelig og ironisk rejsefører over det land, hun forlod i 1975, to år efter at Pinochet havde omdannet landet til et militærdiktatur. Hun flygtede og bosatte sig først i Venezuela, siden i Californien med sin amerikanske mand. Som mange andre store forfatterbegavelser er hun emigrant - oplært i det dobbelte forræderi, emigrantforfatteren oplever ved ikke at høre helt hjemme nogetsteds. Con amore Når hun senere på måneden kommer til Danmark (måske også i erindring om Bille Augusts filmatisering af 'Åndernes hus'), vil man spørge hende, hvordan hendes hukommelse har bjærget så mange eventyrlige fortællinger med sig fra et svundent land. For nægtes kan det jo ikke, at det Chile, hun skildrer, er Chile fra i går, det slanke land, som ligger mellem Atamacaørkenen i nord, Andesbjergene i øst, Stillehavet i Vest og det ensomme Antarkis mod syd. Nationaldigteren Pablo Neruda har skrevet: »Nat, sne og sand giver form til mit smalle fædreland«, og han fylder det med »stilhed« og »havskum«. Underlige, paradoksale ord, som går igen i Isabel Allendes skildring som et oxymoron, et sammenfald af uforenelige begreber, geografisk, socialt og mentalt. Det er en con amore-bog, hun her har skrevet, mere ironisk og munter på overfladen, mere længselsfuld og trist i detaljen. Nogenlunde lykkelig På spansk hedder bogen 'Mi pais inventado'. Mon ikke en bedre dansk titel ville have været 'Mit opfundne land'? Isabel Allende 'opdigter' ikke - hun opfinder og gendigter, hun bruger sin fantasi og den meget omtalte magiske realisme (eller surrealisme), som Latinamerikas litteratur er blevet viklet ind i. Isabel Allende blev feminist allerede i Chile, og det kan man ikke være i et land, hvor machismo er læresætningen, et land, hvor mændene betød og stadig betyder mest. Kvinderne skal giftes, og de skal betjene deres mænd. Kvinders seksualitet er skjult, men heftig, løgnene er levende, men dulgte. Kvinderne behandler deres mænd som små børn, kvinders udseende er ligegyldigt, men altafgørende, og al lykke afskrives som en tilstand, der er karakteriseret af ordet 'nogenlunde'. Så har man ikke fornærmet nogen. I busserne sælges nåle, kalendere, helgenbilleder og blomster, der er sladrende tiggere, tyveknægte, jonglører og galninge om bord. Mellem foragt og længsel Chilenere taler helst i diminutiv og eufemismer (korruption: 'ulovlig berigelse', tortur: 'ulovligt pres'), de er blufærdige til det arrogante, de er pessimister, papirnussere, skrivebordsgeneraler, og de har olympiske højder i kunsten at aflevere en kompliment til kvinden i kategorierne den klassiske, den erotiske, den kreative, den komiske og den poetiske. Da Isabel Allende kom ud på arbejdsmarkedet, lærte hun at hade det patriarkalske samfund, som stillede den skæbnesvangre ulempe at være kvinde op på en piedestal. I virkeligheden kunne erindringerne godt være dedicerede til Isabel Allendes mor, den stadig levende Allende senior. Hun var et offer - en slags - mens Isabel Allende gav afkald på offerrollen. Med afkaldet fulgte flere, som det altid er tilfældet for emigranten: en skjult mangel på tilhørsforhold følger med, og man kastes ustandselig frem og tilbage mellem foragten og længslen. Milan Kundera er et godt europæisk eksempel på arten. Den indre hjemstavn Et forankringspunkt har Isabel Allende fundet i sin politiske tro på demokratiet. Ikke at hun har nogen særlig erindring om Chile under den stadig nærværende Pinochet, og præsident Allende var hendes fars fætter og omtales ikke kun i rosenrøde toner. Men han var en repræsentant for det andet Chile, det politiske og det ulydige, det europæisk inspirerede, som fik Kissinger og CIA til at frygte et nyt latinamerikansk Cuba. Fidel Castro aflagde besøg i månedsvis. Men diktaturet kom og blev langt og frygtet. Nu sidder Isabel Allende som en halvamerikaner, journalistisk ærlig og journalistisk hittepåsom. Halvdelen af familien vil ikke længere omgås hende. Men hun er nået til den modenhed (født 1942), at hun frit kan opfinde sandheder om sine minder og sært nok har ladet sig definere af forfattergerningen. Bogens sidste ord er mærkelige - et tankespind eller en bevidst pointe: »ord for ord ... har jeg skabt det opdigtede land, hvor jeg bor«. Opdigtet Californien? Nej, snarere en indrømmelse til den indre bopæl, som er Chile midt i hjertet.