Storbritannien var en splittet nation for 25 år siden. Den nyvalgte premierminister Margaret Thatcher delte vandene mellem passionerede tilhængere og modstandere.

Gabet mellem rig og fattig voksede med raketfart, og dertil kom den traditionelle kløft mellem nord og syd.

Men konfliktens kerne handlede om noget andet, der på sæt og vis rummede det hele alligevel:

Rivaliseringen mellem verdensklasseløberne Steve Ovett og Sebastian Coe. Naturtalentet, gavflaben og arbejderklassehelten mod den følsomme, velopdragne Tory-tilhænger af en svigermors drøm.

Nedladende stil
Sådan iscenesætter den britiske journalist Pat Butcher den moderne OL-histories måske mest intense drama mellem to atleter, der med vidt forskellig baggrund og personlig stil tryllebandt millioner af fjernseere i stormagtsdagene fra 1978 til 1984.

Tilsammen vandt de tre olympiske medaljer af guld, to af sølv og en af bronze, og det lykkedes dem at sætte 17 verdensrekorder på alle distancer fra 800 meter til en engelsk mil. Flere af rekorderne var historiske i sig selv, men det var de to modsætningers indbyrdes rivalisering, der ifølge Butcher udødeliggjorde dem begge.

Tilbage i 1955 blev det ikke sunget over Steve Ovetts vugge, at han skulle blive til noget i sportens verden. Han er søn af en storrygende markedssælger fra sydengelske Brighton og tilbragte ti år af sin opvækst hos sine bedsteforældre. Ovett var ordblind, blev aldrig ven med skolen, men viste fra første færd et uset talent for samtlige løbediscipliner.

Modsat dagens stjerner konkurrerede han på alle distancer fra 400 meter til halvmaraton og nåede allerede som teenager at etablere sig på den internationale scene hos seniorerne. Med en ofte nedladende stil over svagere konkurrenter, vink til publikum og en årelang boykot af det britiske pressekorps var Ovett et navn, længe før den et år yngre Sebastian Coe nåede at få prædikatet »coming man«.

Elektrisk stemning
Coe lægger i dag ikke skjul på, at han ikke havde rivalens medfødte talent, og de hidsige år bød på mange offentlige skænderier. Opkomlingen havde til gengæld en ubændig vilje til at udvikle sit eget talent i et legendarisk samspil med faderen og træneren, Peter Coe, der konsekvent omtalte sin egen søn som »my athlete«.

Beskrivelsen af den politisk ultrakonservative og selvlærte træner er underholdende og giver samtidig et indblik i Coe-familiens opgør med 1970'ernes træningsfilosofi via en entydig satsning på få, intensive træningskilometer. Den såkaldte kvalitetstræning gjorde i sidste ende Coe til vinder af den indbyrdes medalje- og rekordhøst, men Butcher udpeger ingen entydig triumfator.

Selv om tvekampen varede i seks år, nåede rivalerne kun at løbe skulder mod skulder syv gange i alt. Det skyldtes til dels forskellig træningsplanlægning, men hovedpersonerne forsøgte også at undgå direkte konfrontation.

Så meget mere elektrisk var stemningen, når det skete. Resultatet var som regel helt uforudsigeligt som ved OL i Moskva i 1980, hvor Coe og Ovett vandt guld på 'hinandens' favoritdistancer. Fire år senere i Los Angeles indskrev Coe sig i historiebøgerne ved som den første at genvinde sin titel på 1.500 meter i et løb, hvor Ovett under stor dramatik udgik med vejrtrækningsproblemer. Symptomatisk for tidens britiske dominans gik sølvmedaljen til en anden brite, Steve Cram.

Den kedsommelige jagt på rekorder
Pat Butcher har skrevet om atletik i årtier og er tilknyttet Financial Times, hvor han senest har rapporteret fra OL i Athen. Forfatteren inddrager en imponerede samling af kilder i en medrivende og læseværdig bog, hvor det lykkes at spejle den sportslige fortælling i tidens politiske og kulturelle strømninger. Kærligheden til løberne fornægter sig ikke, og anekdoter er der masser af. Som regel har de både pointe og retning, men en støvsugning havde ikke gjort noget.

Bogen er langtfra ukritisk og fælder en hård dom over rivalernes uvilje mod at konkurrere indbyrdes. I deres mangeårige kamp mod uret, der i perioder fik karakter af en slags indbyrdes brevskak om verdensrekorder, eskalerede de brugen af harer som pacemaker i moderne baneløb.

På den måde grundlagde de ifølge forfatteren den ensformige og kedsommelige jagt på rekorder, der i dag er mellem- og langdistanceløbets alvorligste problem, da det oftest »er blevet så forudsigeligt, at det ikke er til at holde ud at se på«.

Ingen ringe pointe, men det vil sikkert hjælpe på sagerne, hvis løbere fra vore breddegrader en dag igen begynder at dominere de ovale baner.