Få forfattere har været så foragtede i Amerika og samtidig så estimerede verden over som Arthur Miller. Sådan sammenfatter forfatteren Martin Gottfried synet på den amerikanske forfatter i en ny biografi om ham, 'Arthur Miller: His Life and Work'. Da Millers skuespil 'Broken Glass' havde premiere på Booth Theatre i New York i april 1994, var det første gang, han havde været præsenteret med en ny forestilling på Broadway i 14 år. »En forbløffende statistik«, som Gottfried udtrykker det. Han daterer boykotten af Arthur Miller til 1972, da 'The Creation of the World and Other Business' kun gik tyve gange. Kommunisme Arthur Miller, der er født i 1915 og stadig lever, var oprindelig villig til at samarbejde om biografien med Martin Gottfried, en veteran som teaterkritiker i New York. Men Miller fortrød, da han hørte, at Gottfried også ville komme ind på hans første ægteskab gennem fyrre år med Inge Morath. Miller troede, Gottfried ville koncentrere sig om skuespillene, men Gottfried ville mere end det, han ville også påvise »livets indflydelse på værket«. Han fortæller, at Arthur Miller ikke lagde skjul på, at han engang havde overværet politiske møder sammen med medlemmer af det kommunistiske parti. Men skønt han var sympatisk indstillet over for dem på flere punkter, havde han aldrig selv været medlem af partiet, forsikrede han. Ikke desto mindre skriver Gottfried: »Hvorvidt Miller gik ind i partiet, vil ikke kunne fastslås med sikkerhed, men der er visse grunde til at tro, at han gjorde det«. F.eks. en kunstig bemærkning fra Elia Kazan, der selv havde angivet venstreorienterede kolleger til Den uamerikanske komité, samt en vag bemærkning fra en ven, Norman Rosden, der på spørgsmålet om Miller og det kommunistiske parti svarede: »Intet er bevist«. Blandt dramatikkens giganter Lige så tvivlende er Gottfried, når det gælder Millers kærlighedsliv. Han kalder samlivet med Marilyn Monroe en periodisk optrædende affære - et fantastisk udsagn, i betragtning af at det stod på i ti år! Biografien er bedst, når Martin Gottfried redegør for de enkelte skuespil. Han beskriver f.eks., hvordan 'En sælgers død' var nær ved at blive ødelagt, fordi en investor ønskede stykkets komplekse struktur ændret. Miller selv var ikke uvillig til at gå på kompromis, men stykket blev reddet af produceren Kermod Bloomgarten. På scener Jorden over har Miller med dette gribende digterværk rystet verden med skildringen af sælgeren Willy Loman, der med en aldrig svigtende tro på succes har slidt sig op gennem et langt livs trælsomme arbejde, og som nu, da han er kørt træt, bliver fyret, offer for den mentalitet, han selv har været med til at holde i live. Gottfried mener, at selv om Miller kun havde skrevet dette ene skuespil, ville det have været nok til at sikre ham en plads som en af dramatikkens giganter. Forklædt politisk protest Gottfried fortæller oplysende om Millers skuespil fra 1963 'Heksejagt'. Det tager udgangspunkt i de hysteriske processer i Salem, Massachusetts i 1690'erne. Det blev med rette opfattet som Millers protest mod den antikommunistiske heksejagt under McCarthy og Den uamerikanske komité. Da Miller selv i 1956 stod anklaget for komiteen, efterlignede han skuespillets hovedperson John Proctor ved at sige: »Min samvittighed tillader mig ikke at nævne en anden persons navn«. Det er værd at nævne, at det var stikkeren Elia Kazan, der havde sat stykket i scene, selv om det er usikkert, om det også var Kazan, der havde angivet sin gamle ven. Gottfried understreger, at Miller stadig er mere værdsat i Europa end i USA, men også her vil han opleve en renæssance. Det spår han. Det gør han, til trods for at Millers sidste skuespil 'Resurrection Blues', der har været opført i Minneapolis i 2002, endnu ikke har haft premiere i New York!