En trend er i de sidste to årtier stille og roligt regnet ned over det nordamerikanske kontinent, hvor den nu er sivet ned i grundvandet og blevet en del af landets kollektive psyke. Her ligger den og sender den knusende meddelelse til tidens kvinde, at hun ikke er nogen rigtig kvinde, hvis hun ikke har børn, og at hun ikke er nogen rigtig mor, hvis hun ikke vier hele sit liv til at passe disse børn. Trenden kaldes 'mor-ismen', og den har bombet kønsdebatten 100 år tilbage i tiden, mener filosofferne (og mødrene) Susan J. Douglas og Meredith W. Michaels i bogen 'The Mommy Myth: The Idealization of Motherhood and How It Has Undermined Women'. Idealiseret billede Det er blandt andet 'mor-ismens' skyld, at så mange højtuddannede kvinder for tiden flygter fra arbejdsmarkedet og hjem i familiefolden, og det gør de, fordi de af medierne, politikerne og eksperterne er blevet tudet ørerne fulde om, hvor godt og givende det er at være mor på fuld tid. Men det er et idealiseret billede af moderskabet, der i virkeligheden er undertrykkende for kvinder, mener bogens forfattere, der viser, hvordan myten er konstrueret for at få kvinden til at finde fejlen hos sig selv i stedet for i det politiske system, der har nægtet at bistå hendes frigørelse fra hjemmet og indtræden på det amerikanske arbejdsmarked med statsstøttede daginstitutioner. Dermed lægger 'The Mommy Myth' sig polemisk ud med den såkaldte 'tredje bølge' af feminister i USA, der mener, at det først er i dag, hvor kvinder kan vælge - og vælge at vælge karrieren fra - at det feministiske projekt er realiseret. Hvor 1970'ernes kvindebevægelse opfordrede kvinder til at opgive familiedrømmen og i stedet stile efter de chefstillinger, der traditionelt var blevet tildelt mændene, mener den yngre generation af kvinder, at der ikke længere er nogen grund til at ofre moderskabet i ligestillingens navn. Men ifølge Douglas og Michaels sætter de yngre kvinder blot feministiske fortegn foran den reaktionære holdning, at kvindens naturlige plads er hos hendes børn. Dermed svigter de kvindebevægelsens lange og seje kamp for frigørelse og binder kvindens identitet til funktionen som mor. Skræmmehistorier Den konservative kampagne kan aflæses endnu tydeligere i massemedierne, og det er dem, 'The Mommy Myth' koncentrerer sig mest om. De viser, hvordan den frigjorte kvinde fra starten er blevet præsenteret som kold og selvcentreret - f.eks. i filmen 'Kramer mod Kramer', hvor en mor forlader mand og barn for at realisere sig selv på arbejdsmarkedet - mens den hjemmegående mor indtager rollen som husengel, f.eks. i tv-serier som 'The Brady Bunch'. Samtidig fylder sensationspressen os med skræmmehistorier om sadistiske babysittere og pædofile pædagogmedhjælpere - historier, der skal pirke til den udearbejdende kvindes skyldfølelse over at have (for)ladt sine børn i andres varetægt - mens sladderjournalistikken fremviser det ene billede efter det andet af perfekte filmstjernemødre, der proklamerer, at rollen som mor er deres karrieres bedste. Ansigt til ansigt med disse skræmme- og idealbilleder overvældes den moderne kvinde af en utilstrækkelighedsfølelse, der får hende til at stikke halen mellem benene og løbe hjem i folden til børnene i stedet for op på barrikaderne for statsstøtte og bedre dagpleje. Mere angreb end argumentation The Mommy Myth' er både nødvendig og interessant læsning i en tid, hvor kvindefrigørelse sædvanligvis bliver betragtet som et overstået kapitel. Det er den ikke, viser Douglas og Michaels. Med fremhævelse af fænomenet 'mor-ismen' viser de i stedet, hvordan feminismen stadig er et projekt under konstruktion - og at det er et projekt, der for tiden har hårdt brug for nogle kvinder i overalls. Bogens tone underminerer imidlertid dens budskab. Douglas og Michaels har nemlig valgt sarkasmens form, og det betyder, at de bruger flere kræfter på at gå til angreb - på politikerne, på massemedierne, på postfeministerne - end på at udlægge og argumentere for deres påstande. Det kommer for eksempel aldrig til at fremgå helt klart, hvorvidt 'mor-ismen' er et marketingtrick, et internt feministisk opgør eller resultatet af en konservativ konspiration. I stedet kommer bogen til at give det utilsigtede antifeministiske portræt af tidens kvinder, at de er nogle letpåvirkelige størrelser, som dameblade, tv-reklamer og politikere kan bilde hvad som helst ind. Det er en myte, som Douglas og Michaels ikke får gjort op med.