Hvis navnet Karin Michaëlis overhovedet får noget til at ringe hos nogen læsere, skyldes det antagelig ikke kendskabet til hendes bøger, men nok snarere historien om hendes stærke engagement og utrolige hjælpsomhed, da det gjaldt om at redde truede tyskere, dengang Hitler-styret i Tyskland for alvor begyndte at vise tænder. De mest navnkundige, hun hjalp, var Bertolt Brecht og Helene Weigel, Brechts kone på dette tidspunkt. De boede en tid hos hende på Thurø, senere fik de købt et hus ved Skovbostrand, lidt uden for Svendborg. Mens de boede hos Karin Michaëlis arrangerede Helene Weigel gymnastikundervisning for konerne på Thurø, og det er en anelse morsomt at tænke på, hvad mon konernes mænd har tænkt ved det. Det var ikke kun 'kendte' folk, Karin Michaëlis hjalp, og hun byggede eller rettere lod bygge nogle primitive huse til en del hjemløse tyskere, og nogle af disse 'tyskerhuse' findes stadig. Æresborger på Thurø Selv var hun klog nok til lige inden udbruddet af Anden Verdenskrig at rejse til USA, hun kom hjem igen efter krigen og flyttede ind i det hus, Bergmans Hus, som i dag rummer Thurøs bibliotek. Hun blev gjort til øens æresborger og ligger begravet på Thurøs kirkegård, en af de smukkest beliggende i landet. På stenen står der 'Hun kom hjem'. Når hun overhovedet kunne hjælpe i den målestok, hun gjorde, skyldtes det, at hendes bøger gennem årene var gået i endog mange og store oplag og var blevet oversat til mere end tyve forskellige sprog, ligesom flere af bøgerne er blevet filmatiseret. Og selv om rettighedssystemet ikke var så udbygget dengang som i dag, tjente hun mange penge. I dag er forfatterskabet på nær en enkelt undtagelse stort set glemt. Undtagelsen udgøres af 'Bibi'-bøgerne, som børnebogsforskeren Torben Weinreich har foreslået skal indgå i en kommende børnebogskanon - resten er næsten tavshed eller rettere glemsel. De store numre - dem, alle læsende kvinder måtte læse - var 'Barnet', 'Lillemor' begge fra 1902, 'Den farlige Alder', 1910, og erindringsværket 'Træet paa godt og ondt' i fem bind udgivet mellem 1924 og 1930. Freud under hovedpuden Et gennemgående og dominerende træk i forfatterskabet er den kvindelige seksualitet, som Karin Michaëlis på grund af tidens almindelige snerpethed ikke kunne beskrive direkte, hvilket hun derfor måtte gøre mere fordækt. Hun kredser både om den unge kvindes vågnende seksualitet og den ældre kvindes sidste seksuelle opblussen som i 'Den farlige Alder' fra 1910, som fik status som en ægte skandaleroman. Det er oplagt at læse Karin Michaëlis' værker med Freud i hånden, og det har Merete von Eyben, som underviser i skandinaviske sprog og litteratur ved Pasadena City College i USA, gjort i bogen 'Incest as a Methaphor and the Illusion of romantic Love'. Man får her det indtryk, at Karin Michaëlis nærmest har sovet med Freud under hovedpuden, mens hun skrev sine romaner, som ifølge von Eybens læsning overvejende handler om incest og sadomasochisme. Hun inddrager nyere klinisk litteratur til at påvise, hvor tæt sammenhængen hos Michaëlis er mellem lægers og psykologers senere beskrivelser af forskellige sygehistorier og de mønstre, som læseren kan finde i de fiktive tekster. Jeg tror nu ikke, at Merete von Eybens analyser af disse Michaëlis-romaner vil have nogen større læser-tiltrækningskraft, idet de ikke er skrevet for almindeligt interesserede læsere, men for et meget lille akademisk publikum, komprimerede som de er, og uden mange forsøg på at åbne for en bredere forståelse. Ærgerligt nok, for det kunne godt være spændende at få Karin Michaëlis trukket ind i rampelyset igen - der må være flere årsager til hendes enorme publikumstække.