Robert Schumann var ikke rigtig klog. I hvert fald ikke i sine sidste år, som han henslæbte på et asyl for sindslidende i Bonn. Her havde den romantiske tyske komponist frivilligt ladet sig indespærre efter at have forsøgt selvmord ved at hoppe i Rhinen. Schumanns tragiske endeligt var kulminationen på et kort, intenst kunstnerliv. I en ny biografi af komponisten og musikprofessoren Karl Aage Rasmussen kædes dette liv sammen med Schumanns musik, som især i de mange klaverstykker og i Schumanns klaverledsagede sange udtrykker hans litterært funderede ideal om en poetisk musik. Titler og tekster var vigtige. Musikken skulle åbne døren til en højere sfære, og mere tårevædet, følsom og himmelstormende - kort sagt mere romantisk - musik end Schumanns er da også svær at finde. Schumann ville det hele. I løbet af sine kun 46 år kæmpede han med sit talent som pianist, komponist, debattør, musikkritiker, tidsskriftredaktør, musikdirektør og dirigent. Han havde et broget liv, der frem til selvmordsforsøget og den efterfølgende indespærring i høj grad handlede om ægteskabet med den yngre klavervirtuos Clara Wieck. Hende elskede han overalt på Jorden, men det sprængfarlige kunstnerforhold rummede såvel dyb hengivelse som seriøse kriser. På grund af tilintetgjorte og stadig undertrykte kilder er kemien i forholdet til dels en gåde. Men Karl Aage Rasmussen gør sig relevante betragtninger i et forsøg på at afdække den. Desuden gør han opmærksom på, at der altid har været antydninger af, men aldrig håndfaste beviser på, at Clara havde et eller andet kørende i forhold til parrets nære ven, den yngre Johannes Brahms. Kernen er musikken Schumann led under nervesammenbrud. Han drak foruroligende og førte minutiøst dagbog over sine samlejer med Clara. Men jo mere man læser i Rasmussens smittende og velskrevne bog, jo mere bliver det klart, at det ikke er Schumanns forrykte levnedsløb, der har været grunden til at skrive den. Kernen er musikken, som forfatteren tydeligvis har et begejstret forhold til. Man kan simpelthen mærke, han har haft fingrene nede i Schumanns klaverstykker, der med poetiske titler som 'Träumerei' og 'Der Dichter spricht' røber, at der bag Schumanns noder gemmer sig en verden af følelser og idéer. Også Schumanns forkætrede orkesterpartiturer og hans ulykkelige forsøg på opera har Karl Aage Rasmussen lystlyttet med den musikkyndiges analytiske antenner foldet godt ud. Men man spares for tør akademisk analyse i en udogmatisk levnedsskildring, der med moderne optik stiller skarpt på Schumanns fortvivlede liv. Inklusive forholdet til kolleger som Wagner, Mendelssohn og Liszt. Det er både utraditionelt og rammende, når den sædvanlige sorte tale om ironien hos Heine erstattes med en beskrivelse af denne for Schumann så vigtige digter som »højromantiker with a twist« - med den uddybende bemærkning, at Heines meget omtalte ironi i grunden kan beskrives som følsomhed afsluttet med en spand koldt vand i hovedet! Læseværdig introduktion Puritanere vil måske afvise sammentolkningen af liv og værk, der får Rasmussen til at konkludere, at komposition var terapi for den uligevægtige Schumann. Men i realiteten er forfatterens sammenkædning af psyke og musik velunderbygget og udarter aldrig til tolkningsmæssige overgreb. Tværtimod er det imponerende, så mange nuancerede og engagerede billeder, det lykkes at tegne på så få sider. Musikelskere på alle niveauer vil have glæde af, at der med 'Forrykt' er kommet en moderne, lettilgængelig og læseværdig dansk introduktion til en så vigtig og rørende repræsentant for tysk romantik som Robert Schumann.