0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Man er vel købmand

For Dyne-Larsen er verden blot et gigantisk varelager. Men han har humor, og hans selvbiografi skildrer et stykke Danmark fra 1970 til nu. En kræmmers bud på 'Krøniken's fortsættelse.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

I anledning af sin milliardomsættende butikskædes 25-års jubilæum har thyboen Lars Larsen (f. 1948) skrevet og fået trykt sin selvbiografi, som bliver husstandsomdelt sammen med en mere almindelig reklame for hans varer.

Bogen hedder 'Godaw, jeg hedder Lars Larsen - Jeg har et godt tilbud'. En sætning, han efter sigende er blevet berømt på at udtale i en tv-reklame. Typisk for Larsen skulle han have den billigste reklame - derfor blev der ikke tid til at sige mere. Også bogen er tænkt som reklame - som alt, hvad Larsen foretager sig offentligt.

Moderens tunge liv
I bogen siger Larsen klogeligt ikke et ondt ord om medierne og synes tryg i forvisningen om, at dårlig reklame er bedre end ingen reklame. Denne bog er imidlertid god reklame for manden, om ikke nødvendigvis for varerne: Mængden af selvros er ikke større, end hvad vi er vant til fra biografier, og med lidt fantasi fra læserens side er den første del om Lars Larsens fattige barndom direkte gribende.

Moderen blev efter kun fem års (sent) ægteskab enke på en stor gård med fire børn under fem år, og selv om hun kastede sig over det ene erhverv efter det andet - fra hoteldrift til slikbutik - var den sociale deroute uafvendelig. Samtidig blev helbredet ødelagt, og ofte måtte børnene afbryde hende i et natligt selvmordsforsøg på togskinnerne eller i vand til halsen ... Hendes tunge liv gør indtryk.

I lære i dynebutik
Lillebror Lars fik som den eneste lov at tage realeksamen, efter klasselærerens overtalelse af moderen, og grundet storebroderens næsten geniale indgriben kommer han i lære i en dyne-, gardin- og madrasbutik i Thisted. »Det var en spændende tid«, skriver Larsen flere gange, og det må være en af de mange grunde til hans succes: Manden synes vitterligt, at dyner og gardiner er spændende.

Konjunkturerne var med ham, og gode folk støttede ham. Den første var slagteren, der gav ham rigeligt flæsk for de to kroner, moderen sendte ham i byen med (fattigdommen var åbenbart ingen hemmelighed), siden gav en chef ham frie hænder, og en filial af Nørresundby Bank lånte ham (i modsætning til en af de stores filialer i Thisted) nogle penge uden kautionister. Siden har han med fryd sagt nej til at have noget med den store bank at gøre ...

Kærlighed på kroen
Kærligheden og en kone fandt han hurtigt, tilsyneladende uden nogen svinkeærinder, på et krobal. 1968-revolutionen gik naturligvis den 20-årige gardinekspedients næse forbi - som han selv siger, var Thylejren »noget af et chok for vi thyboer«. Til gengæld spændte han traileren efter bilen og fik prakket hippierne i den nærliggende Thylejr noget dårlig ost på. Gratis - mod at få eneforhandling af deres dagligvarer.

Det er indtægtskilderne, der har styret Larsens liv, men de har samtidig været hans lidenskab. Hvis han har købt en ramme øller til overpris under en fodboldkamp på Wembley, kan han, millionæren, alligevel ikke nære sig for at sælge de fleste til det femdobbelte på vej tilbage til de andre gutter på bænkene.

Og da Larsen finder ud af, at rosesælgeren i restauranten i Moskva forlanger 100 dollar for de seks langstilkede, som Larsen just har overrakt selskabets damer, samler han under pinlig tavshed roserne ind igen. Og køber en stor buket (for den halve pris) til hver af damerne næste dag i stedet.

Leverpostej på værelset
Efterhånden som bogen skrider frem, bliver ekspansionen med evindelige nye butiksåbninger let monoton. Men gennemgående er, at Larsen er til køb og salg, ikke til produktion. Og 'bløde hvidevarer' er og bliver hans rette element. Han taber en masse penge på charterrejser og en del på sko, og i det hele taget ryger der nogle millioner i svinget.

Men der kommer sandelig også mange ind - og der bliver knoklet. Hvad der er sparet, er tjent, så er hotelophold uomgængeligt, deler medarbejderne dobbeltværelser. Det gør Larsen også selv, ligesom han sidder med en af sine direktører og spiser danske leverpostejmadder på værelset for at undgå udlandets efter deres mening tvivlsomme køkken.

Murens fald
Da Muren falder, er DDR naturligvis et slaraffenland for Larsen. Her finder han et drømmemarked: »Alt kunne sælges - de havde jo intet. Pengene skulle strække så langt som muligt, så prisen var en vigtig faktor. Vi valgte derfor at rydde samtlige lagre i Tyskland og Danmark for udgåede varer og dårligt sælgende produkter, og så sælge det i Østtyskland til kraftigt reducerede priser«.

(Skam få den, der tænker ilde derom). Selv om vinteren gik havemøbler som varmt brød: De blev brugt som stuemøbler. Indirekte (og ubevidst) får Larsen fældet en knusende dom over det kommunistiske eksperiment.

Ikke så kønt som Krøniken
Dyne-Larsens livshistorie kunne bruges direkte som 'Krøniken's fortsættelse. Det er nemlig et stykke typisk Danmark fra 1970 og frem. Så kønt som 'Krøniken' er det ikke: Æstetikken i og omkring både manden og virksomheden skriger til himlen, selv fra de ret dårlige reproduktioner i bogen. Stil er der ingen af, og den, der er, er dårlig.

Men selv om omgangsformerne og de indbyrdes practical jokes er mildt sagt jordbundne, virker det hele harmløst, såre menneskeligt og ofte fandenivoldsk. Og det kunne være underholdende i en folkelig tv-serie. Uden humoren - ofte på egen bekostning - havde det været uudholdeligt. Men 'Go'daw ...' - som jeg faktisk tror på, Larsen selv har skrevet - fortjener at blive læst.

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu

Annonce