Før eller siden skriver (næsten) alle Ruslandskorrespondenter en bog om det modsætningsfyldte land. Nogle af dem har på det tidspunkt mistet deres skråsikkerhed og skriver bare om deres oplevelser uden facitliste. Og det er som regel de bedste. Anna Libak, født 1968, der var Berlingske Tidendes korrespondent i Moskva fra 1999 til 2003, har trods en selvbevidsthed, der tydeligt fremgår af hendes skarpe og livfulde 'Rusland på røde plader', mistet sin skråsikkerhed beundringsværdigt hurtigt. Hertil er hun nok blevet hjulpet af en rå sans for humor og en lige så rå vilje til at gribe i egen barm. Dertil kommer en veludviklet slagfærdighed og et aktivt faktuelt beredskab. Det er ikke helt enkelt at ramme det tidspunkt, hvor man i forhold til Rusland både har erfaring og undren nok - det er nok cirka lige efter, man har mistet overblikket, og inden man selv har taget de russiske briller på. (For mig er det for eksempel for sent ...). Anna Libak synes at have ramt det. Når hun kommer med en kategorisk bemærkning, så er den for det meste korrekt, f.eks. denne: »Groft sagt findes der ikke noget samfund i Rusland, der findes kun en stat og millioner af enkeltindivider«. Hun konstaterer sand- og slagfærdigt, at russerne ikke passer ret godt på sig selv, »de kører uden sikkerhedssele i deres skrotmodne Lada, drikker alt for meget vodka, ryger som skorstene, dyrker ingen motion, drikker vand fuld af tungmetaller fra hanen og spiser med stor appetit rå æg uden at skænke salmonella en tanke«. Her kunne man indvende, at de også tager metroen på arbejde hver dag trods faren for bomber. For hvad skal de ellers gøre? Her tenderer Libak det ufølsomme. Det er dog ikke i nogen ond mening, for i samme åndedrag fortsætter hun, at »for russerne er det bedre at leve et kort og værdigt liv end et langt og forskrækket et. Det første er stort. Det andet er for småt«. I russernes selvforståelse er det korrekt, men den barske sandhed er, at de fleste russere gennem tiden faktisk har levet både korte og forskrækkede liv. Men det skal ikke skille os ad: Det er ikke så meget ved den slags udsagn som ved sine konkrete historier, for eksempel om guvernørvalget i Irkutsk eller liget i gården, Anna Libak oplyser læseren. Og det er ved et par kostelige dialoger, hun morer mig. 'Rusland på røde plader' (navnet henviser til diplomatnummerpladers farve) er en lille bog. Man kunne såmænd godt have ønsket sig den længere - det er sjældent, man siger det om den slags bøger. Samtidig er det en konsekvens af genrens klare begrænsning. Denne bog giver sig ikke ud for at være andet end små nedslag i de både for skribent og læser tankevækkende, grænseflyttende og af og til absurde tildragelser, livet i Rusland byder på. Udtrykket 'logik for burhøns' er dybt filosofisk, når man tænker over det - for forskellige folkeslag går trods alskens globalisering rundt i hvert deres kulturelle bur og har den deraf følgende logik. Ved Anna Libaks eksempler får vi både et indblik i russernes og vores egen logik. For nogen er høflighed et udtryk for overlegenhed, for andre det modsatte, det samme gælder tvang og forholdet mellem stat og borger, børn og læring, bestikkelse og embeder. Det er morsomt og tjener Anna Libak til ære, at hun ofte lader sig selv tabe en diskussion med den russiske logik. Og i et enkelt, herligt selvafslørende eksempel kommer hun højtråbende til kort over for den danske. Lige så meget som snapshots af Rusland er 'Rusland på røde plader' blevet et ærligt og morsomt portræt af en anfægtet dansk korrespondent.