I det syttende århundrede kæmpede pater Dominique Bouhours (1628-1702) med at finde frem til, hvad det egentlig er, der gør et værk ikke bare sandt, men også skønt. Hvad er dette ekstra og uhåndgribelige overskud, som medfører, at værket er andet og mere end det, vi kan opsummere i et referat eller indfange i en kritisk formular? Bouhours sagde, der skulle være et 'je ne sais quoi', et 'jeg ved ikke hvad', og længere kom han ikke. Men det gør svenske Horace Engdahl; denne svenske superkritikers håndsrækning til Bouhours kan vi nu få glæde af i og med 'Berøringens ABC', der med ti års forsinkelse lægger sin myndige hånd på vores beredvillige skuldre. I dette boglange essay tager Engdahl over ti runder livtag med intet mindre end 'litteraturens stemme', som den lader sig høre i europæisk litteratur fra Friedrich Schlegel, over Stendhal, Tieck, Poe, Mallarmé, Marinetti, dadaisterne, Apollinaire, Björling, Joyce, Beckett, Ekelöf og Blanchot. Engdahls afsæt og idé er, at den stemme, vi kan høre i skriftens trykkammer på samme tid er mere og mindre end den talte røst. Mere, fordi den er frigjort fra individet og suverænt bevæger sig hen over tidens og rummets grænser; men også mindre, fordi den helt savner det kødelige supplement, som øjnenes udtryk, armenes fægten, hændernes dans og stemmens timbre, dens kornede tone, normalt vil udgøre. Engdahls påstand er, at der findes en sådan besynderlig skriftlig stemme, og hans ærinde er at efterspore denne stemmes tonalitet og kadencer tværs gennem udvalgte mundhuler i europæisk romantik og modernisme.